FN’s daværende generalsekretær Kofi Annan havde sat et guldhold, da Sikkerhedsrådet nærmest havde tvunget FN tilbage til Irak efter den USA-ledede invasion i 2003. Med den brasilianske Sergio Viera de Mello – ham, der altid blev omtalt som ham, der burde blive Kofi Annans efterfølger – i spidsen, og blandt andre danske Henrik Kolstrup fra UNDP som hans nære rådgiver.
Det skulle gøres rigtigt, blandt andet skulle FN ikke holde til inde i den pansrede grønne zone sammen med militæret og koalitionens ambassader. FN skulle være tilgængelig for irakerne, som jeg husker det fra den gang.
Men den 19. august bragede en bil, tungt lastet med sprængstof ind i muren under Sergio de Mellos kontor, hvor de fleste af FN’s chefer var samlet til møde. De døde næsten alle sammen, men ikke Henrik Kolstrup, der ikke var i lokalet på det skæbnesvangre tidspunkt.
Det var ofrene fra Bagdad, 22 døde og omkring 100 sårede, og ofrene fra talrige andre angreb på FN, der blev mindet i FN-Byen i København torsdag. Mindet ved en særdeles pæn højtidelighed, hvor det ikke blev nævnt, at det ikke kun var USA, men blandt andet også Danmark, der ulovligt invaderede Irak.
Og det blev heller ikke nævnt, at antallet af ofre formentlig ville have været langt mindre, hvis der var blevet sat film på vinduesruderne. En form for klæbende plastikfilm, der forhindrer glasset i at splintres i netop sådanne situationer. Men to FN-organisationer var i Bagdad oppe at skændes om, hvem der havde til opgave at sikre vinduerne, og det blev aldrig gjort.
Team Kolstrup
Men tilbage til FN-Byen. Efter at direktøren for UNDP’s Nordiske Kontor, Henrik Fredborg Larsen, havde fortalt, hvordan bomben i Bagdad har påvirket FN’s arbejde over hele verden, efter at tidligere udenrigsminister og tidligere formand for FN’s Generalforsamling, Mogens Lykketoft (S) havde fortalt om den internationale situation i 2003, efter at den tidligere danske ambassadør til Irak, Torben Gettermann, havde fortalt, hvordan han oplevede den 19. august i Bagdad, og før UNOPS nye øverste chef, undergeneralsekretær Jorge Moreira da Silva forestod den officielle højtidelighed, ja så gik Kolstrup-parret på scenen.
Parret, fordi de to har været et par, lige siden Elsebeth klagede til Henrik over musikken på Den Sidste Café i Århus. FN havde accepteret, at de var et hold, at det ikke lod sig gøre at udsende Henrik uden Elsebeth, heller ikke til krigszoner. De havde været sammen i Angola og i Bosnien blandt andet. Og Elsebeth havde fået en stilling på den danske ambassade i Bagdad og var ved at gøre klar til at tage af sted.
Hun kunne fortælle om dagevis i uvished i Sarajevo, hvor hun foran fjernsynet spejdede efter noget, der kunne være Henrik i reportagerne fra Bagdad. Der var ingen, der kunne finde ham. Indtil en bekendt endelig meldte fra Kuwait, at Henrik befandt sig på et hospital der, og straks efter blev transporteret til Tyskland, hvor Elsebeth og deres datter Thea endelig kunne komme til at se ham.
Alt det, husker Henrik ikke meget om. Han blev holdt i koma i fem uger, og da han blev hentet tilbage til bevidstheden, blev det i endnu en lang periode holdt hemmeligt for ham, hvad der var sket. Lægerne vurderede, at han ikke kunne tåle det. Og det var også svært, fortalte Henrik Kolstrup i FN-Byen. For med klarheden fulgte den dårlige samvittighed over at være den, der overlevede, når alle kollegaer døde. Der blev sendt en varm tak til psykologen på Rigshospitalet, som Henrik var blevet overført til, som dag efter dag havde siddet på sengekanten og talt med ham.
Ikke råd til bitterhed
Henrik Kolstrup er ikke længere den speed-snakkende, optimistiske udviklingsmand, han var. Han er heller aldrig kommet tilbage på jobbet efter genoptræningen, der har varet en seks-syv år, selv om det var hans klare intention. Men engagementet er der tydeligvis stadig, og team-Kolstrup, det består.
Som parret udtrykte det, så er det lettere at klare modgang, hvis man kan gøre en forskel. Og det har været drivkraften hele livet. Samt en vilje og en evne til at finde vej – også i svære situationer.
“Vi har ikke råd til bitterhed. Vi vil ikke være ofre for begivenheden. Henrik blev sendt til genoptræning i New York som en patient, men kom tilbage som et menneske. Og så har vi jo set mere til vores børnebørn, end vi ellers ville have gjort. Og vi er her stadig begge to,“ lød det torsdag fra team Kolstrup.
