Sult i Nordkorea
Nordkorea har omkring 25 millioner indbyggere, som siden midten af 1990’erne har kæmpet med konsekvenserne af økonomisk tilbagegang og hyppige naturkatastrofer. Dette har ført til udbredt mangel på mad, som i midten af 1990’erne kostede op mod en million nordkoreanere livet.
Alt tyder på, at Nordkorea står over for en ny, alvorlig fødevarekrise. Sommerens hedebølge med op til 40 graders varme i løbet af en måned har især udtørret landets majsmarker. Høsten ventes reduceret med 30 procent.
”Jeg har set kilometervis af udtørrede majsplanter. Jeg har set majskolber, der kun er vokset til en tiendedel af den størrelse, de burde have. Jeg har set bekymring i bøndernes øjne. For majsen plejer at dække mellem 30 og 50 procent af deres fødevarebehov,” fortæller læge og generalsekretær i Mission Øst, Kim Hartzner, der netop er vendt hjem fra Nordkorea.
10 millioner nordkoreanere er sårbare over for sygdomme
Der er brug for hjælp nu – både nødhjælp og udviklingshjælp, fortæller Kim Hartzner.
”Der er brug for fødevarebistand til de udsatte grupper lige nu. Det vil sige børn under fem år, gravide og ammende kvinder, ældre mennesker og mennesker, som i forvejen er syge. Det sørgelige er, at kriser altid går ud over de mest udsatte. De lider under omstændigheder, som de slet ikke selv er herrer over,” siger han i en pressemeddelelse fra organisationen.
Træplantning og dyrkning går hånd i hånd
Ud over akut nødhjælp er der også brug for at sikre nok fødevarer i fremtiden, pointerer Kim Hartzner. Derfor er Mission Øst fuldt engageret i landbrugs- og vandforsyningsprojekter.
”Vi planter træer på skråninger, så man fastholder jorden, for at den ikke skal skride, når tyfoner sender vandmasser ned over bjergene. I år har en planteskole, vi har hjulpet, kunnet sætte 3 millioner små træer ud på 500 hektarer af de skrånende områder i et fjerntliggende bjergområde.”
Den nordkoreanske regering har givet bønderne lov til selv at udnytte de afgrøder, de kan dyrke på skråninger med en hældning på over 15 grader, hvilket er et vigtigt bidrag til at øge befolkningens fødevaresikkerhed.
Mission Øst giver også materialer til at bygge drivhuse og opstille solbeskyttende skærme på markerne.
Synet af underernærede børn sidder i kroppen
Samtidig har Mission Øst sikret vandforsyning til hundredvis af familier og børn:
Men vi kan gøre langt mere, siger Kim Hartzner.
”Fødevarekrisen i 2012 sidder stadig i kroppen på mig. Jeg har besøgt Nordkorea otte gange, men dengang mødte jeg børnehjemsbørn, der var så afkræftede, at de ikke kunne rejse sig fra betongulvet. Vi sendte med det samme kosttilskud med mineraler, proteiner og vitaminer til 50.000 børn,” fortæller han.
Vi kan hjælpe meget mere!
Nu håber generalsekretæren, at en hurtig og effektiv indsats kan forhindre en lignende fødevarekrise:
”Vi må kunne gøre langt, langt mere! Når et land lider, er det jo mennesker, børn, og i forvejen ekstremt udsatte familier, der lider. Og så tænker jeg: Dem må vi da kunne hjælpe!”
Og han oplever, at hjælpen bliver værdsat og projekterne fuldført.
”Jeg har nu været rundt og set alle systemerne, som vi har betalt for, og det er, som det skal være og stort set udført til punkt og prikke. De har været nøjeregnende og dygtige. Det vil sige, at man kan hjælpe og gennemføre noget effektivt hjælpearbejde i Nordkorea. Men vi er afhængige af private gaver,” siger generalsekretæren.