Retfærdighed. Det er nok det ord, der bedst kan opsummere den følelse, ikke blot burkinerne, men hele Afrika må sidde med lige nu. Retfærdighed efter over 30 års uret. Efter 30 års løgne og fortielser. Efter 30 års uvished.
Klokken 9:00 mandag den 11. oktober i Ouagadougou, Burkina Faso, begynder nemlig en retssag, der søger at placere skylden for den udåd, der fandt sted en oktober aften i 1987. Her blev landets populære præsident, panafrikanisten Thomas Sankara, sammen med 12 andre mænd myrdet under et militærkup, der satte Sankaras bonkammerat og fortrolige, Blaise Compaoré, for bordenden, hvor han blev siddende helt indtil 2014.
Og nu – nu skal der omsider placeres en skyld for det drab, der har martret landets befolkning lige siden.
Militærdomstolen har anklaget i alt 14 mænd for meddelagtighed i mord og angreb på statens sikkerhed – seks af dem endvidere for selve mordet. Blandt de anklagede er en række gamle kendinge, ikke mindst ”Smukke Blaise” Compaoré.
Sankara, altid Thomas Sankara
Thomas Sankara kom selv til magten ved et kup i august 1983. Dengang hed landet stadig Øvre Volta, et navn givet af den tidligere franske kolonimagt, og var i en elendig forfatning. Statskassen var i konstant underskud, og en mangel på ressourcer gjorde landet dybt afhængigt af udviklingsbistand og hjælp fra udlandet, herunder i særdeleshed Frankrig. 95 procent af befolkningen levede på landet, og bare en ud af ti kunne læse og skrive.
Sankara – der også bliver kaldt Afrikas Che Guevara – var en idealistisk, ung soldat, der ønskede at hjælpe sit folk og forbedre livet for masserne. Han ville bryde båndet til den vestlige imperialisme og de tidligere kolonimagter én gang for alle og takkede bestemt nej til de ødelæggende strukturelle tilpasningsprogrammer, som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond i de år tvang ned over hovedet på afrikanske stater til gengæld for lån og hjælp.
Han ville reformere landets landbrugssektor og gøre landet selvforsynende. Folk skulle tage ansvar for sig selv og deres skæbne, og han opfordrede blandt andet til kollektive indsatser, hvor folk med en kost i hånden i fællesskab holdt deres kvarterer rene og pæne. Han aktiverede frivillige i konstruktionen af skoler og sundhedsklinikker og igangsatte massevaccinationskampagner mod polio, meningitis og mæslinger.
Og så slog han hårdt ned på korruption og dovenskab i administrationen og nedsatte lokale komitéer, der skulle retsforfølge folk, der havde misbrugt offentlige midler. Hans ideologi byggede på en top-down revolutionær ideologi, hvor magten skulle tilbage hos folket – regering over folket af folket. Bevares, med kontrol fra oven naturligvis, men stadigvæk.
Det var ambitiøst og ikke entydigt godt, men det skabte resultater. Og Sankara selv gik forrest. Han cyklede på arbejde. Afskaffede regeringens hær af Mercedes’er og udskiftede dem med langt mindre og billigere Renault 5’ere, han gik klædt udelukkende i bomuld produceret i Burkina Faso og frem for at have et dyrt privatfly, fik han lift af andre statsledere, når han deltog i internationale møder.
34 år senere
Man kan ikke underkende Sankaras betydning i Burkina Faso – hverken dengang eller i dag. Stadig i 2021 er Sankara en glorificeret person. Manden er blevet en myte, som stadig er tilbedt og elsket, og hans arv vækker genklang på tværs af kontinentet i oprør mod uduelige, korrupte magthavere og skruppelløse international indblanding i afrikanske anliggender.
”Du kan dræbe en mand, men ikke en idé,” lyder et af Sankaras mest berømte citater.
Det var i øvrigt ham, der gav Burkina Faso landets nuværende navn. Det var den 4. august 1984, og navnet er sammensat af ord fra to lokale sprog og betyder ”Værdighedens jord”.
Meget værdigt var der ikke over hans død, som Blaise Compaoré gennem alle årene har nægtet nogen medvirken i. Rygterne om hans indblanding gik fra dag et, men gennem Blaise´ 27 år lange styre blev opklaringen af mordet lagt på is, og den officielle udmelding lød, at Sankara, der døde som 37-årig, var død af naturlige årsager. Først efter en fredelig, folkelig protest satte Blaise Compaoré fra bestilling i 2014, kom der igen skred i tingene.
Overgangsregeringen satte skub i sagen, og i slutningen af 2015 blev ligene af Sankara og de 12 mænd, der døde med ham, gravet op og obduceret. Selvom DNA-testen ikke kunne fastslå med 100 procent sikkerhed, at det faktisk var den tidligere præsident, var hans formodede lig gennemhullet af kugler, hvilket taler klart imod den påståede naturlige død.
Siden har militærdomstolen arbejdet på sit anklageskrift blandt andet ved hjælp af dokumenter fra de franske statsarkiver, som Frankrigs præsident Macron lovede at ville åbne under et besøg i Ouagadougou i slutningen af 2017.
Læs også: Kommer der omsider lys over mordet på Thomas Sankara?
Landets nuværende præsident Roch Marc Kaboré, valgt første gang i november 2015, har også haft sagen højt på dagsordenen og efter sit genvalg i november 2020 udpegede Kaboré en minister for national forsoning, der har haft det som en af sine primære opgaver at sikre retfærdighed i sagen om Sankara.
I april var anklageskriftet færdigt, og militærdomstolen meldte officielt ud, at den sigtede 14 mænd – herunder tidligere præsident Blaise Compaoré – for meddelagtighed i mordet.
Læs også: Nu anklages Burkina Fasos tidligere præsident for mordet på sin forgænger og ven
Tre mænd
Og nu er vi her. 14 mænd står anklaget, men når retssalens døre slås op mandag morgen, vil to af dem med al sandsynlighed ikke være at finde på anklagebænken.
Den ene er førnævnte Blaise. Siden han forlod embedet i 2014, har han levet i eksil i Elfenbenskysten, hvis præsident Alasanne Ouattara har beskyttet ham mod udlevering på trods af en internationale arrestordre. Blaise hjalp Ouattara og mæglede under den borgerkrig, der brød ud i Elfenbenskysten i 2011 i forbindelse med præsidentvalget året før.
Siden har Blaise, hvis kone er ivorianer, fået ivoriansk statsborgerskab, hvilket ikke øger sandsynligheden for, at den i dag 70-årige tidligere statsleder dukker op.
Blaise Campaore og fru Chantal Campaore på vej til middag i Elysee Palæet i Paris 2013.
Foto: Mustafa Yalcin/Anadolu Agency/Getty Images
Den anden anklagede, der ikke er i Burkina Faso, er nok i dansk sammenhæng mere ukendt. Han hedder Hyacinthe Kafondo. Han er tidligere chef for sikkerhedsstyrkerne under Blaise og har ikke været til at opspore siden 2015, hvor genoptagelsen af Sankara-sagen allerede dengang pegede i retning af ham som skyldig. Han er blevet set i Elfenbenskysten i 2016, men er ellers sporløst forsvundet.
Til gengæld er det helt sikkert, at Gilbert Diendéré vil være til stede. Han var en af de primære hærchefer, da mordet fandt sted i 1987, og blev siden en højrehånd for Blaise som blandt andet chef for den præsidentielle garde. Han var også manden bag et kupforsøg i Burkina Faso i 2015, som næsten ikke kan ses som andet end et desperat forsøg på at undgå straf. Diendéré har, ligesom Kafondo, været mistænkt i forbindelse med mordet på Sankara, siden opgravningen af ligene i 2015.
Retfærdighed eller national forsoning?
Det står klart, at burkinerne kræver en dom og kræver retfærdighed.
De kræver navne, de kan holde til ansvar for mordet på deres landsfader, og ikke mindst Sankara-familien og familierne til de 12 mænd, der blev dræbt med ham, søger svar på 34 års uvished.
Det store spørgsmål er selvfølgelig, om retten finder Blaise skyldig i anklagerne – og om befolkningen vil lade sig spise af med en eventuel frifindelse.
Som led i arbejdet for forsoning, har det været bragt på tale, om Burkina Faso skulle lade det tidligere statsoverhoved kommer hjem og give ham immunitet. Så sent som i begyndelsen af maj var ministeren for national forsoning i Elfenbenskysten for at møde Blaise Compaoré. I den forbindelse udtalte familien Sankaras advokat, Prosper Farama, til RFI:
”Det eneste, vi kan forvente af dette møde, er, at ministeren vil være i stand til at overbevise Mr. Compaoré om at overgive sig til domstolen i forbindelse med den kommende retssag. Vi frygter, at der vil være en form for forhandling, en aftale indgået i forsoningens navn på bekostning af retfærdighed.”
Som en krølle på halen kan nævnes, at Blaise´ lillebror står anklaget i en anden prominent uopklaret mordsag, der stadig spøger i det vestafrikanske land, nemlig drabet på den undersøgende journalist Norbert Zongo i 1998. Han lever i Frankrig, der i sommer indvilligede i at udlevere ham til retsforfølgelse i hjemlandet – den afgørelse blev dog underkendt af den Europæiske menneskerettighedsdomstol i august.
Retssagen om drabet på Thomas Sankara finder sted for åbne døre.
