Gode venner i lande som Nepal og Bhutan, Zimbabwe og Botswana følger stadig godt med i, hvad der sker på det udviklingspolitiske område i Danmark, også selvom ingen af dem i dag hører til i den eksklusive gruppe af danske samarbejdslande. Men menneskelige kontakter viser sig ofte at være stærkere end de formelle institutionelle forbindelser, så de underholder mig jævnligt med e-mails, hvor de fremhæver Danmark som en stormagt på bistandsområdet, kvindeområdet, demokratiområdet, klimaområdet, lighedsområdet, og mange andre områder, hvor vi vel også selv mener, at vi kan noget helt særligt.
Vennernes forventninger er store
Derfor har de med forventning set frem til den nye udviklingspolitiske strategi fra det lille land i det oplyste Skandinavien, som engang kunne give fodslæbende donorlande i Europa og Nordamerika et ordentlig los i røven og hoste op med flere resurser til den fælles indsats for at få styr på en global udvikling, som ikke ligefrem går, som vi kunne ønske os.
Måske er de denne gang lidt mere spændte end sidste gang i 2017, da strategien “The World 2030” blev vedtaget. Det skyldes, siger de, at de som mange andre jorden rundt naturligvis er blevet opmærksomme på ændringerne i vores tilgang til flygtninge og migranter via CNN eller andre medier. Tonen i debatten er blevet mere spids og uforsonlig, fornemmer de. De fleste af dem har jo været på Danmarksbesøg én eller flere gange, og de er altid rejst tilbage med oplevelsen af, at man talte pænt til og om hinanden, uanset hvor uenige man måtte være, og uanset hvem man måtte være. To ministres besøg i Rwanda for ikke så længe siden skabte en del furore, forundring og ligefrem frygt, som jeg ikke har formået at dæmpe. Fordi jeg ikke rigtig ved, hvad der foregår.
Uanset dette er deres tiltro til Danmark som foregangsland nok langt højere og mere ukritisk, end min egen er. Det gælder især de venner og kolleger, som tilbage i 90’erne personligt fik lejlighed til at møde en minister som Svend Auken, der fortalte om sine personlige ambitioner og visioner for Danmark – og den verden, Danmark er en del af. De husker, hvordan de stod på trappen op til Christiansborg, da Svend ankom til mødet. De kiggede efter én eller flere sorte limousiner med bevæbnede vagter foran og bagved, som traditionen er i deres hjemlande, og lagde derfor ikke mærke til, at ministeren kom trillende på sin cykel, med sine papirer i en slidt skoletaske. Med et stort smil forklarede Svend delegationen, at ordet minister betød, en person som tjener folket. Den formulering har jeg hørt mange af vennerne henvise til, når vi har mødtes i deres hjemlande, og de har ønsket at pege på, hvad det er, de er blevet inspireret af i Danmark.
Så deres forventninger er store. Hvad er mine? Hvad forventer man som fast læser af danske udviklingspolitiske strategier gennem snart 50 år, når en ny strategi – som udsendes med regelmæssige mellemrum på tre-fire-fem år – ser dagens lys?
Det kunne og burde have være bedre
Der foreligger endnu ikke en engelsk udgave, så vennerne må vente med at få mulighed for at kigge de følgende betragtninger efter i kortene. Men en første gennemlæsning af den danske tekst efterlader mig med en oplevelse af, at der er tale om mere end et kort og præcist strategidokument. Der er snarere tale om et helt lille undervisningshæfte, hvor man til at starte med gør sig umage med at forklare, hvordan ubalancen i verden anno 2021 kommer til udtryk. Rigtig fornuftigt, for så kan man bedre forstå de valgte indsatsområder. Der er også en grundig indføring i demokrati og menneskerettigheder som fundament for vores udviklingssamarbejde, igen rigtig fornuftigt og oplysende. Derefter fremlægger man rimeligt grundigt, hvordan Danmark især vil sætte ind på to områder – at skabe håb og hjælpe flere bedre; og at gå forrest i kampen for miljø og klima.
Jeg er ret sikker på, at mine venner langt hen ad vejen vil være tilfredse. Sætning for sætning er det svært at finde noget i strategien, som virker helt uigennemtænkt. Selv med de personalebeskæringer udenrigsministeriet har været udsat for, er der stadig tilstrækkeligt med dygtige embedsfolk til at sikre et højt niveau. Ingen tvivl om, at OECD på et tidspunkt vil konkludere, at Danmark fortsat er iklædt en udviklingspolitisk førertrøje, også selvom både Sverige og Norge har overhalet os på bistandsprocenten. Vi holder trods alt stadig fast i FN-målet på 0,7 procent af BNI.
Der er brug for større ambitioner på klimaområdet
Alligevel sidder jeg tilbage med en fornemmelse af, at strategien kunne og burde have været endnu bedre. Lad mig starte med kampen for klima, natur og miljø, som hører til mine egne kæpheste, grundet mit arbejdet i marken i Afrika, og fordi jeg har skrevet en del om det siden slutningen af 80’erne. Indsatsen skal koncentreres om fire målsætninger, som nævnes her – for hver målsætning er der så en række forslag til, hvad Danmark kunne tænkes at gøre i praksis:
1. Styrke indsatsen for klimatilpasning, natur og miljø og modstandsdygtighed i de fattigste og sårbare lande.
2. Tage internationalt lederskab inden for reduktioner, grøn omstilling og adgang til ren energi.
3. Øge mobilisering af finansiering og fremme grønne danske løsninger inden for klima, natur og miljø.
4. Sikre håb og fremtidsmuligheder gennem en grøn og socialt retfærdig økonomisk genopretning og fattigdomsorienteret udvikling.
Her er ambitionen tilsyneladende at stille Danmarks ’cutting edge’ viden, oparbejdet gennem mange årtier, til rådighed for resten af verden; fordi der er brug for lederskab, hvis vi skal sikre os, at de mange mennesker, som aldrig har bidraget nævneværdigt til at skabe de katastrofale forstyrrelser, vi nu kæmper med, også får mulighed for et værdigt liv.
Det er godt, at denne udfordring har fået en så markant placering i strategien. Det fortjener den, og det kræver den. Det fortjener de fattige i Syd. Det er også ét af budskaberne i min for nyligt udsendte bog om udviklingsarbejdet i Zimbabwe, “Vi tror vi kan måle alt.” Her hævder jeg, at vi på dette område har oparbejdet en gæld, som vi ikke slipper afsted med at betale tilbage med luftige deklarationer. Der skal penge og programmer på bordet. Mange penge endda. Mange flere end jeg fornemmer, der er vilje til hos en regering og et folketing, som ser ud til at være tilfredse med at holde sig på FN-målets 0,7 procent i stedet for at vise globalt lederskab ved at flytte ambitionen op til mindst en hel procent.
Vi har før gjort det nødvendige
Ja, gøre som Danmark gjorde i forlængelse af Rio-konferencen i 1992, hvor Folketinget vedtog at lægge ekstra resurser svarende til 0,5 procent af BNI oveni den normale udviklingsbistand på 1,0 procent til at imødegå klimaudfordringen og de mange katastrofer, som plagede udviklingslandene med jævne mellemrum. Forslaget blev vedtaget af et bredt flertal i Folketinget.
Ret beset står der vel ikke noget på de ti sider, som bruges på at tegne og fortælle om de klima- og naturmæssige udfordringer og sammenhænge, vi konfronteres med i disse år, som ikke stod i Brundtland-kommissionens rapport fra 1987. Dengang var vi klar over, at det ville kræve ekstra resurser. Jeg får ingen steder i den nye 2021-strategi en klar fornemmelse af, at regeringen og flertallet bag strategien er klar til at tildele opgaven de resurser, der er brug for. Måske er det lidt ligesom med udmeldingerne herhjemme: den grønne omstilling må helst ikke koste for meget eller gøre ondt på nogen. Heller ikke selvom det i en vis forstand er med klimaet som med koloniseringen og slaveriet: det gjorde og gør sgu ondt på nogen; ofrene i Syd har allerede betalt en høj pris.
Så jeg takker for prioriteringen af klimaet, men jeg kan endnu ikke med god samvittighed fortælle venner og kolleger i det globale Syd, at Danmark er vendt tilbage til den globale førerstilling, vi havde på dette område i 90’erne.
Er det frygten, som driver os?
Ej heller kan jeg nu udsende kaskader af e-mails med budskabet om, at Danmark er på rette vej med at støtte lande især i Afrika med at bekæmpe fattigdom og ulighed, sådan som jeg havde forstået, at det var ministerens ambition. Der står godt nok ikke Afrika på de ti sider, der handler om at skabe håb og hjælpe flere bedre, hvor det er sværest, men reelt er det især det kontinent, det handler om. Også her skal indsatsen koncentreres om fire målsætninger, – og for hver målsætning er der igen en hel række forslag til, hvad Danmark kunne gøre i praksis:
1. Forebygge fattigdom, skrøbelighed, konflikter og vold og skabe bæredygtige alternativer til irregulær migration og fordrivelse.
2. Bekæmpe irregulær migration og hjælpe flere bedre langs centrale migrationsruter.
3. Forebygge humanitære kriser og være en stærk humanitær partner under og efter kriser.
4. Sikre tryghed og sikkerhed gennem fredsopbygning og stabilisering.
Min læsning gør det klart, at det især handler om migration, især irregulær migration, som jo handler om mennesker, vi danskere kan risikere at møde på vores dørtrin. Det er åbenbart vores egentlige frygt, som næsten antager dimensioner, der kan måle sig med den frygt, man oplever i læsningen af Joseph Conrads “Hjertets mørke.” Og der er bestemt ingen grund til at undervurdere frygten, for konsekvenserne er uoverskuelige, hvis den demografiske udvikling i Afrika ikke imødegås eller imødekommes af en udviklingsmodel, som kan tilbyde de unge generationer arbejde og indkomst.
Uanset hvordan man vender og drejer de fakta, vi kender til, er det ikke nogen let sag at finde løsninger. Anders Fogh Rasmussens Afrika-kommission barslede i 2008 med forslag til løsninger, uden at det vist kan siges at have afsat varige spor. Denne strategis 10 sider med tegninger og fortællinger giver ingenlunde en fornemmelse af, at man har lyttet til de forsøg på at finde realistiske og gennemførlige løsninger, som kontinentets egne tænketanke og politiske ledere har fremlagt. Hvorfor ikke det, når man gør så meget ud af at understrege behovet for dynamiske partnerskaber med alle mulige grupper og institutioner?
Hvad svarer jeg, hvis vennerne spørger mig, om kampen mod den irregulære migration burde være en del af Danmarks udviklingsstrategi?
At det ikke burde være sådan. Ikke fordi jeg benægter udfordringen, men fordi jeg mener, at Afrika med rimelighed kan forlange, at vores forsøg på at adressere deres udviklingsmæssige udfordringer behandles uden, at det sker i et alt for selvreflekterende perspektiv – altså at vi fokuserer på, hvad der kortsigtet kan gavne Danmark. Især når man tager de mange gange større belastninger, som alle former for migration og flygtningestrømme udsætter mange af Afrikas lande for – og har gjort det gennem årtier.
Nelson Mandela i Johannesburg.
Foto: Marc Hoberman/Hoberman Collection/Universal Images Group via Getty Images
Vores gammeldags billede af Afrika
Og så noget helt andet, som nogle sikkert vil opfatte som en uvæsentlig detalje. Men i en tid, hvor oplysningsindsatser erstattes af engagementsindsatser, hvor tidsskrifter nedlægges og nye platforme oprettes, er det fristende for en gammeldags oplyser at pege på, at billeder bidrager til at skabe forestillinger om, hvad udviklingsbistand anno 2021 handler om. Ligesom den måde, vi fremstiller vores partnere i Syd på ved den årlige Danmarksindsamling, bidrager til at forme vores oplevelse og forståelse af for eksempel Afrika på: som passiv modtager af den hjælp, vi så heroisk kan mobilisere, uden partnernes deltagelse stort set.
Jeg synes ikke, man i strategihæftet får oplevelsen af et Afrika, som alle problemer og udfordringer til trods – og jeg medgiver: der er rigeligt at vælge imellem – også magter en hel del selv; med en initiativrig befolkning og masser af gåpåmod; med stor kunst og fremragende litteratur; med en ungdom som siger fra overfor despoter og korrupte eliter. Det er ikke den forståelse, som hæftets landskaber og ansigter efterlader læseren med. Det tror jeg mine venner vil opleve som trist, uretfærdigt og uværdigt.
Fælles om verden og vores fælles fremtid
Strategiens understregning af almindelige menneskers rettigheder, accepten af kvinders ret til lige muligheder, nødvendigheden af demokratiske institutioner til at involvere mennesker og tøjle magthaverne, plus meget mere af samme rettighedsbaserede karakter, kan jeg alt sammen skrive under på. Det er fælles gods fra de mange årtier, vi har eksperimenteret med at støtte udviklingen i Syd. Det holder vi heldigvis fast i. Det vil vennerne støtte med stor begejstring.
Strategiens titel “Fælles om verden” giver mindelser om “Vores fælles fremtid,” titlen på Brundtland-rapporten, som gav en meget præcis forståelse af den udfordring, vi dengang – ligesom nu – stod overfor: At intet menneske noget sted på kloden kunne skabe sig en tilværelse uden hensyntagen til naboer og genboer uanset hvor langt borte, de måtte befinde sig; eller uden hensyntagen til naturen, som måske ikke formelt har rettigheder som mennesker, men som påvirker mennesker, ligesom vi påvirker naturen.
Det er vel lidt af den samme tænkning, som strategiens titel antyder. Nemlig at vi indgår i et skæbnefællesskab, som gør det nødvendigt, at vi handler anderledes, end vi har vænnet os til. Og at vi ikke evner at finde bæredygtige løsninger, uden at det sker i tæt samarbejde med – i dynamisk partnerskab med – alle de andre, store som små, venner som fjender. Nu venter jeg spændt på, hvordan forfatterne vil løse den ikke helt lette opgave med at formulere dette på engelsk.
Mere end en enkelt gang får vi at vide, at Danmark vil gå forrest, og at Danmark vil hjælpe mere og flere, dér hvor det er sværest. Det lyder flot og rigtigt og fremstår næsten som en besværgelse.
Jeg håber inderligt, at den bekymring og tvivl, jeg har givet udtryk for, bliver gjort til skamme, når strategien bliver udmøntet i praksis, med beløb fordelt på støtten til internationale organisationer, udvalgte samarbejdslande, og naturligvis også de danske ngo’er, som heldigvis har fået en central rolle i strategien.
Og ngo’erne vil sikkert få voksende betydning, som tiden går, fordi de ofte kan levere støtte til lokale civilsamfund i de skrøbelige og konfliktfyldte lande og regioner, som ifølge strategiens analyse vil optage vores arbejde endnu mere i de kommende år, blandt andet som følge af klimaforandringerne. Sådan hænger tingene sammen, og hvis der er noget vennerne i Syd ved noget om og derfor er meget opmærksomme på, er det sammenhængen mellem dem og os.
Bjørn Førde er forfatter og tidligere generalsekretær i MS, FN-chef i Botswana og direktør for Dansk Institut for Partier og Demokrati.
