Alexander Løcke fik en hed aften i 2017 en ide, mens han sad og researchede til sit speciale for at blive civilingeniør. Han rejste med sin specialemakker i Uganda og Kenya og fik øjnene op for den enorme udfordring, det er at rense vand.
”Det, jeg er stolt af, er, at vi spottede begge problemer i at skabe rent vand. Det skal både renses – og opbevares.” Alexander havde ikke meget fidus til de store, ikke særligt rene, gule plastikdunke, som vand blev hældt i, efter det blev kogt for at slå bakterier ihjel.
”Vandet blev hurtigt beskidt og potentielt skadeligt igen i dunkene. Samtidig bemærkede vi, at der var meget få træer omkring flygtningelejre, og at det derfor var svært at skaffe brændsel til kogning.”
Alexander skrev speciale om at rense vand i plastikbeholdere og med solens hede effektive hjælp slå biologiske bakterier i det ihjel.
”Det svarer til, at solen med sine UV-stråler skolder det yderste af din hud. I forhold til vandet brænder solen biologiske farlige bakterier ihjel.”
Alexander Løcke og Johan Juul Jensen var i finalen i en konkurrence på DTU med konceptet Solarslack: en plastikbeholder, der lader solens UV-stråler passere, og derpå både leverer rent vand og opbevaring,.
Og derfra gik det stærkt. De nyudklækkede ingeniører mødte Jonas Pilgaard, der var dommer ved The Danish Tech Challenge og for nyligt havde solgt sin softwarevirksomhed Spektral til Apple. Han blev betaget af den simple og billige løsning og kunne se både forretningspotentialet og muligheden for at redde millioner af liv.
4Life Solutions
To milliarder mennesker har ikke adgang til rent vand.
Den såkaldte Sawa Can, som 4Life Solutions lancerede på World Water Day den 22. marts, renser vand ved hjælp af solenergi. Solens UV-stråler renser beholderens seks liter vand i løbet af cirka fire timer.
SaWa er en forkortelse for safe water og betyder på swahili ’noget, der er godt’.
I 2022 vandt 4Life Solutions både EY Entrepreneur of The Year i kategorien ’Social Entrepreneurship – Future Impact’, og SDG Awards i kategorien ’Blue Water’, samt blev optaget i ’Millions Lives Collective.’
”Vores målsætning er at nå en milliard mennesker inden 2030,” fortæller Jonas Pilgaard i forbindelse med lanceringen af den nye beholder på World Water Day den 22. marts – der samtidig var serieiværksætterens 50-års fødselsdag.
”Det skal blandt andet ske ved at indgå partnerskaber med virksomheder.” Jonas Pilgaard fortæller, at noget af det, der har gjort størst indtryk på ham i forbindelse med research og lancering er at se, hvordan der bliver gravet efter vand ved tørre flodlejer.
”Det er ofte børn, der graver hullerne, som er 3-5 meter dybe, med små spande. Det er dødsens, dødsens farligt.”
Vand, noget vi tager som en selvfølge, er så central en faktor i deres liv og forbundet med enorme risici.
4Life Solutions samarbejder allerede med Røde Kors, UNICEF, UNHCR, mange ngo’er og andre organisationer. Senest har de underskrevet en aftale med regeringen i Tanzania om at give skolebørn en plastikbeholder, så de lærer at rense vandet – og samtidig kan give det videre til deres familier. Virksomheden er i gang med at finde sponsorater og partnerskaber med organisationer og virksomheder som for eksempel forsikringsselskaber og Coca Cola.
En af dem, der var med til opstarten af 4Life Solutions, og som stadig er konsulent, er Poul David Videbæk.
”Jeg tror, grunden til, at vandløsningen allerede er nået så vidt omkring, er, at det er lowtech simpelt – og samtidig kan være med til at løse et af de største problemer, vi har i verden.”
Hvert år dør en halv million børn under fem år på grund af mangel på rent vand.
Henrik Kähler, der er en såkaldt business angel og impact investor i blandt andet Østafrika, uddyber:
”Mange ideer dør desværre, når de rammer jorden; virkeligheden. Des simplere ideen er – des større chance er der for, at den lykkes.”