Indtil for 15 år siden var surfing uden sejl ikke særlig populært. Nu er det en sport, som flere og flere på globalt plan går op i, og spots i både Sydamerika og Asien – med Bali som den helt store surfdestination – har i flere år tiltrukket tusindvis af surfere fra hele verden.
Men nu har et nyt kontinent meldt sig på banen i konkurrencen om surfturisterne:
”Afrika har været en blind plet på landkortet, hvad surfing angår – og turisme i det hele taget, udover safari – men der sker rigtig meget i de her år,” siger Mads Pedersen.
I 2011 startede han den engelsksprogede hjemmeside GoSurfAfrica, hvor interesserede kan finde tips og gode råd til, hvor og hvordan man bedst oplever Afrika fra et surfbræt. Siden lanceringen er det generelle besøgstal bare gået op – mellem 20 og 30 procent år for år, vurderer Mads Pedersen:
”Det er forhåbentligt et tegn på, at der er flere, der får øjnene op for, at man kan andet i Afrika end at lave nødhjælp og tage på safari.”
Uopdaget vand
Mens Afrikas to mest populære surfdestinationer, Sydafrika og Marokko, altid har været et hit blandt de besøgende på GoSurfAfrica, har Mads Pedersen de seneste år fået flere og flere henvendelser fra folk, der spørger specifikt ind til Vestafrika – primært Liberia, Ghana og Senegal.
Især Senegals hovedstad, Dakar, kan noget særligt når det kommer til surfing.
I den nordvestlige del af byen ligger den lille ’halvø’ Almadies (se kort ovenfor); det er her, byens ambassader og en ikke uvæsentlig del af byens expats holder til, og i surfsammenhæng er Almadies genial, forklarer Mads Pedersen.
En surfer er på evig jagt efter gode bølger. De bliver skabt af store storme langt ude over oceanerne, der presser vandet mod kysterne. Allerhelst skal vandmassere rejse over lange afstande, så bølgerne kommer rullende med præcise, lange mellemrum og bygger sig høje op, når de rammer land, og derved danner den bølge, man kan surfe på.
Fordi Almadies laver et sving ud i havet, kan man både udnytte bølger skabt af storme mod syd (mellem spidsen af Sydamerika og Cape Town) og bølger skabt af storme fra nord, der opstår lige syd for Grønland. Med andre ord: Der er bølger året rundt. Og så er bølgerne i Dakar oven i købet forholdsvis uopdaget vand.
”Jeg hører om surfere, der rejser verden rundt til alle de kendte spots, hvor de sidder op mod 50 mennesker i kø for at fange en bølge, og så kommer de ned til verdensklassebølger i Senegal, hvor de måske er fem mennesker ude på en middelgod dag, og hvor de kan fange alle de bølger, de overhovedet kan holde til… jamen, det giver bare noget unikt i forhold til andre steder i verden, hvor surfindustrien er rullet indover,” siger Mads Pedersen.
Surf i stedet for ski
Det unikke ved Dakars surfforhold er der en anden dansker, der har opdaget.
Jesper Mouritzen har siden 2009 drevet Ngor Surf Camp, der ligger på den lille paradisiske ø Île de Ngor umiddelbart nord for Almadies. Tæt på lufthavn og by (en båd fra fastlandet til øen koster 500 CFA franc – lige knap 6 kroner), men samtidig isoleret fra os og trafik skaber øen de perfekte ferierammer for surfere.
Selv har Jesper Mouritzen surfet siden 1990’erne og har tydeligt kunne mærke, hvordan surfing gennem årene er blevet en mere accepteret sport, og den generelle interesse er steget:
Udsyn fra en strand i Dakar.
Foto: Ngor Surf Camp - bragt med tilladelse.
”Hvis man kigger på Europa er antallet af folk, der surfer, næsten tidoblet inden for de sidste 10 år. Fra at surfing var sådan lidt en ekstremsport med hippien, der sidder på stranden og ryger nogle joints i en volkswagen-camper, er det blevet en allemandssport. Folk dropper skiferien og tager en uge på surfferie i stedet. Så det hele er fuldstændig ændret,” siger han og tilføjer:
”Her kom det dog meget forsinket; andre steder er det 10 år siden, men her er det tre år siden, det eksploderede.”
Efter en massiv online indsats, hvor Jesper Mourtizen med egne ord ”spammede internettet med billeder og information om surfing i Senegal”, gik det pludselig hurtigt, og på Ngor Surf Camp er man løbet stærkt for at følge med efterspørgslen. Fra et par værelser tilbage i 2009 er der i dag plads til 50 overnattende gæster i højsæsonen; man kan leje surfboards på stedet, og der er etableret en decideret surfskole, der især tiltrækker flere og flere nybegyndere.
Udvikling af lokalområdet
Selvom Dakar på mange måder indtager pladsen som regionens mest populære surfspot, følger lande langs med Vestafrikas sydkyst også med, selvom kystbyerne hér kun nyder godt af stormene fra syd, og strømforholdene generelt er vildere end langs vestkysten.
Et eksempel er byen Busua, der ligger cirka midt på Ghanas kystlinje. Da Mads Pedersen først kom til Busua i første halvdel af 00’erne, var byen stort set tom. Der var et par hoteller og guesthouses, der lejede senge til enkelte projektarbejdere, expats og lokale minearbejderne, når de kom til kysten fra minerne nordpå for at holde weekend. Det var alt.
Men i 2006 startede to tidligere Peace Corps-frivillige (Peace Corps er et amerikansk regeringsprogram, der hvert år sender unge frivillige til udviklingslande, hvor de i to år skal bidrage til den socioøkonomiske udvikling i lokalsamfundet, red.) Black Star Surf Shop, der ifølge the Guardian var landets første seriøse surfingforpost. Derefter tog udviklingen langsomt fart. Busua kom på surflandkortet, og også lokale surfere søgte mod byen, der siden har nydt godt af den øgede turisme, surferne har trukket med sig. Præcis ligesom man så på Bali i 00’erne.
”I dag ligger der to-tre surfskoler, der er masser af restauranter, de lokale har jobs, alle børnene kommer i skole, der er et bibliotek i byen. Busua er et eksempel på, hvordan omsætning fra surfere, der kommer til et sted, kan sætte gang i noget eller i hvert fald skabe nogle muligheder, hvis man griber det rigtigt an,” siger Mads Pedersen.
Samme indstilling til surfing som indtægtskilde findes vest for Busua i Abidjan, den største by i Côte d’Ivoire. Her ligger The West Factory – en lille workshop, der, da den slog dørene op i 2015, var den første virksomhed i hele regionen til at bygge professionelle surfbrædder.
På The West Factory lærer de lokale at lave professionelle surfbrædder.
Foto: The West Factory - bragt med tilladelse.
Han er egentlig canadisk statsborger, men opvokset i Côte d’Ivoire, som han vendte hjem til efter at have gået på universitetet i Australien, hvor han blev præsenteret for surfing. En kultur, han mener var totalt ukendt i hans hjemland, men som nu ligeså stille vinder indpas lokalt, i takt med at den internationale interesse for surfing i Vestafrika vokser.
Et holdningsskift i baglandet
Selvom det også primært har været expats og turisterne i Dakar, der har taget surfingen til sig og båret udviklingen frem ad, har også Jesper Mourtizen oplevet, hvordan senegaleserne har fået øjnene op for, at det ikke er nogen helt dum idé at lære at surfe.
Da han overtog Ngor Surf Camp ansatte han de fire lokale surfere, han havde lært at kende under sine tidligere besøg i byen, som surfguideinstruktører. Deres familier havde indtil da ikke været så begejstrede for, at deres sønner surfede – det var på tide at blive gift, stifte familie og få et arbejde, var holdningen – og surfing var spild af tid. Men:
”Pludselig kunne familierne i landsbyen se, at hov, de der drenge, de tjente faktisk nogle penge og klarede sig ret godt,” siger Jesper Mourtizen og forklarer, hvordan der langsomt er sket et holdningsskift, hvor det at lære at surfe nu bliver opfattet som en mulig indtægtskilde og en reel levevej.
I dag har han 25 lokale surfguideinstruktører ansatte, og gennem årene er flere små, lokale virksomheder knyttet til surfing også skudt op, i takt med at surfturisterne har gjort deres indtog:
”Der er lige pludselig et marked for de lokale, der kører små surfskoler, noget surfudlejning eller er ansat ved nogle af dem, der kører surfskoler, så de kan faktisk leve af det.”
Hvil ikke på bølgerne
Man kan indvende, at de favorable surfvilkår langs Vestafrikas kyster ikke er noget nyt; bølgerne har været der altid. Mads Pedersen tror, at den øgede interesse er et udtryk for, at hele indstillingen til – og fordommene om – Afrika så småt er ved at vende:
”Afrika har jo ikke været et sted, man er rejst til for ferie – det har været et sted, man har sendt penge ned til sultkatastrofer. Det er først nu, folk er begyndt at få øjnene op for, at Afrika er hamrende smukt mange steder. Det er super interessant at rejse der; folk er søde og imødekommende, når du kommer frem, så derfor begynder folk også at komme der mere.”
Jesper Mouritzen forventer heller ikke, at interessen for surfing i Vestafrika dør ud, nu den først er vakt, og rygtet om regionens unikke bølger spreder sig i surfkredse. Til gengæld er han meget opmærksom på, at uforudsete begivenheder kan true strømmen af turister – det er jo Afrika, hvilket er nok til, at mange vil være ekstra forsigtige:
”Sidst der var præsidentvalg, var der problemer i Dakar (i 2011 samlede unge sig i store protester under bevægelsen Y’en a Marre (’så er det nok’) mod den siddende præsident Wade, red.), og ved den mindste lillebitte ting, som nærmest er ingenting, er folk bange for at komme her,” siger Jesper Mourtizen.
Et andet eksempel er ebolaudbruddet, der hærgede Vestafrika for et par år siden. Her var Liberia og Sierra Leone særlig hårdt ramt, mens der kun var et enkelt tilfælde i Senegal – alligevel havde Ngor Surf Camp nærmest ingen gæster i et helt år.
”Der er en masse trusler om, at turismen kan dø helt hen i perioder,” siger Jesper Mourtizen.
