Kommer der omsider lys over mordet på Thomas Sankara?

gettyimages-541785178
Thomas Sankara.
Foto: Patrick Durand/Sygma via Getty Images
Ane Nordentoft

1. december 2017

Alle unge venstreorienterede med respekt for sig selv har en rød T-shirt i deres skab. Måske endda flere. Så er der nok én med hammer og segl, én med en hævet knyttet næve med en fængende tekst og helt sikkert én med det berømte stencil af den argentinske revolutionshelt, Che Guevara, som for mange på venstrefløjen nærmest er blevet selve symbolet på revolution, anti-kapitalisme og socialisme.

Men disse T-shirts kunne ligeså godt have båret billedet af en anden revolutionær helt fra syd – en mand, der også er kendt som Afrikas Che Guevara, men som nægtede at lade sig placere i hverken den kommunistiske eller marxistiske lejr. En nationalist, en panafrikanist, men først og fremmest en burkiner: Kaptajn Thomas Sankara, der ledede Burkina Faso fra 1983 (først som premiereminister og siden som præsident) frem til 15. oktober 1987, hvor han blev myrdet.

Frem i lyset

Mordet er aldrig officielt opklaret, men den udbredte, uofficielle forklaring er, at det var Sankaras kammerat og kupmakker, Blaise Compaoré, der stod bag. Efter Sankaras død overtog Compaoré selv præsidentposten, som han sad på i over 27 år indtil han blev afsat som følge af en fredelig, folkelig opstand i 2014, hvorefter Compaoré drog i eksil i Elfenbenskysten.

Under sit besøg i Burkina Faso denne uge meddelte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, tirsdag, at han agter at åbne de franske arkiver og frigive dokumenter, der kan være med til at kaste lys over Sankaras endeligt – undtagelsen er dokumenter, der er beskyttet som forsvarshemmeligheder.

For at forstå den betydning, Macrons udmelding kan få, må man forstå, hvem Sankara var – og er, skulle man næsten tilføje, for selvom den tidligere præsident døde for over 30 år siden, lever hans myte i bedste velgående.

Fra krise til revolutionær omvæltning

Da Sankara overtog magten i det daværende Øvre Volta, 23 år efter landet havde fået sin selvstændighed fra den franske kolonimagt, var landet i elendig forfatning.

På grund af manglende ressourcer var landet dybt afhængig af international bistand, statskasserne led af et konstant underskud, og det politiske system var præget af ustabilitet med den ene militære magtovertagelse efter den anden. 95 procent af befolkningen levede i landområder, der var ekstrem mangel på læger, og ikke engang en ud af ti kunne læse og skrive.

Sankara og hans parti, Conseil National de la Revolution (på dansk: Det nationale revolutionsråd), kom til magten med en revolutionær ideologi – de ville genskabe samfundet og give magten tilbage til folket.

Landbrugssektoren skulle reformeres, så befolkningen kunne forsørge sig selv, og landet skulle lægge afstand til imperialisme og kolonimagter. Fokus var på at forbedre den brede befolknings levestandard, og rundt om i landet blev en række frivillige sat i sving med at bygge skoler og sundhedsklinikker.

Sædvaneret blev forbudt, og folkelige ’revolutionsdomstole’ blev nedsat for at forfølge de, der havde svindlet med offentlige midler.

Og så startede man en aktiv kampagne mod korruption og dovenskab i de offentlige kontorer.

To walk the talk

Bevares – det lyder ret voldsomt.

Men hvis der var nogen, der kunne gennemføre det og samle folket, var det Thomas Sankara, der på sin vis var en personificering af sit partis politik.

Født i 1949, som søn af forældre, der kom fra de to største etniske grupper, mossi og peul, byggede han bro over det etniske kludetæppe af mere end 60 forskellige etniske grupper, som udgjorde Øvre Volta og stadig eksisterer i nutidens Burkina Faso.

Under sin tid i hæren hjalp han lokale bønder med at høste, og som præsident cyklede han til og fra jobbet og gik kun i tøj, der var lavet af burkinsk bomuld. Han skiftede regeringens hær af Mercedes’er ud med mere ydmyge Renault 5’er, han afstod fra at få et præsidentfly og blaffede sig til lift på andre præsidenters fly, når turen gik til møder rundt om i verden.

Fra Øvre Volta til Burkina Faso

Selvom man kan sætte mange fingre på Sankaras politiske projekt, var han ekstremt populær.

Det var ham, der den 4. august 1984, på årsdagen for sin magtovertagelse, omdøbte landet fra det kolonialistiske Øvre Volta til Burkina Faso – navnet er sammensat af ord fra de to sprog djula og mooré og kan på dansk oversættes til: Værdighedens jord eller Det oprejste folks jord.

Sankara var også et oratorisk geni, og ligesom en anden berømt præsident med afrikanske rødder omkring tyve år senere brugte ’håb’ som omdrejningspunkt for sit politiske projekt, brugte Sankara ’forandring’. Og forandring var hvad, mange burkinere ønskede.

Han tordnede mod imperialisterne, der var rovfugle, der slår til skjult af mørket, kameleoner, der venter på deres hegn og glubende sjakaler, der svigagtigt ormede sig ind i det burkinske folks historie. Og han blev symbolet på afstandstagen til de tidligere kolonimagter og på den panafrikanisme, som andre præsidenter som Senegals Senghor, Tanzanias Nyerere og Ghanas Nkrumah havde været blandt de første til at italesætte.

Et ikon og en myte

Sankaras død rystede burkinerne, og der udbrød landesorg, da nyheden om hans død spredte sig.

Sankara og Compaoré i Ouagadougou, 1984.


Foto: Presidence du Burkina Faso (CC)
Men for mange lever hans ord og visioner videre. Udover at være nærmest uhyggelig profetisk vækker hans mest berømte frase: ”Du kan dræbe en mand, men ikke en idé” stadig genklang, og følger man diverse Afrikarelaterede Facebooksider vil man med mellemrum se artikler om Sankara.

Den dag i dag kender alle burkinere Sankaras navn – flere omtaler ham stadig som deres ’rigtige præsident’ – og det er nok ikke at overdrive ret meget, hvis man sammenligner den almene (vest)afrikaners kendskab til Sankara med en danskers kendskab til Kennedy og Palme.

Under den opstand, der satte Compaoré fra bestilling, bar flere demonstranter da også Sankaras billede, og mange har siden hævdet, at det var Sankaras idéer og hans ånd, der var den egentlige gnist bag protesterne.

Efter Compaorés forlod landet besluttede man da også at åbne Sankaras grav i et forsøg på at kaste lys over omstændighederne omkring hans død. Statens forklaring tilbage i 80’erne var, at han var død af naturlige årsager, men eftersom 12 andre døde ved samme ombæring, er den forklaring blevet afvist.

Opgravningen af, hvad man formoder er Sankara, for heller det er sikkert, har ikke kunnet skabe klarhed – spørgsmålet er nu, om Macrons løfte kan kaste lys over, hvad der skete?

Hvem havde en finger med i spillet?

En række burkinere har været under mistanke for mordet, og rygterne har da også svirret om, hvorvidt Diendéré, den general, der forsøgte at overtage magten i Burkina Faso ved et militærkup i 2015, blot et år efter den folkelige opstand, var impliceret i mordet på landsfaderen.

Men er der også en international skyld at placere?

Det er ingen hemmelighed, at Afrika i høj grad blev omdannet til et veritabelt skakbræt i årene under Den Kolde Krig, hvor de to fronter i Øst og Vest købte sig til støtte hos magtliderlige statsoverhoveder på det afrikanske kontinent uden at skele til befolkningernes velbefindende.

Er det også en del af forklaringen på Sankaras endeligt? Og havde den tidligere kolonimagt Frankrig og daværende premierminister Jacques Chirac en finger med i spillet provokeret af Sankaras anti-kolonialistiske politik og flirten med kommunismen?

Det er nok tvivlsomt, at Frankrig – hvis det altså er tilfældet – serverer sig selv på et sølvfad. Man må formode at forbeholdet for at fremlægge dokumenter, der er beskyttet af forsvarsmæssige hensyn, snildt kunne sætte en stopper for, at der for alvor kommer klarhed over sagen.

Men nogle ryster i bukserne, det er helt sikkert. Og så er Macrons udmelding, hvor risikofri den end kan synes at være, under alle omstændigheder en udstrakt hånd og – om ikke andet – en anerkendelse af den uret, der overgik Sankara og det burkinske folk en oktoberaften i 1987.

Gerd Kieffer-Døssing er journalist og cand. mag. i Afrika Studier og har boet i Burkina Faso og har i forbindelse med sit universitetsstudie forsket i Thomas Sankara.