Lars Koch
Lars Koch (1965) er politisk chef i Mellemfolkeligt Samvirke/ActionAid Danmark.
Han blev cand. scient. pol. fra Københavns Universitet i 1997.
Under og efter studierne har Lars Kochs hovedinteresse været udviklingspolitik. Særligt har de økonomisk, globale rammebetingelser været i centrum.
I 1998 blev han ansat i Nord/Syd-Koalitionen som gældsmedarbejder.
Fra 2001-2004 gik turen til Bolivia for IBIS og arbejde som regional rådgiver for de indianske organisationer i fortalervirksomhed.
Efter en tur omkring Københavns Universitet og MS har han siden 2006 arbejdet for IBIS.
I begyndelsen som governance rådgiver og senere som politikmedarbejder med hovedfokus på effektivitet i bistanden, råstofindustrien og kapitalflugt.
Men også andre udviklingspolitiske temaer som Verdensbanken, IMF, gæld, private investeringer og meget mere ryger over skrivebordet.
Han sluttede karrieren i IBIS – som i mellemtiden var blevet til Oxfam IBIS – som vice-generalsekretær.
Labour-partiet i England har netop udarbejdet en ny vision for engelsk udviklingsarbejde. De kalder den ”En verden for de mange, ikke for de få”. Den er til stærk inspiration for dansk og skandinavisk udviklingsbistand – og har selv taget inspiration fra Oxfam og andre civilsamfundsorganisationers analyser og erfaringer.
Fattigdom OG ulighed
Strategien sætter bekæmpelse af fattigdom og ulighed som ligestillede mål for Englands udviklingspolitik. Det er nyt. 75% af befolkningen i det globale syd lever i lande, der er blevet mere ulige de sidste 30 år.
Hvis vi skal bekæmpe fattigdommen, er det nødvendigt at adressere uligheden også. Det er et opgør med troen på, at økonomisk vækst automatisk ”siver ned” til de fattigste. Det er ikke kun et opgør med den økonomiske ulighed.
Strategien lægger stærkt vægt på særligt kønsuligheder. Kvinder får ikke bare en ringere løn og har mest ubetalt arbejde. Det bliver udsat for vold og usikkerhed, har mindre mulighed for at få indflydelse og blive hørt. Kvinder bliver fastholdt i fattigdom, overgreb og uden indflydelse i et patriarkalsk system.
Labour vil øge ambitionsniveauet for Verdensmål #10 om ”reduktion af ulighed i og mellem lande”.
Den økonomiske ulighed skal reduceres, men også uligheden i adgang til indflydelse og magt, der fører til ulige adgang til sundhed, uddannelse, sikkerhed og retfærdighed.
Labour vil introducere Palma-ratioen som målestok for ulighed (i stedet for Gini-koefficient). Den måler udviklingen i indkomster for de fattigste 40% i forhold til de rigeste 10%.
Dertil vil de måle uligheder for køn, indflydelse og andre uligheder ud fra en overbevisning om, at ulighederne skal reduceres hvis fattigdommen skal udryddes.
Fra velgørenhed til strukturelle årsager til fattigdom
Labours vision er et fundamentalt opgør med at se udviklingsbistand som et plaster på såret givet af barmhjertighed til de fattige. Det handler om et opgør med uretfærdigheder og de systemer, der skaber ulighed og fattigdom:
”Et verdenssyn på international udvikling baseret på velgørenhed i stedet for social retfærdighed er fundamentalt ubrugeligt i det 21. århundrede. Hvad enten det handler om at adressere fattigdom, klimaforandringer, indkomst ulighed, kønsuligheder eller konflikter, så er en international udviklingspolitik, der ikke tackler årsagernes rødder, dømt til at fejle. En ideologi, der ikke anerkender, at systemet og spillereglerne skal ændres fundamentalt fører til en udviklingshjælp, der altid kun fungerer som et plaster på de værste symptomer af en global krise. I stedet for at diagnosticere og adressere årsagerne til krisen.”
Med udgangspunkt i FN’s Verdensmål, der har en universel karakter og også skal implementeres i de rige lande, så sætter visionen fokus på sammenhængen mellem ulighed og uretfærdigheder i nord og syd:
”Den globale krise kræver globale svar. De samme kræfter, der udnytter og fattiggør folk i det globale syd udnytter og fattiggør også folk i vores eget land. De kræfter, der driver ulighed og en økologiks krise i verden driver også ulighed og økologisk krise inden for vores egne grænser. Løsningen er klar: Vi må finde måder at forene os på tværs af grænser i solidaritet mod elitens kontrol over vores globale økonomi og til støtte for den levende planet, der er vores hjem. Vi må bevæge os udover velgørenhed og fremme en vision om retfærdighed. Vi må adressere rødder til krisen, ikke blot symptomerne.”
Visionen sætter sammenhæng til andre politikker på tværs af regeringen i centrum. For at fremme udvikling, og bekæmpe ulighed og fattigdom, så er det nødvendigt at have udviklingsmålene med også inden for andre regeringspolitikker.
Visionen vil fremme et mere retfærdigt handelssystem, bekæmpelse af skattely og skatteundvigelse. Økonomisk skal der på sigt introduceres en skat på finansielle transaktioner og en formueskat. Våbeneksport til regimer, der fx som Saudi Arabien slagter mennesker i Yemen skal stoppes.
Kan Visionen inspirere de skandinaviske lande?
Langt hen ad vejen tager visionen fra Labour udgangspunkt i tankegods og værdier fra de skandinaviske velfærdssamfund. Udviklingsbistand som vi kender det, hvor rige lande af et godt hjerte giver hjælp til fattige lande, er under afvikling.
Det er i stigende grad egne interesser, der driver udviklingsbistanden. Interesser i at forhindre migration og flygtninge i at komme til Europa. Økonomiske interesser for erhvervslivet. Sikkerhedspolitiske interesser. Visionen om at bekæmpe fattigdom er langsomt under afvikling.
Og de færreste tror længere på, at fattigdom, endsige ulighed, kan bekæmpes gennem velgørenhed.
Det fordrer et opgør med de systemer, der skaber fattigdom og ulighed.
Visionen kan bidrage til en sund debat i de skandinaviske lande om en nytænkning af udviklingspolitikken som et stærkt instrument for småstater til at fremme en verdensorden drevet mere af regler og samarbejde, end af den store dreng i klassen, der styrer skolegården.
En vision, drevet af værdier om et mere lige samfund, hvor kvinder har samme rettigheder og muligheder som mænd, hvor tryghed og tillid bliver fremmet af en lav ulighed, fordi økonomien arbejder for de mange, ikke for de få. En mere menneskelig økonomi og et mere menneskeligt system.
Udviklingsbistanden er potentielt et vigtigt instrument til at støtte et opgør med de globale kræfter, der fastholder milliarder i fattigdom og samtidig underminerer sammenhængskraften, tilliden og retfærdigheden i Danmark.
Et opgør med ulighed og fattigdom er det eneste langsigtede svar på den globale krise, vi står midt i.
Så længe, at unge mennesker ikke kan se en fremtid i deres egne lande, ikke har nogen økonomiske muligheder, ikke kan forsørge deres familie, få en uddannelse og lever på kanten af katastrofen, så længe vil presset på Europa fra flygtninge fra krige og konflikter og migration mod bedre muligheder blot stige.
I vores egen interesse, så kan Danmark og de skandinavisk lande – sammen med Labour i England og andre gode kræfter – sætte en dagsorden for en mere retfærdig verden uden ekstrem ulighed og fattigdom. En verden for de mange, ikke for de få!