Der var langt fra 40 skyfrie grader i Tunis til den regnkolde dyrskueplads i Roskilde. Alligevel havde 31-årige Aya Chebbi taget turen til årets Roskilde Festival.
Med potente budskaber som “vores generation giver ikke en skid for landegrænser”, blev Chebbi taget jublende imod af de fremmødte festivalsgæster til arrangementet “Why Solidarity” arrangeret af Mellemfolkeligt Samvirke.
Temaet for årets Roskilde Festival var solidaritet. Og netop det emne skulle Chebbi “samtale” med danske Emma Holten om.
Solidaritet kan afbøde de grelleste af denne klodes problemer – i hvert fald langt hen ad vejen. Problemer med klima, ulighed og diskrimination går en hård tid i møde, den dag vi alle føler solidaritet med hinanden, lyder budskaberne fra de to veltalende kvinder.
Solidaritet kan og bør ikke kende grænser, er et af budskaberne fra Chebbi, der kalder sig selv panafrikansk feminist og menneskerettighedsaktivist. Hun blev offentlig kendt, da hun under den tunesiske revolution dokumenterede revolutionen fra frontlinjen. Hun er den første afrikanske ungdomsdelegerede for den Afrikanske Union, og hun startede den største ungdomsbevægelse på det afrikanske kontinent, Afrika Youth Movement.
Med andre ord: hun kender til at gøre en forskel. Solidaritet er brændstoffet, organisering er værktøjet. Solidaritet er ikke bare at skifte sit profilbillede, revolution kræver god gammeldags organisation.
“Vi var igang i Tunesien allede i 2005. Det var organisationen på tværs af landegrænser, der gjorde en forskel for os. Vi sagde, at det var ikke nok, at vi fik det godt i Tunesien, vi skulle have alle med,” siger Aya Chebbi, da hun og Globalnyt fanger hinanden i et interview efter hendes og Holtens scenesamtale.
Vi har brug for alle
Chebbi har gennem tre år besøgt mere end 30 afrikanske lande. Nord og syd for ækvator, øst og vest på kontinentet. Solidariteten på tværs af landegrænserne er nem at antænde, fortæller hun. Alle de unge, hun møder, har de samme problemer. De mangler sundhed, uddannelse, og deres regeringer er indædt korrupte.
“Politiske ledere tjener deres egen sag, derfor er det nødvendigt at organisationen kommer nedefra, fra folket,” siger hun.
Folket er ikke det nationale folk, “unge mennesker på tværs af lande – foren jer,” havde Marx nok parafraseret pointen.
Men modsat Marx og hans kommunistiske kammerater, mener Chebbi ikke, at det er toppen mod bunden. Ja, politikerne er korrupte, men de er kun toppen af isbjerget. Den del, vi ikke ser, er alle dem, der driver statsapparatet, regimernes mænd i centraladministrationen.
“Dem skal vi ikke kæmpe mod, dem skal vi have med i vores kamp. Vi har brug for dem for at nå til et retfærdigt samfund for alle. Så det nytter ikke noget, at vi ser dem som en del af problemet,” lyder Chebbis opfordring.
“Det handler om at opnå ægte forandringer og ikke bare kæmpe mod toppen af isbjerget.”
Solidaritet fra nord til syd
Solidariteten skal knytte bånd mellem top og bund i de afrikanske lande, der er underlagt diktatoriske regimer. Den skal også knytte bånd til os her i det kolde, trygge nord, forklarer Chebbi. Men hvordan viser en dansker solidaritet med sine kammerater mod syd?
“Danskere kan ændre narrativet – I kan ændre den måde, I taler på. Det har eksempelvis betydning for den måde jeres regering bruger jeres nødhjælp på,” siger Chebbi.
Snakker vi nok om Sudan og Yemen og de andre “glemte konflikter”, kan vores politikere ikke ignorere problemerne. I det hele taget kan vi ændre meget ved at tale anderledes om tingene, mener hun. Og vi skal starte hjemmefra med vores egne flygtninge, der oplever diskrimination på daglig basis. Dem skal vi tale ordentlig til. Men vi skal også tale ordentligt til dem, der ikke taler ordentligt til dem, forklarer hun.
“Det handler om også at indgå i samtaler med folk, der har snæversynede holdninger. De er en del af os, og vi skal have alle med. Folk der taler grimt er også en del af samfundet. Det, vi kæmper for, tager tit lang tid at gennemføre. Så det er de små kampe, der er vigtige,” siger Chebbi, der også har bidt mærke i vores socialdemokratiske regerings nye klimamål om en reduktion på 70 procent inden 2030.
“Hvis I vil vise solidaritet med os i den tredje verden, skal I holde jeres regering op på deres klimaforpligtelser. Det er vores del af verden, klimaforandringerne går hårdest ud over, og der har I en stor mulighed for direkte at vise solidaritet.”