Endnu en god nyhed er, at Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har besluttet at oprette en beredskabsfond på 100 mio. dollars (ca. 600 mio. kr.) for at være klar til at rykke, når nye lignende kriser dukker op.
Den tredje gode nyhed er, at Ulandsfagligt Selskab (IDA Global Development) sammen med Ingeniører uden Grænser og Arkitekter uden Grænser tager fat i emnet ebola på et offentligt møde i København onsdag d. 27. maj – men fra en lidt anden vinkel end den gængse sundhedsfaglige.
Mødet, der foregår på engelsk, vil se på, hvordan sociale, økonomiske og miljømæssige faktorer har spillet ind på udbruddet og omfanget af epidemien, og hvad der kan gøres i fremtiden omkring disse faktorer.
Se meget mere om mødet i Globalnyts kalender.
Det foregår onsdag aften kl. 17 til 21 i Ingeniørhuset på Københavns havnefront.
Fremtrædende gæster
På mødet inviteres alle deltagere til at involvere sig i debat og workshop. Bl.a. vil
- Professor Morten Sodemann fra Odense Universitets Hospital tale om “Epidemiology and social determinants of Ebola”.
- Tommy Garnett, fra The Environmental Foundation for Africa belyser, hvilke erfaringer vi kan drage af ebola-krisen i Vestafrika i forhold til behovet for bedre beskyttelse af naturressourcer i verdens fattigste region.
- Fra den danske u-landsorganisation, IBIS, kommer Stine Skøtt Thomsen og fortæller, hvordan ebola har påvirket skolegang og uddannelsessituationen i Liberia.
Tilmelding sig mødet hos Ida Global Development.
Det skal ske SNAREST, hvis man vil med.
Nye tilfælde i Guinea og Sierra Leone
I Guinea og Sierra Leone blev der registreret 35 nye ebola-smittede i ugen op til den 17. maj. De nye antal af ebola-tilfælde var fire gange højere end de rapporterede ebola-smittede ugen forinden.
De 35 nye tilfælde var registreret i seks distrikter i Guinea og Sierra Leone, de fleste i Guinea, ifølge WHO.
Men udbruddet bevæger sig i bølger, og det betyder, at der fortsat kan komme nye stigninger i antallet af smittede i Sierra Leone og Guinea.
Da epidemien var på sit højeste, blev der registreret 400-500 nye smittede hver uge alene i Sierra Leone, et af verdens tre fattigste lande.
Siden udbruddet af ebola i december 2013 er der ifølge WHO registreret i alt 26.593 tilfælde i Liberia, Sierra Leone og Guinea. Dødstallet i de tre lande har nu passeret 11.000.
Danmark har bidraget med over 200 mio. kr. til den internationale indsats mod ebola og bl.a. udsendt flere end 80 sundhedsmedarbejdere til Vestafrika.
Journalist Linda Nordahl Jakobsen er med i IDA Global Developments bestyrelse.