Af Peter Kenworthy
Aktiv i NGOen Afrka Kontakt
Morten Nielsen, mangeårigt medlem af og medarbejder i solidaritetsorganisationen Afrika Kontakt, fyldte 50 tirsdag d. 9. august 2011, og burde således være indbegrebet af en ”old school” aktivist, overhalet indenom af unge, smarte aktivister med hvide bærbare Apple-computere og lange uddannelser.
Morten, i sine ofte farverige afrikanske skjorter og med en fortid som murersvend, ligner måske ikke indbegrebet af nutidens på RUC- eller Afrikastudier-uddannede Afrika-aktivist. Men han mener, at Afrika Kontakts, og dermed hans egne, metoder og tankegods er både tidssvarende og decideret forud for sin tid.
– Jeg tror, at Afrika Kontakt på mange måder bærer fremtiden i sig, siger han og uddyber:
– Afrika Kontakts måde at arbejde på med vore partnere som et reelt partnerskab, hvor partnerorganisationerne er i førersædet, er på mange måder den måde, som andre prøver – eller siger at de prøver – at arbejde på. Men det lykkes for Afrika Kontakt. Vores styrke er det tætte samarbejde med de folkelige bevægelser i Afrika, og at vi involverer mange frivillige aktive i vores arbejde”.
At “hovedparten at de store danske NGOer ikke tør have en politisk dagsorden, der rækker ud over almindeligheder, gør ikke dette mindre sandt”, mener Morten Nielsen.
– De fleste små NGOer er meget pæne, og vil på ingen måde sætte en dagsorden. Det er trist. Afrika Kontakt arbejder stadigvæk for at gøre en forskel på de store linjer, ikke kun for en håndfuld afrikanere. Dette eksempel burde flere følge – i hvert fald de organisationer der ikke er tilfredse med den nuværende verdensorden, anfører han.
Afrika Kontakt, der med et sekretariat, som består af Morten og 3 andre medarbejdere, samt et utal af frivillige, har startet projekter for mere end 25 millioner kroner i 5 lande i år, hvilket burde være et bevis på organisations nuværende styrke.
Og at Morten Nielsen fortsatte med arbejdet for demokratisering i Swaziland, efter at være tævet og truet på livet af politi i Swaziland i september 2010, burde ligeledes være et bevis på hans personlige stålsathed.
Men faktisk var det lidt af et tilfælde, at Morten kom til at beskæftige sig med det sydlige Afrika, selv om hans barndomshjem var præget af et solidarisk livssyn.
– Min familie har altid arbejdet med solidaritet på den ene eller anden måde. Om det var at hjælpe tyske flygtninge under besættelsen, eller beskæftige sig med Vietnam-krigen eller Algeriet, så har det altid været en del af min barndom. Jeg er med andre ord vokset op med plakater af Che og Patrice Lumumba, siger han.
Ifølge Morten Nielsen var det i første omgang Grønland, der havde hans interesse efter en periode med fagligt arbejde:
– Men der var ikke noget arbejde om Grønland, så jeg var forbi noget Chile-arbejde og siden Palæstina. Men de snakkede henholdsvis spansk og aramæisk, og der var en del skænderier de aktive indbyrdes. Jeg blev senere kontaktet af John Nordbo, der ville høre om jeg ville overtage hans post i Landskomiteen Sydafrika-Aktions forretningsudvalg, da han skulle studere og ikke mere havde tid til arbejdet.
Resten er, som man siger historie. Morten Nielsen har iige siden været i den organisation, der senere skulle udvikle sig til først Sydafrika Kontakt, og derefter Afrika Kontakt som organisationen hedder i dag – bl.a. som formand, medlem af et utal af organisationens frivilligt baserede grupper, og som informationsmedarbejder i dens sekretariat.
Men det var i arbejdet mod de racistiske styrer i det sydlige Afrika, og ikke mindst apartheidstyret i Sydafrika, at Morten fik sin første, og indtil videre måske største, sejr.
Som en af de gennemgående personer i Landskomiteen Sydafrika-Aktions Boykot-Sydafrika- kampagne var han en vigtig brik i den internationale anti-apartheid-bevægelse, der var med til at fremskynde apartheidregimets fald.
”Det største aftryk vi har sat”, siger Morten, ”er at der blev indført bindende økonomiske sanktioner mod apartheid-Sydafrika. Det var en kamp der startede tilbage i tresserne, og blev til virkelighed i 1986. På mange måder var vi temmelig alene om de krav i mange, mange år. International solidaritet var en afgørende faktor for at komme af med apartheid”.
At Morten, som kun en af 2 danskere (den anden var dav. statsminister Poul Nyrup Rasmussen), blev inviteret med til Mandelas indsættelse i 1994, viser at ANC forstod at værdsætte hans og organisationens rolle i landets demokratisering.
Et brev netop sendt til ANCs nuværende leder, og Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, der kritiserer landets lån til det enevældige kongedømme, Swaziland, beviser desuden at Morten ser fremad og ikke tilbage. Ham og Zuma delte nemlig op til flere øl i Mortens lejlighed i firserne.
Solidaritet og aktivisme handler om fremtiden og ikke om at hvile på fortidens laurbær. Der er stadig mange kampe at kæmpe, og der en ingen hurtige genveje til udvikling og retfærdighed, siger Morten, som har et klart budskab til unge mennesker der vil ”gøre en forskel” i verden.
– De skal organisere sig. Alt for mange unge arbejder som enkeltpersoner – det ligger jo også lidt i tiden – og tror at deres blotte tilstedeværelse gør en forskel. Al udvikling tager tid. Der findes ingen smarte løsninger, gør han gældende.
Desuden påpeger Morten, at dogmatik og paternalisme ingen steder hører hjemme i udviklings- og solidaritetsarbejde.
– Når man arbejder med udvikling, skal man vide, at de personer, hvis liv man gerne vil forandre, ofte selv har den viden der skal til. Men de har brug for at unge fra andre lande involverer sig politisk i deres kampe for at kunne realisere dem. Og dem der tror de har fundet den eneste sande vej for udvikling, har netop ikke forstået noget som helst, slår han fast
Afrika Kontakt er netop en organisation, hvor man får ansvar og førstehåndserfaringer, vurderer han.
Selv har jeg haft den fornøjelse at arbejde med Morten i Afrika Kontakt det seneste halvandet år. Men selv med forbilleder som George Orwell og Steve Biko, der som Morten forenede en tro på en bedre verden med modet til at ville gøre noget konkret ved det, har jeg, som så mange andre med en lang universitetsuddannelse, måske læst for mange bøger og handlet for lidt.
Og Morten påpeger, at netop førstehåndserfaringer er noget, man må have for at kunne analysere og forandre verden:
– De frivillige i Afrika Kontakt er ofte meget dygtige med gode uddannelser bag sig. Men du kan ikke lære på universitetet, hvad man siger til en gruppe hiv-smittede, der sidder i deres fattige hytter og ikke har mad at spise. Det er noget, man skal opleve selv, og gerne og helst med én der har været i en sådan situation før.
