I en glimrende artikel af journalist Johanne Breum Jacobsen kunne Globalnyts læsere 5. december blive klogere på, at ”Et stemningsskifte kan være undervejs i Ukraine: ”Folk er mindre fortrøstningsfulde”.
I artiklen kunne man blandt andet læse, at aktivister ikke har samme optimisme som tidligere, og at de frygter at blive glemt. Den bekymring oplevede jeg også, da jeg for en måned siden besøgte Ukraine som en del af mit arbejde i CISU – Civilsamfund i Udvikling.
Jeg mødte en række bemærkelsesværdige ildsjæle, der hver og en fortalte om ganske imponerende arbejde under vanvittige forhold, men som også medgav, at nu er de trætte. Meget trætte. Og som en af dem sagde til mig. ”Vi er så trætte, så trætte, og vi er bange for, at I bliver trætte af at høre om os.”
Det kunne vedkommende godt forstå, hvis vi er. For ukrainerne er også selv trætte af at høre om krigen. At høre om dødsfald og lemlæstelse hos vener, bekendte og familie. Og trætte af at skulle forholde sig droner, bomber og skyttegrave frem for ungdomslejre, økologi og opbygningen af en arbejderbevægelse.
Sammen med to kolleger rejste jeg i anledning af en kommende pulje til EU’s nabolande til Lviv i det vestlige Ukraine for at undersøge vilkårene for civilsamfundet. Vi oplevede, at organisationerne er trætte, men uhyre motiverede for at samarbejde med danske organisationer. De har endda også lært en masse, som de og danske organisationer kan bruge fremover.
Deres kontekst er naturligvis meget påvirket af krigen, og det store spørgsmål er så, om danske aktivister og civilsamfundsorganisationer uden erfaring med arbejde i krigszoner kan samarbejde med organisationer i Ukraine.
Det kan de, så hermed et par tips til hvordan danske organisationer kan gribe det an.
Hvad er de lokale organisationers situation?
De ukrainske organisationer er i en situation, hvor de er presset på mandskab på to fronter: Deres egne frivillige og ansatte engagerer sig ved fronten og arbejdet derude, og mangler dermed i det almindelige arbejde. Desuden kommer en del internationale organisationer udefra og headhunter de dygtige ansatte og frivillige. Heldigvis er mange organisationer præget af en kæmpe ildhu og loyalitet, men konkurrencen fra pengestærke udenlandske organisationer er et problem for dem.
De er involveret i krigen. Sådan er det, og de har ikke selv valgt krigen. Selv pacifistiske øko-samfund er en del af arbejdet med at rehabilitere og støtte soldater, mens andre organisationer simpelthen har frivillige der rejser til fronten og hjælper soldaterne med at have varmt tøj, førstehjælpsudstyr og ordentlig mad. Det skal man kunne acceptere, selvom man ikke selv engagerer sig direkte i krigen.
De har brug for fleksibilitet. Når man arbejder i et land i krig, må man blive nødt til at kunne lave sine planer om. Vi så, hvordan nogle organisationer afholdt møder og undervisning i beskyttelsesrum, så de ikke behøvede at afbryde, når alarmerne gik. Men alene det, at de gør det, vidner om, at man kan lægge nok så mange planer, men de skal være fleksible.
De er gavmilde men har brug for faste bidrag. Ukrainerne står selv for 60 procent af de midler, der samler ind til arbejdet ved fronten. Den gavmildhed rammer til gengæld en grænse, når det gælder alt muligt ikke-akut. Derfor er det svært at indsamle midler til faste udgifter og drift af organisationer. Det er det som bekendt også i Danmark, men her er det ekstremt.
Krigen præger deres arbejde på godt og ondt. Nogle organisationer er lukket ned, andre er helt nye og alle må forholde sig til krigen. Her har nogle lært nye måder at arbejde på, mens andre har opnået en helt ny status og forståelse i lokalsamfundet på grund af deres indsats. Den nye status kommer de også til at kunne bruge efter krigen, ligesom de selv har store forventninger til, at man i andre lande kan bruge de ting, de har lært. Militært tager verden lige nu ved lære af krigen i Ukraine, og civilsamfundet har samme forventning til de ting, de har lært.
Andre, og det kan for eksempel være kvinderettighedsgrupper, må indse, at deres målgrupper er mere interesserede i at få varmen og lave kunsthåndværk end at præge lokale beslutningstagere.
Arbejdet med demokratisering foregår stadig. Man kunne tro, at det store pres og den alt for virkelige krig skubber alle tanker om demokratisering, antikorruption og medlemskab af EU i baggrunden. Men det var ikke vores opfattelse. Fra flere kanter hørte vi, at det netop er det, de kæmper for: Et opgør med undertrykkelse og fortiden. Vi mødte unge mennesker, der stadig afholder kurser i at tale i forsamlinger og hørte om soldater, der ved fronten havde modet til at springe ud som homoseksuelle.
Hvad kan man bidrage med?
Som organisation kan man bidrage med både vigtig moralsk opbakning, støtte i ansøgningsprocesser og direkte materiel støtte. Som nævnt er især nogle af organisationerne tyndslidte. De har i den situation brug for at blive bakket op og anerkendt. Det kan danske organisationer hjælpe med. Materielt er der brug for alverdens ting fra biler til tøj og mad. Men tag kontakt til en ukrainsk organisation for at afklare behovet. Vi hørte desværre om indsamlede ting, der var deciderede ubrugelige. I mange tilfælde kan det også være en fordel simpelthen at sende penge.
Som enkeltperson eller gruppe er der også adskillige frivillige aktiviteter, man kan deltage i. Man kan hjælpe i et folkekøkken, man kan støtte internt fordrevne eller man kan hjælpe med at lave sløringsnet. Der er brug for frivillige hænder mange steder, og vi mødte mange frivillige fra lande som Sverige, Østrig og Australien.
Mange organisationer har også svært ved de indimellem omstændelige ansøgningsprocesser ved internationale puljer og donorer. Dels fordi de simpelthen er uerfarne, og dels fordi det kan virke overvældende at udfylde mange sider om planer og opfyldelse af mål. Det kan de bruge hjælp fra både organisationer og enkeltpersoner til.
Vi hørte også om uhyre gavnlige samarbejdsformer, hvor lokale organisationer i Danmark støtter tilsvarende organisationer i Ukraine med midler til husleje og lønninger. Det frigav helt tydeligt ressourcer hos den lokale organisation til at hjælpe andre organisationer og måske endda søge andre midler.
Det praktiske
Rejsen derned: Man kan ikke flyve til Ukraine, men grænserne er åbne. Vi anbefaler at rejse til Prezemysl i Polen og tage toget derfra. Faktisk tog vi toget hele vejen fra Danmark, og det var en glimrende oplevelse. Vi kan anbefale en professionel udbyder som togrejse.dk, men man kan også komme langt selv.
Forsikring: Tegn som minimum den statslige forsikring, man blandt andet finder på Visit Ukraine. Man kan også overveje at tegne yderligere. Undersøg i det mindste, hvordan gældende forsikringer er.
Telefon/Internet: Få et lokalt simkort med data. Hvis du har en telefon med e-sim, kan du ret ubesværet downloade hjemmefra ved udbydere som Airalo.
Hotel: Sørg for at bo på et hotel eller i en lejlighed med eget beskyttelsesrum i kælderen. Det er for træls at skulle ud på gaden midt om natten.
Apps: Sørg for at have alarm-app’en, der råber op, når der er luftalarm. Og sørg for at have Telegram, hvor du kan abonnere på kanaler, der forklarer, hvad der sker. De mest populære kan maskin-oversætte.
Sikkerhed: I det vestlige Lviv føles det meget sikkert, men man skal vænne sig til alarmer og varslinger. Der er natligt udgangsforbud i Ukraine, så der er liv på gaderne i timerne inden, men det føles meget sikkert.
Mad og drikke: Man kan spise og drikke rigtig godt i Ukraine. Også som vegetar. Menukort kan være svære at afkode, men med app’en Google Lens kommer man langt.
Oplev: I Lviv oplevede vi et nærmest demonstrativt liv, hvor vi kunne gå i operaen og til metal-koncert. Man kan sagtens nyde den slags og være turist uden at falde igennem. Men en slags turister, ser man ned på: Krigsturister. De findes desværre. De rejser til Ukraine for at tage til fronten og se noget voldsomt. Det skal man lade være med.
Kim Jensen er kommunikationskonsulent i CISU – Civilsamfund i Udvikling og bestyrelsesmedlem i Globalnyt.
