FNs generalforsamling har enstemmigt vedtaget, at et uafhængigt panel af eksperter skal undersøge nye mulige beviser i sagen om tidl. FN-generalsekretær Dag Hammarskjölds voldsomme død i Centralafrika for mere end 50 år siden.
FN opfordrer bl.a. samtlige nationer, som måtte ligge inde med oplysninger, der kan kaste nyt lys over Hammarskjölds død, om at lægge dem frem, skriver den amerikanske avis, Wall Street Journal.
Det sker, efter at der de seneste år er dukket nye omstændigheder op i sagen, som peger i retning af, at der måske ligger en forbrydelse bag det tragiske flystyrt, der kostede den svenske FN-chef livet i september 1961.
Ifølge Wall Street Journal betyder resolutionen, at et uafhængigt ekspertpanel skal undersøge de nye oplysninger i sagen.
Dag Hammarskjöld døde i en flyulykke i den tidligere britiske koloni Nordrhodesia, i dag Zambia, da hans fly styrtede ned og alle 16 ombordværende mistede livet.
Hammarskjöld var på vej til fredsforhandlinger, som skulle afslutte kampe i Katanga-provinsen i nabolandet Congo.
De første undersøgelser pegede på, at en pilotfejl var skyld i ulykken. Men andre vurderer, at flyet blev skudt ned af lejesoldater, fordi Hammarskjöld støttede den nye regering i Congo.
En international kommission af jurister nåede sidste år frem til, at der var grund til at revurdere omstændighederne omkring FN-chefens død.
Dag Hammarskjöld blev 56 og er den eneste FN-leder, som er død i embedet.
Mere om ham på