Fredsbevarende FN-soldater i Darfur-provinsen så passivt til, selv når civile blev skudt for øjnene af dem, lyder en af anklagerne fra en tidligere FN-talskvinde. Missionen kan ikke beskytte civile og er tavs om, hvad der foregår, siger hun.
En tidligere talskvinde for FN’s Unamid-mission i Darfur-provinsen anklager FN-styrker for at se passivt til, når der sker voldsomme overgreb i den konfliktramte provins i Sudan.
”I mange tilfælde blev de civile skudt for øjnene af Unamid”, siger den tidligere talskvinde, Aicha el Basri, i et interview på BBC-programmet ”Focus on Africa”.
Hun forklarer, at hun trådte tilbage fra sin post sidste år, fordi hun ”skammede sig” over at være en del af en mission, der “lyver om”, hvad der foregår.
I tv-programmet beretter hun også om, hvordan fredsbevarende styrker angiveligt blot så til og tog billeder, mens Janjaweed-militser angreb civile på et køretøj. Hændelsen blev aldrig indberettet, siger Aicha el Basri.
Chefen for FN’s fredsbevarende styrker, Herve Ladsous, erkender, at der har været en del dramatiske og chokerende hændelser i Darfur, men at alle er blevet efterforsket bedst muligt.
”Det er vores pligt at reagere ærligt og loyalt på, hvad vi ved der er sket, men i mange tilfælde kan vi ikke sige med sikkerhed, hvem der var ansvarlig”, siger Ladsous til BBC.
FN har omkring 19.000 soldater i Darfur, der har været præget af konflikt siden 2003.