Domstol stadfæster eks-præsidents valgsejr i Madagaskar

andry_rajoelina_greeting_crowd
Andry Rajoelina.
Foto: Mmalembo (CC BY-SA 4.0)
Laurits Holdt

9. januar 2019

Præsidentvalget i Madagaskar i december 2018 endte med et klart resultat. Den ene kandidat fik 55 procent af stemmerne mens den anden fik 44 procent.

Begge kandidater er tidligere præsidenter, der brugte borgmesterposten i hovedstaden Antananarivo som springbræt til at landets absolutte toppost. Begge er også rige og brugte under valgkampen af deres egne formuer til bl.a. at betale vælgere for deres stemmer.

Taberen, den 69-årige Marc Ravalomanana, klagede dog straks over resultatet og ville ikke umiddelbart anerkende, at hans 44-årige modstander Andry Rajoelina havde vundet.

Ifølge Ravalomanana begik Rajoelinas tilhængere både svindel under valghandlingen og mens der blev talt stemmer op. Han sendte derfor en strøm af klager til landets domstole og hans tilhængere har protesteret i Antananarivo.

Valgobservatører fra bl.a. EU har ikke rapporteret om væsentlige uregelmæssigheder i forbindelse med valget.

Retten afviste tirsdag klagerne og dermed ser det ud til, at vejen er banet for, at Andry Rajoelina igen kan indtage præsidentembedet i østaten.

Protester og militærkup

Ravalomanana var præsident fra 2002 til 2009, hvor han blev tvunget fra magten af en blanding af folkelige protester og et militærkup

Den 25 år yngre Andry Rajoelina var to år tidligere blevet borgmester i hovedstaden. Fra den platform kritiserede han præsidenten for bl.a. at ville lease store landområder ud til den sydkoreanske industrigigant Deawoo.

Konflikten eskalerede og Rajoelina stillede sig i spidsen for de dele af befolkningen, som var utilfredse med præsidenten. Der blev organiseret strejker og der var voldsomme optøjer med flere end 130 dræbte.

Det endte med at militæret støttede oppositionsbevægelsen med borgmesteren i spidsen og det fik præsidenten til at flygte til Sydafrika.

Kuppet blev fordømt af det sydlige Afrikas regionale samarbejdsorganisation SADC og den Afrikanske Union.

På trods af de internationale fordømmelser stod Rajoelina herefter i spidsen for landet med titel som overgangspræsident. Han tabte det efterfølgende valg i 2013 og overlod planmæssigt posten til valgets vinder Hery Rajaonarimampianina.

Rajaonarimampianina var også kandidat ved valget i 2018 men røg ud i første runde, da han blot fik knap ni procent af stemmerne.

Det var i alt 36 kandidater – heri blandt fire ud af landets seneste fem præsidenter.