En dolk i ryggen på Etiopiens demokrati eller rettidig ikke-indblanding?

I Addis Abeba er der ingen tvivl om, at indbyggerne står på centralregeringens side i den krig, der i snart halvandet år har udspillet sig i landets nordlige del. Til gengæld er man vrede over, at Vesten ikke bakker op om præsident Abiy Ahmed. Billedet her er fra en støttedemonstration for landets militær i Addis Abeba den 7. november 2021.


Foto: Getty Images/Getty Images
Gerd Kieffer

24. marts 2022

Etiopierne undrer sig. Da landets nye demokrati og skrøbelige enhedsstat kæmpede for livet mod den gamle diktatoriske garde fra Tigray People’s Liberation Front (TPLF), så svigtede det rige og magtfulde vesten de idealer, vi ellers hylder. I Ukraine er der ingen tvivl i vores sind, men i Etiopien undlod vi at tage stilling for demokratiet og for den demokratisk valgte regering og premierminister Abiy Ahmed.

Vi trak diplomater ud, satte bistand til Etiopien på pause og stillede betingelser til regeringen for at genoptage den. Det blev – og bliver – af mange etiopiere opfattet som en dolk i ryggen på deres demokrati. Og det gør, at etiopiernes tillid til Vesten, herunder Danmark og EU, kan ligge på et meget lille sted.

Sådan lød den barske kritik fra Rasmus Sønderriis på et møde om konflikten i Etiopien arrangeret af IDA Global Udvikling tirsdag. Sønderriis er journalist og forfatter og har i mange år boet i Etiopien og har herfra fulgt de seneste årtiers dramatiske udvikling i landet.

Han oplevede på tæt hold euforien i 2018, da den unge Abiy Ahmed blev valgt til premierminister og signalerede en ny start: Fred med nabolandet Eritrea, løsladelse af politiske fanger og et opgør med den elite, der i næsten tre årtier havde siddet tungt på magten i Etiopien, politisk og militært. Og som i høj grad var domineret af folk fra landets nordligste provins, Tigray.

Også internationalt var forhåbningerne til det nye Etiopien høje, og i 2019 blev Abiy belønnet med Nobels Fredspris, primært på grund af freden med Eritrea.

Men fra 2020 begyndte det at gå galt. De første tegn kom fra Tigray, der annoncerede sit eget valg uden om og uden accept fra forbundsregeringen. Siden angreb TPLF også fem militærposter, og forbundsregeringen svarede igen. Hvad der nøjagtigt skete, er svært at få hold på. Usandheder og partsindlæg er fløjet gennem luften og fundet vej til den internationale presse, også den danske, der ikke har ofret konflikten megen opmærksomhed.

Men sikkert er det, at flere hundredtusinder er dræbt – tallene er meget usikre, at endnu flere er drevet på flugt, og at mange millioner etiopiere, både i Tigray og andre dele af landet, har akut behov for nødhjælp, men er afskåret fra at få den på grund af konflikten. Etiopien, der i årtier har stået som en solid bastion af stabilitet imellem konfliktramte nabolande på Afrikas Horn, er selv havnet i en konflikt, der har potentiale til at true det stolte lands eksistens.

Hvad kan og skal EU og Danmark gøre i den situation? Det var emnet for mødet, og svarene var vidt forskellige. For Rasmus Sønderriis var der ingen tvivl: EU og Danmark skal tage demokratiets parti og støtte den demokratisk valgte regerings ret til at reagere militært på et militært oprør. Det er retsstatens voldsmonopol, der i sidste ende opretholder freden i vores egne succesrige samfund. Sådan må det også være i Etiopien, mente han. 

Konflikten er mere kompleks

At konflikten er så sort-hvid, var Kristin Fedeler, politisk rådgiver for EU’s særlige repræsentant for Afrikas Horn, slet ikke enig i. Konflikten er meget kompleks, den har mange forskellige lag, og der er utilfredshed med Abiys linje i andre dele af Etiopien end i Tigray. Uro og konflikt ulmer flere steder. 

”EU kan og vil ikke,” understregede hun, ”støtte en krigsførende økonomi”, og derfor har EU sat budgetstøtte til Etiopien i bero. Samtidig støtter EU bestræbelser på mægling og forsøger på alle måder at bringe nødhjælp frem til Tigray og andre dele af Etiopien, men det er vanskeligt.

EU stiller de samme fire krav til alle parter i konflikten: At de skal acceptere en våbenhvile, åbne humanitære korridorer for nødhjælp til alle områder med akut behov, acceptere at krigsforbrydelser begået af alle parter undersøges, og at fremmede tropper trækkes ud af Etiopien. Det krav er især møntet på Eritreas kraftige indblanding i konflikten. 

Brug for afrikanske løsninger

Danmark har lagt sig på samme linje som EU, fortalte Danmarks ambassadør i landet, Kira Smith Sindbjerg, der også mente, at konflikten har mange lag og årsager. Og så tilføjede hun et andet hensyn, nemlig at donorer og fremmede magter ikke skal stå i vejen for lokale løsninger.

”Overalt her i Addis ser du bannere, hvor der for eksempel står ’Afrikanske løsninger på afrikanske problemer.’ Vi skal passe på ikke at underminere forsøgene på at finde nationale løsninger ved at stille bastante krav. Der er lovende mæglingsforsøg fra Den Afrikanske Union og forsøg på at stable en national dialog på benene, og vi gør alt, hvad vi kan, for at understøtte de bestræbelser. Men de tager tid.”

Rasmus Sønderriis glædede sig over meldingerne fra både EU og Danmark om, at man vil opretholde de diplomatiske forbindelser til regeringen i Etiopien, og at man agter at fortsætte udviklingssamarbejdet. Samtidig fastholdt han, at Vestens forsøg på ikke at tage side i konflikten af mange etiopiere opfattes, som om Vesten netop tager side ved ikke at tage utvetydig afstand fra de af TPLF’s handlinger, der opfattes som angreb på demokratiet.

Mediernes svigt

Mens der var rygende uenighed om den rette reaktion på konflikten, så var alle enige om, at de vestlige mediers dækning – også de danskes – har været og er elendig. Forfatter og journalist Knud Vilby var første gang i Etiopien i midten af 1980’erne for at dække tidens store sultkatastrofer og har siden rejst og arbejdet i landet ad flere omgange.

”At finde de rette svar på konflikten bliver ikke lettere af, at mediernes dækning har været så mangelfuld og i flere tilfælde har viderebragt partsindlæg og direkte usandheder helt ukritisk. Det hører jeg også fra mange af mine etiopiske bekendte. Og der er ingen tvivl om, at TPLF fra deres årtier ved magten og vidtforgrenede netværk kender til kunsten at få deres side af konflikten frem,” sagde han.

Trods de dystre udsigter for Etiopien her og nu, er Knud Vilby optimist.

 ”Tag ikke fejl: Etiopien er et utroligt velfungerende land. Mange dagligdagssystemer fungerer trods konflikten. De etniske modsætninger er blusset op de seneste år, som vi ser det ved alle konflikter, men Etiopien falder ikke fra hinanden,” spåede han.

Bliver Etiopien ramt af Ukraine-besparelser?

Danmark indledte i 2018 et omfattende bistandsprogram i Etiopien på lidt over en milliard kroner i perioden 2018-2022. Nogle aktiviteter har været sat i bero på grund af konflikten, og ambassadør Kira Smith Sindbjerg kunne oplyse, at man fortsat er ved at se på, hvordan man bedst muligt genoptager samarbejdet, eventuelt i en justeret form.

”Men,” spurgte mødets ordstyrer, Adam Moe Fejerskov, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, ”regeringen har varslet kyniske og hjerteløse besparelser på to milliarder kroner af udviklingsbistanden, der skal bruges til danske kommuners udgifter til at modtage flygtninge fra Ukraine. Vil en regering, der ønsker at støtte konfliktramte lande, bruge konflikten i Etiopien som påskud til at hente nogle af besparelserne i Etiopien?”

”Det afgøres i København, så vi venter spændt,” lød ambassadørens svar. ”Men der er ingen tvivl om, at behovene i Etiopien er store, og at et møde som dette bidrager til at bevare fokus på Etiopien i en tid, hvor Ukraine løber med al opmærksomheden.” 

Siden mødet i tirsdags er listen over de aktiviteter finansieret af udviklingsbistanden, der skæres væk eller udskydes til efter 2022 for at skaffe penge til at modtage ukrainske flygtninge i Danmark blevet offentliggjort. Her fremgår det, at det danske landeprogram i Etiopien skånes for besparelser.