Når du læser disse linjer, står millioner af congolesere utålmodigt og tripper i køerne ved et af landets mange valgsteder.
DR Congo går til valg
DR Congo er på størrelse med Vesteuropa, og landet spiller med dets mange naturressourcer en afgørende rolle i klimakampen. Men DR Congo er også præget af utallige konflikter, som fastholder landets civilbefolkning i fattigdom og en usikker tilværelse?
I anledningen af præsidentvalget i DR Congo 20. december sætter vi med denne artikelserie fokus på DR Congo.
Læs alle artiklerne:
1. Kan demokratiet bringe den sikkerhed congoleserne sukker efter?
2. Her er de præsidentkandidater, congoleserne reelt kan vælge mellem
3. Minerne er valgets “hovedpræmie” og nøglen til at forstå DR Congo
4. Præsidenten genvinder magten og den tunge opgave at skabe stabilitet i DR Congo
Det congolesiske præsidentvalg er i skrivende stund i fuld gang, og i denne artikel har vi samlet alt, hvad du skal vide om de fire kandidater, der ifølge de kvikkeste iagttagere har størst chance for at blive Den Demokratiske Republik Congos kommende præsident.
Men inden vi når så langt, må vi gøre os et vigtigt forbehold: DR Congo er ikke et land, der nemt lader sig åbenbare igennem et demokratisk filter.
På Globalnyt har vi den seneste tid beskuet det store land fra flere vinkler. Vi skrevet om, hvorfor det i DR Congo er svært at udpege helte og skurke i de verserende konflikter, og så har vi zoomet ind på minesektoren, der trækker tråde til geopolitisk strid og en congolesisk virkelighed, der ofte forbigås.
Et logistisk mareridt
Men valg, det skal der afvikles.
Regeringen har allokeret i omegnen af 2,5 milliarder kroner til landets valgkommission (CENI), som står over for det, der bedst kan betegnes som et logistisk mareridt.
DR Congo er kolossalt og umådelig mangfoldigt. Her lever mere end 250 etniske grupper i et område på størrelse med Vesteuropa. I den congolesiske regnsæson, som vi nu befinder os i, kan en køretur mellem landets to største byer, Lubumbashi og Kinshasa, snildt tage op til en uge.
Ja, valgets infrastruktur er mildt sagt en bøvlet omgang. Se bare på antallet af valgsteder. I DR Congo er der i år 75.456 valgsteder, hvor der til sammenligning var lidt mere end 1.300 ved seneste folketingsvalg.
Dertil har de konfliktramte områder i særligt den østlige del af landet skabt utallige problemer for CENI, som i november meddelte, at den under registreringen af vælgere havde mistet mindst 30 ansatte, primært som følge af angreb fra væbnede grupper, men også efter drukneulykker.
Det anslås, at de voldelige konflikter i det østlige DR Congo betyder, at mere end halvanden million vælgere ikke har modtaget deres valgkort og derfor ikke kan stemme.
Faktisk så kan selv de, der har modtaget deres valgkort, blive nægtet stemmeretten. Det blæk, der er brugt på valgkortene, er nemlig så svagt, at det i mange tilfælde kan være svært at læse teksten og altså identificere den pågældende vælger. CENI har kendskab til problemet og forsikrer, at alle vælgerne kan stemme.
Felix Tshisekedi – Præsidenten lover stabilitet
På chiluba, der tales af Luba-folket i det sydlige DR Congo, har befolkningen et oldgammelt ordsprog, der år efter år bevarer sin politiske aktualitet: Mukalenga wa bantu, bantu wa mukalenga. ’Lederen til tjeneste for folket, folket til tjeneste for lederen.’
Hvis de congolesiske vælgere opfatter præsident Felix Tshisekedi som en leder, der i sin snart femårige præsidentperiode ikke just har arbejdet i folkets tjeneste, ja, så kan man snart ikke bebrejde dem.
DR Congo er et land i laset forfatning. Fattigdommen er enorm, inflationen galoperende og konflikterne mange og udmagrende.
Alligevel har der under Tshisekedis lederskab været antydninger af, at en social kontrakt mellem staten og dens borgere er i støbeskeen.
Særligt udrulningen af gratis grundskoleuddannelse bør her fremhæves. Fem millioner børn er under Tshisekedis tid ved magten kommet i skole, og selvom den gratis skolegang har medført overfyldte klasseværelser og utilfredse lærere, så er præsidentens indsats på uddannelsesområdet værd at lette på hatten for.
Det samme kan siges om initiativer i sundhedssektoren. Felix Tshisekedis regering har indført gratis sundhedsydelser til fødende mødre på udvalgte hospitaler i hovedstaden Kinshasa, og nu lover præsidenten at udvide indsatsen til andre dele af landet, hvis han bliver genvalgt.
Tshisekedi har brugt sin valgkampagne på at forsikre vælgerne om, at en stemme på ham, er en stemme på stabilitet og fremgang. Med fremgang henviser præsidenten særligt til DR Congos økonomiske fremskridt. Under Tshisekedi er statsbudgettet vokset fra 10 til 16 milliarder dollars, hjulpet godt på vej af hjælpepakker fra Den Interbationale Valutafond, IMF og stigende priser på kobolt og kobber, landets to største eksportvarer.
I et eksklusivt interview med Financial Times sagde Tshisekedi for nyligt, at han selvfølgelig vil acceptere, ”hvis sejren går til en anden (…) [for] så er det demokratiets spilleregler.”
Udfordringen er blot, at demokratiets spilleregler ikke altid er DR Congos spilleregler. Ved præsidentvalget i 2018 – landets første siden 1960 – er der blandt både congolesiske og internationale observatører bred enighed om, at oppositionens Martin Fayulu fik flest stemmer og altså var valgets retmæssige vinder.
Alligevel blev Felix Thsisekedi udråbt til præsident, og sådan kan det meget vel ende igen.
Möise Katumbi – Oppositionens friske pust, men intet nybrud
Möise Katumbi personificerer congolesisk politik.
Den 58-årige oppositionspolitiker startede sin karriere i minesektoren. I mange år stod han i spidsen for landets største minevirksomhed, Mining Company Katanga, inden han i 2007 blev guvernør i den naturressourcerige Katanga-provins, hvorfra DR Congo henter en stor del af landets eksportindtægter.
Som guvernør i Katanga viste Katumbi i den grad sit værd.
Han byggede veje, øgede adgangen til drikkevand, fik børn i skole og forpligtede udenlandske minevirksomheder til at betale afgifter på de mineraler, de hev op af jorden.
Det er dog ikke forkert at sige, at Möise Katumbi har været involveret i en lang række mildest talt dunkle forretningsforetagender. Selv påstår han hårdnakket, at han ikke mixer politik og forretning, men flere undersøgelser har afsløret uigennemsigtige forbindelser mellem hans mineforretninger og politiske foretagender.
Når Katumbis valgkampagne ruller forbi, er det særligt ungdommen, der møder talstærkt op. Populariteten blandt de unge skyldes blandt andet Katumbis relation til fodbold. I mere end 25 år har oppositionspolitikeren ejet DR Congos mest vindende fodboldklub, TP Mazembe, der kan bide skeer med kontinentets bedste og samtidig fungerer som Katumbis politiske talerør.
Möise Katumbi er oppositionens klare favorit, og hans store rigdom har muliggjort en imponerende og velorganiseret valgkampagne, hvor han har fløjet rundt mellem gigalandets mange afkroge i sit private jetfly udsmykket med et stort 3-tal på siden – Katumbis officielle nummer på stemmesedlen.
Den politiske undertrykkelse af Möise Katumbis kampagne har været markant – bedst eksemplificeret ved drabet på talspersonen i Katumbis parti tidligere på året – men også mere atypiske anklager, der hævder, at oppositionspolitikeren har dobbelt statsborgerskab og derfor slet ikke kan stille op til valget. Faren er italiensk, mens Katumbi angiveligt også har zambisk pas. Ingen af anklagerne har dog kunnet fjerne Katumbis 3-tal fra stemmesedlen.
Mens oppositionspolitikerens største valgløfte, fred, ikke varierer fra de øvrige præsidentkandidater, så er Katumbi anderledes konkret. Oppositionspolitikeren vil etablere en nødfond på mere end 30 milliarder dollars for at sikre freden i DR Congos østlige provinser, fastslår han.
Foruden sikkerheden har Katumbi lovet at skabe mere end tre millioner jobs, bygge 50.000 klasseværelser og ansætte 15.000 lærere. Han har også lovet at give DR Congo 28.000 kilometer vej (mod de nuværende 5.000 kilometer) og rent vand til alle borgere.
Han er måske nok et friskt pust, men Möise Katumbi er intet nybrud i congolesisk politik. Rigdommen og hans politiske karriere er kun alt for indsvøbt i det gådefulde magtspil, der i årtier har kendetegnet DR Congos politiske elite.
Denis Mukwege – Nobelprisvinderen uden de fornødne forbindelser
Fortællingen om Denis Mukwege er en Hollywood-film værdig.
I 1998 åbnede Mukwege – som er uddannet gynækolog – en fødeklinik i sin hjemby, Bukavu, i det østlige DR Congo.
Hvad der i begyndelsen var tiltænkt at være en klinik for fødende kvinder, ændrede dog hurtig karakter, da det, der i dag er kendt som Den anden Congo-krig brød ud i sensommeren 1998. Kvindelige voldtægtsofre strømmede ind på gynækologens klinik, og hurtigt gik det op for ham, at de stridende parter brugte voldtægtsforbrydelser som en decideret krigsstrategi.
Denis Mukwege har siden behandlet titusindvis af ofre for seksuelle forbrydelser i det østlige DR Congo, hvor konflikterne de seneste to årtier aldrig endegyldigt er ophørt.
I 2018 udmøntede en to årtier lang indsats sig i den fornemmeste hæder af alle, da han modtog Nobels Fredspris og i den forbindelse blev beskrevet som verdens førende gynækolog. Mukwege har også modtaget FNs Menneskerettighedspris og var i 2016 på TIMES Magazine’s liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.
Den internationale hæder har gjort Denis Mukwege til Vestens kæledægge. Han færdes komfortabelt til europæiske konferencer og kåringer, hvor han ærligt og sympatisk fortæller om hjemlandets sørgelige tilstand.
I 2012 var Mukwege måske lidt for ærlig, da han i klare vendinger under en tale i FN kritiserede DR Congos daværende præsident, Joseph Kabila. To måneder senere blev han forsøgt myrdet i sit hjem i Bukavu og måtte søge eksil i først Sverige og siden Belgien. I dag er han tilbage i hjembyen Bukavu, hvor han er flyttet ind på sit eget hospital, beskyttet af FN-tropper.
Noget tyder dog på, at Denis Mukwege i dag ikke længere udgør samme trussel for regimet. For mens gynækologen nyder godt af opbakningen internationalt, så mangler han de landsdækkende politiske netværk, som de andre præsidentkandidater nyder godt af.
Mukwege, som har udråbt sig selv til folkets kandidat, promoverer først og fremmest fred. I sit 12-punkts manifest er gynækologens politiske mærkesager desuden miljøbeskyttelse, boligsikkerhed, pressefrihed, økonomisk stabilitet og retssikkerhed.
Martin Fayulu – Svækket af en stærk opposition
Hvis man besøger Martin Fayulus Twitter-profil, kan man nemt blive forvirret:
”Président élu de la République Démocratique du Congo”, står der i hans profiltekst. ‘Præsident i Den Demokratiske Republik Congo.’
Lad os for en god ordens skyld slå fast: Martin Fayulu er ikke DR Congos præsident, men det burde han nok have været.
Ved seneste præsidentvalg i 2018 mente både internationale valgobservatører og DR Congos katolske kirke – hvis valgmonitorering regnes som mindst lige så troværdig som valgkommissionens – at Martin Fayulu fik flest stemmer.
Fayulu trak dengang det korteste strå i et politisk magtspil, hvor mange iagttagere mener, at Joseph Kabila banede vejen for den nuværende præsident, Felix Thsisekedis sejr.
Fayulu, der er 67 år og dermed den ældste kandidat blandt favoritterne, er som alderen antyder en erfaren herre i DR Congos politiske top. Siden 1991 har han været at finde i det politiske landskab, blandt andet som parlamentsmedlem og oppositionsleder.
Den politiske erfaring til trods, så er Fayulu mest kendt for sine mange år i topledelsen hos den amerikanske oliegigant, ExxonMobile.
Med indgående kendskab til DR Congos politiske og økonomiske landskab bør Martin Fayulu ikke afskrives, men med en betydeligt stærkere opposition end i 2018, synes Fayulus vej til præsidentstolen umådelig lang.
