I en ny rapport fra Amnesty International dokumenteres det, at omfanget af vold og trusler mod seksuelle minoriteter er stigende i Afrika. Og i 38 lande er det i dag ganske enkelt ulovligt at være homoseksuel.
Homofobiske angreb stiger og diskriminationen mod homoseksuelle bliver stadigt mere synlig i en række afrikanske lande syd for Sahara. Det viser en ny og omfattende rapport fra Amnesty International, som dokumenterer systematisk og grov diskrimination og kriminalisering af bøsser, lesbiske, bi-, trans- og interseksuelle afrikanere (LGBTI-personer).
Sådan skriver Amnestys danske afdeling på sin hjemmeside.
Homoseksualitet er i dag kriminaliseret i 38 afrikanske lande og bliver ofte karakteriseret som ”handlinger imod naturens orden”.
”Ofte bliver angreb mod grupper eller individer tilskyndet af politikere eller religiøse ledere, som i stedet burde bruge deres offentlige indflydelse til at bekæmpe diskriminationen. Disse – til tider dødelige – angreb mod homoseksuelle må standses. Intet menneske skal risikere at blive tæsket eller slået ihjel på grund af, hvem de er tiltrukket af eller intimt involveret med,” siger Widney Brown, Amnesty Internationals direktør for lovgivning og politik.
Angivet, tæsket og fængslet i årevis uden retssag
Amnestys rapport har undersøgt nationale lovgivninger mod LGBTI-personer på tværs af kontinentet. I en lang række interviews fortæller afrikanske homoseksuelle samtidig om deres daglige kamp mod diskrimination og trusler.
* Inden for de seneste fem år har Sydsudan og Burundi introduceret nye love, som ulovliggør seksuelle forhold mellem borgere af samme køn.
* Uganda, Liberia og Nigerias parlamenter arbejder i øjeblikket alle på lovforslag, som vil forhøje allerede eksisterende strafferammer for homoseksualitet.
* I Cameroun bliver mennesker anholdt efter at være blevet angivet af andre som homoseksuelle. Enkelte camerounesere har siddet fængslet i tre år uden en retssag. Tidligere fanger fortæller til Amnesty, at de er blevet udsat for tæsk under deres fængsling, ligesom de er blevet udsat for tvungne anale undersøgelse.
* Selv i lande som Kenya, hvor anti-homoseksualits-love ikke aktivt håndhæves, har Amnesty interviewet mennesker, der er blevet udsat for overgreb og afpresning af politiet, der bruger lovene som skræmmemiddel.
”Enhver lov, som kriminaliserer seksuelle relationer mellem mennesker af samme køn, sender et signal om, at bøsser, lesbiske, biseksuelle og transkønnede mennesker er kriminelle og ikke har de samme rettigheder som alle andre,” siger Amnestys Widney Brown.
Læs eller download rapporten, Making love a crime: Criminalization of same-sex conduct in SubSaharan Africa (PDF – 125 sider): http://www.amnesty.dk/sites/default/files/mediafiles/44/Making_Love_a_Crime.pdf