At imødegå Europas troværdigheds- og legitimitetskrise i Afrika vil blandt andet kræve det som i regeringens nye udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi kaldes skabelse af ligeværdige partnerskaber for attraktive og mere bæredygtige løsninger med udgangspunkt i fælles interesser. ”Vi skal blive bedre til at lytte og forstå andres ståsted”.
Spørgsmålet er så, hvordan det konkret skal ske i forhold til Afrika? Det spurgte jeg minister for udvikling og global klimapolitik, Dan Jørgensen (S), om i forbindelse med hans møde i denne uge med Nairobi-klubben, der består af medie- og fagfolk, der beskæftiger sig med globale udviklingsspørgsmål. Svaret var ikke konkret, for embedsmændene i Udenrigsministeriet arbejder stadig på en ’Afrikaplan’, som skal styre og koordinere danske engagementer i Afrika med ditto europæiske.
Behovet for en konkretisering af strukturerne for Danmarks og Europas fremtidige engagement med lande i Afrika er akut, for mens vi i danske medier fremhæver vores noble intentioner med udviklingsbistanden, kampen for menneskerettigheder og bekæmpelsen af terror, så er det ganske andre narrativer, der fortælles i mange afrikanske medier. Et billede som bekræftes af danske ambassadører i Pretoria, Niamey og ved FN i New York.
På et dystert bagtæppe af europæisk slavehandel og brutal kolonialisering af afrikanske lande, minder om vestlige landes støtte til korrupte afrikanske regimer under Den kolde krig, om ekstrem råstofudbytning – for eksempel af Nigerias olie, om COVID-vacciner, der ikke blev delt med afrikanske lande, om CO2-udledninger fra Vesten, der nu skaber tørke, sult og oversvømmelser i afrikanske lande.
Om globalt høje fødevarepriser på grund af krigen i Ukraine, og hvordan europæiske lande skærer i udviklingsbistanden til Afrika til fordel for Ukraine. Og om ukrainske flygtninge der bydes velkommen mens flygtninge fra Afrika dør på Europas dørtrin. Det sker i en geopolitisk kontekst hvor ”uplettede” lande som Kina og Rusland samt andre lande tilbyder et alternativt hegemoni baseret på værdier som solidaritet, ligeværd og ”business”.
Hvad får indbyggerne i Niger ud af det?
I øjeblikket udspilles denne værdikamp omkring Niger, hvor donorer blandt andet har fremhævet, at bistand under den kuppede præsident Bazoum, bidrog til at flere piger gik i skole, mens afrikanske sociale medier har vist russiske flag under støttedemonstrationer for kuppet i Niamey og fremhævet Frankrigs afhængighed af uran fra Niger og den planlagte pipeline igennem Niger, der skal forsyne Europa med gas fra enorme gasfelter i Nigeria.
Kun 16 procent af Nigers befolkning har adgang til elektricitet. Eller de har fremhævet de amerikanske anti-terror dronebaser i Niger nødvendiggjort efter NATOs bombardementer i Libyen og efterfølgende kollaps. Niger er et af verdens absolut fattigste lande. 42 procent af den meget unge befolkning lever i ekstrem fattigdom. What’s in it for them?
Ovenstående er naturligvis et polariseret narrativ, som bør nuanceres og imødegås, og som ikke deles af alle afrikanere. For eksempel ikke af lokale eliter eller grupper, som nyder godt af den relativt store udviklingsbistand fra EU og europæiske lande som Danmark. Og naturligvis er Afrika et enormt kontinent (som kan rumme Vesteuropa, Nordamerika inkl. Mexico og Grønland samt Indien) med 43 lande med forskellige behov og interesser.
Det skal vi forstå.
Vi skal vise hvordan vi gerne vil lytte til og forstå forskellige afrikanske synspunkter i en åben, respektfuld og kulturbevidst ånd.
Lidt sat på spidsen er situationen dog stadig, at fra Sydafrika over Sahel til Nordafrika mister Europa indflydelse til lande, som ikke deler vores værdier. Og dette på trods af Europas åbenlyse strategiske fælles interesser med Afrika rent politisk og økonomisk: Adgang til en stor og voksende arbejdsstyrke, til markeder for europæiske varer og tjenesteydelser, til landbrugsprodukter og strategiske naturressourcer, til global indflydelse.
Konsekvensen af en ikke-udnyttelse af det fælles potentiale kan blive øget irregulær migration og terror fra Afrika og en generel forværring af den sikkerhedsmæssige situation for Europa, herunder Danmark
EU og EU-landene skal oppe sig
Denne opgave kræver en koordineret tilgang på EU-niveau, dels af EU’s mange indsatsområder, dels mellem EU’s indsatser og EU-landenes bilaterale indsatser.
Europa er Afrikas største handelspartner, og europæiske lande står for over halvdelen af direkte investeringer (FDI) i Afrika. EU er også Afrikas største donor af udviklingsbistand. Alligevel er det som om EU har alt for lidt indflydelse – EU punches below it’s weight.
Et forslag til ministeriets nye Afrikaplan er at lade Danmark gå foran i skabelsen af ligeværdige partnerskaber med afrikanske lande med udgangspunkt i fælles interesser. Vi skal vise hvordan vi gerne vil lytte til og forstå forskellige afrikanske synspunkter i en åben, respektfuld og kulturbevidst ånd.
Jan Pirouz Poulsen er cand.comm. med 25 års erfaring med global udviklingspolitik fra Udenrigsministeriet, EU og FN herunder udsendelser som diplomat til Bangladesh, Bhutan, Gaza/Vestbredden, Ghana, FN i New York og Istanbul/Irak. Nu selvstændig konsulent i Wildersgade.dk og aktiv i Spor Media.
