Han har siddet indespærret i et fængsel i Maldiverne de seneste 10 måneder uden mange muligheder for at kommunikere med omverdenen. Men i løbet af de seneste dage har Maldivernes ekspræsident Mohamed Nasheed fået lidt afløb for sin taletrang.
Anklager om tortur
På en pressekonference i London mandag, hvor han var flankeret af en af sine advokater, Amal Clooney, beskyldte han Maldivernes nuværende regering for at stå bag grove menneskeretskrænkelser.
Han opfordrer Storbritannien og de øvrige EU-lande til at indføre sanktioner mod Maldiverne.
Nasheed blev idømt 13 års fængsel sidste år i en sag, der omhandler fjernelse af en højesteretsdommer. Ifølge Amnesty International og andre, der har fulgt retssagen, var der imidlertid ikke beviser for, at den daværende præsident gav ordre til eller overhovedet kendte til beslutningen om at fjerne dommeren.
En FN-arbejdsgruppe har givet udtryk for, at Nasheed er ulovligt tilbageholdt og har opfordret til, at han omgående løslades.
Økologisk skurk
Maldiverne formåede at fange verdens opmærksomhed under COP15 i København i 2009, hvor den daværende præsident Nasheed dygtigt satte den lavtliggende østats kamp mod global opvarmning øverst på dagsordenen.
”Maldivernes klimakamp er forstummet”.
Nasheed mener ikke, at Maldiverne er egnet til at lede Alliancen af Små Østater (AOSIS), som på vegne af Solomon-øerne, Marshall-øerne og en række andre små østater forhandler klima med FN. Maldiverne spillede en meget lille rolle under det seneste klimatopmøde i Paris i december, siger flere kilder til Climate Change News.
Ali Rilwan, direktør i miljøorganisationen Bluepeace, bekæfter, at miljø og klima er gledet meget langt ned ad dagsordenen i Maldiverne.
Det manglende fokus fra regeringens side betyder også, at hjælpen udefra er begrænset, fortæller han. Der er nogle initiativer i gang, blandt andet fra danske MK Højgaard, der sammen med et hollandsk firma arbejder på at suge sand op fra havbunden og lægge det på stranden for at beskytte øerne mere mod storme og andet ekstremt vejr.
Ali Rilwan forklarer, at der skal rev og bevoksning til at tæmme de vilde bølger, når vejret bliver mere ekstremt og hyppigheden af eksepelvis jordskælv og efterfølgende tsunamier øges i takt med den globale opvarmning.
Asyl i Storbritannien
Nasheed er mangeårig politisk aktivist, dissident og miljøforkæmper. Tilbage i 2003 valgte han at søge asyl i Storbritannien, efter han som menneskeretsaktivist blev fængslet ikke færre end 16 gange under den tidligere diktator, Maumoon Abdul Gayoom.
Nasheed vendte imidlertid tilbage til Maldiverne igen for at fortsætte sin aktivisme og lede oppositionspartiet Maldivernes Demokratiske Parti (MDP). Siden blev han landets første demokratisk valgte præsident i 2008.
Nasheed har over for journalister givet udtryk for, at han også denne gang vil vende tilbage til Maldiverne, men siger, at han endnu ikke har besluttet hvordan og hvornår.