Essay af Trine Andersen (forfatter)
I et stort hus på stranden i Chinteche i det nordlige Malawi åbner jeg et skab og finder 100 numre af litteraturtidsskriftet Granta. Jeg piller et af dem ud og slår op. Det første, blikket falder på, er essayet HOW TO WRITE ABOUT AFRICA, skrevet af den kenyanske forfatter Binyawanga Wainaina.
Jeg ankom til Malawi en måned tidligere for at deltage i møder med mine samarbejdspartnere i det projekt, jeg er medgrundlægger af, som går ud på at etablere et skønlitterært forlag i landet.
Jeg kom ikke for at skrive selv eller overhovedet tænke over en bog. Tvært imod har jeg taget en beslutning om, at jeg aldrig vil skrive om noget, der har med Afrika at gøre.
Jeg har tidligere rejst i Mozambique og forsøgte længe at formulere mig på skrift omkring det, men nu har jeg givet op, for det ville ikke lykkes, og det skal aldrig lykkes.
Taget ud af våde drømme om kolonierne
Alligevel skete der ved min ankomst til Malawi dét, jeg mindst ventede.
Netop ude af lufthavnen slog den første, vage idé til en hovedperson ned i mig. Måske var det taxachaufførens ivrige: ”Hvorhen, Madam?” der bragte mig på sporet. ”Nogen ønsker, Madam?”
Således katapulteret ud af min europæiske middelklassealmindelighed og ind i en eksklusiv Afrikaoverklasse alene på grund af min hudfarve, vidste jeg med ét, hvordan en hovedperson, jeg endnu ikke kendte, i en bog, jeg endnu ikke havde skrevet, ville reagere.
Nu er der gået lidt mere end en måned, og jeg har skrevet de første skitseagtige udkast til noget, der kunne være indledningen til en roman.
Og her står jeg foran et stort, tungt skab i et stort, tungt hus, der er som taget ud af europæerens våde drøm om livet i kolonierne, med antikke landkort på væggene, egen tjenerstab og drinks på verandaen, når solen går ned.
”Naturligvis, Madam.”
Jeg har familien med mig, og vi har rejst rundt mellem spartanske logier, men ved et tilfælde kommer vi forbi her og lejer os ind i et par uger, givetvis de første gæster nogensinde, der ankommer med minibus og selv slæber bagagen ned til huset oppe fra vejen.
Tjenerne løber os fortvivlede i møde for at rive kufferterne fra os, men vi har endnu ikke vænnet os så meget til behandlingen, at vi er begyndt at forvente den eller – hvorfor ikke? – anse den for rimelig.
Først derefter finder vi ud af, at vi er havnet hos Malawis eneste forlægger. Han udgiver rejselekture og fotografiske værker, hvad husets øvrige hylder bærer præg af.
Men han er også litteraturinteresseret, og i det store skab står 100 numre af Granta, og Granta er det litteraturtidsskrift, hvis ellers man interesserer sig for prosa og kan læse engelsk.
Jeg tager essayet med ud i liggestolen.
Det store, hvide hus er placeret direkte på en mangobestrøet sandstrand ved Malawisøen, som på dette sted er så bred, at man ikke kan se den modsatte kyst.
Bølgerne ruller ind, palmerne fejer i vinden, og den yngste tjener tørrer verandamøblerne af med en klud. Så mangler vi kun en rejsegrammofon og en mand i khaki.
Og det er netop, hvad essayet af Wainaina påpeger.
”Sørg altid for at benytte ordet ”Afrika” eller ”Mørke” eller ”Safari” i titlen,” begynder han.
Teksten viser sig at være en ualmindelig besk, ualmindelig sarkastisk, men også ualmindelig morsom gennemgang af, hvad man bestemt må huske at have med, og hvad man helst skal holde sig fra, hvis man skal skrive en rigtig vaskeægte Afrikabog af den type, som en masse ikke-afrikanske forfattere gennem tiden har skrevet.
Den, der handler om Det Autentiske Afrika.
”Dine afrikanske karakterer bør inkludere nøgne krigere, trofaste tjenere, guddommelige sandsigersker og gamle, vise mænd der lever i ophøjet isolation.”
Der er ikke tale om en akademisk eller finlitterær tekst, snarere om et vredesudbrud, men der er omtrent tyve gode råd at hente om karaktertegning, temaer og miljøbeskrivelser, med diverse underpunkter og eksempler.
”Den Trofaste Tjener opfører sig som en syvårig og har brug for en fast hånd; han er bange for slanger, god mod børn og involverer dig konstant i sine komplekse, hjemlige dramaer.”
Essayet er samtidig en foræring for et menneske, der står på kanten af at skrive en bog, hvis handling foregår i Afrika.
”Dyr bør ses som helstøbte figurer. Elefanter er omsorgsfulde og gode feminister eller ærværdige patriarker. Det samme gælder gorillaer. Sig aldrig nogensinde noget nedsættende om en elefant eller gorilla.”
Fast samtalepartner – indre stemme
Næsten to år senere i Danmark er Binyawanga Wainaina blevet en fast samtalepartner, en indre stemme som jeg diskuterer med.
Jeg nærmer mig afslutningen på min nye roman. Sentenser fra essayet hænger på små, gule post-it lapper på væggen over computeren sammen med omhyggeligt udregnede tids- og plotlinjer og dele af dialog.
Teksten i sin fulde længde har jeg hentet fra Grantas hjemmeside, og jeg ved naturligvis nu, at essayet er verdensberømt og det mest downloadede Granta-bidrag i hele tidsskriftets historie (trykt i magasin nr. 92).
Jeg har aldrig mødt Hr. Wainaina personligt, jeg ved ikke om han er et behageligt menneske. Hans tekst er stejl, spydig og provokerende og derfor interessant at tale med. Og irriterende. Og ind imellem virkelig irriterende.
I 2002 vandt han Afrikas største litterære pris, The Caine Prize, for novellen Discovering Home. Omtrent på samme tid grundlagde han det litterære magasin Kwani? i Kenya med tilhørende website, der hurtigt genererede voldsom trafik, og siden udviklede Kwani? sig også til en oplæsningsscene og et regulært forlag.
Et foretagende, som mit tilsvarende forlagsprojekt i Malawi ser misundeligt op til, og som vi har kontakt med, med henblik på samarbejde.
“Problemet er, at jeg er forfatter”
I 2007 blev han af World Economic Forum udnævnt til Young Global Leader, en titel, der gives til mennesker, hvis arbejde er med til at forme verdens fremtid, som det smukt og optimistisk hedder, og en ære han afslog.
”Problemet er, at jeg er forfatter,” forklarede han sig. ”Og selv om jeg som så mange andre fantaserer om rigdom og berømmelse, inden jeg falder i søvn om aftenen, er det, der betyder mest i mit fag, forsøget på forblive fri, uafhængig og skabende. Det ville være uærligt af mig at acceptere selve den fortærskede idé om, at jeg ville kunne ”påvirke verdens affærer signifikant”.”
Så måske stejlheden i teksten afspejler en kompromisløshed i forfatteren. Jeg stirrer indædt på sætningerne på mine små gule sedler:
”Emner, der bør undgås: almindelige, hjemlige scener, kærlighed mellem afrikanere (medmindre det involverer et dødsfald), referencer til afrikanske forfattere eller intellektuelle, og børn, der går i skole og ikke er lemlæstede af Ebola-feber eller kvindelig omskæring.”
En foræring, sagde jeg, om det at få essayet i hænderne, men også et benspænd. For hver tredje side har jeg lige siden været nødt til at standse op og tænke: ”Hvad ville Wainaina sige?” og overveje, om jeg mon bevidstløst følger i sporene på forfattere før mig, der har tumlet rundt i den afrikanske vegetation og viderebragt fordomme og romantiske sværmerier. Kliché eller ej?
Det mytiske og det virkelighedstro
Det nemmeste ville naturligvis være at skrive dén version af en Afrikaroman, som Wainaina mellem linjerne lader forstå er at foretrække. Den, der gør det modsatte af, hvad essayet HOW TO WRITE ABOUT AFRICA opregner som obligatorisk.
Man kunne sagtens betragte Wainainas tekst som en opskrift og gå frem fra en ende af. Men det ville naturligvis ikke skabe en særlig god bog – diktat er ikke fremmende for kunst.
Jeg overtræder adskillige af Wainainas bud, eller måske skulle jeg snarere sige: Jeg gør adskilligt af det, som han spottende påpeger, at alle gør. Jeg medtager f.eks. mærkelig, afrikansk mad, sådan som han fortæller, at en rigtig, vaskeægte Afrikabog bør.
Jeg lader ikke lykkelig kærlighed udspille sig mellem mine afrikanske bipersoner. Aber optræder, nævnt for det mytiske og ikke det virkelighedstro, og så videre.
Og heraf vores diskussion, som ikke engang nu, hvor teksten ikke længere står til at redigere, fordi bogen er trykt, er ophørt. Jeg siger til hr. Wainaina, at jeg ikke gør noget forsøg på at skrive Sandheden om Afrika.
Hovedet fuld af forestillinger
Min bog har en europæisk hovedperson, som ankommer til Afrika for første gang.
Hun påstår, at hun intet ved om kontinentet, men at hendes viden er ringe, er ikke ensbetydende med, at hun er blank, for naturligvis har hun hovedet fuld af præcis de forestillinger, vi alle sammen er fodret med; heksekunst og sultne børn, noget med godhjertede enfoldige, der skal hjælpes.
Min roman ser tingene fra denne netop ankomne europæers synspunkt. Jeg kan kun håbe, at læseren ind imellem gør sig sine egne overvejelser og måske tvivler på, hvad der bliver fortalt.
Sikkert er det, at essayet har bevidstgjort nogle positioner for mig, som jeg ville have været blind for, hvis ikke jeg havde grebet tilfældigt ind i skabet den dag.
Man kan derfor gå ud fra, at når der optræder åbenlyse Afrika-klicheer i bogen, er der en mening med dem. De er vendt og drejet med Hr. Wainaina. Jeg forsøger at give dem et twist, at spejle dem i mod-klicheer eller at afsløre dem netop som klicheer, men jeg kan ikke vide, om det er lykkedes.
Med vilje lader jeg ikke min hovedperson reflektere meget over disse forhold; hun ved nemlig ikke, at hun er offer for de forestillinger, hun er offer for.
Jeg håber, at læseren selv kan tænke og vil se, hvordan bogen handler om, at virkelighed og hverdag findes overalt på kloden, også i egne, der synes eksotiske for os; at denne virkelighed ikke er afrikansk, men snarere almindelig.
Der er persontegninger og temaer i romanen, der har udviklet sig på uventede måder, fordi jeg på kanten af skrivningen læste HOW TO WRITE ABOUT AFRICA. Der er medtaget karakterer, jeg ikke ville have bragt i spil uden essayet.
At åbne et skab og finde en hel ny verden
Betyder det, at romanen er endt med ikke at være min bog? At den er noget tilstræbt eller uærligt?
Naturligvis ikke, for samtalen med Wainaina er en del af mig, erkendelserne, som fulgte i hælene på læsningen af essayet er også.
Man kan åbne et skab og finde en helt ny verden.
Eller et tidsskrift.
Eller en bog.
Hvad ville Wainaina sige? Sidst på foråret 2013 er romanen færdig, og i løbet af sommeren sendes den til tryk.
Jeg modtager en invitation til at deltage i kulturfestivalen IMAGES, som finder sted i København i begyndelsen af september. Forfattere fra en lang række lande deltager, bl.a. en del afrikanske, også min kollega og samarbejdspartner fra Malawi. Der er rygter om, at Binyawanga Wainaina kommer.
Jeg ved nærmest ikke, om jeg skal være skuffet eller lettet, da rygtet bliver manet i jorden.
Han var inviteret, men havde ikke tid. Jeg taler i stedet med Billy Kahora, forfatter og medstifter af Kwani? Han er et sympatisk og omgængeligt menneske. Jeg nævner ikke min kamp med Wainainas tekst.
”Lad dig ikke tynge af præcise beskrivelser. Afrika er stort: 54 lande, 900 millioner mennesker, som har for travlt med at sulte og dø og strides og emigrere til at læse din bog.”
Derhjemme piller jeg de små post-its ned fra væggen, der bliver tom og hvid igen, når man ser bort fra et par kaffepletter, lidt blyantskrads og nogle tape-rester.
—————–
Trine Andersen er skønlitterær forfatter og debuterede med novellesamlingen Hotel Malheureux, som modtog Årets Debutantpris 1995.
Hun har siden skrevet flere noveller, lyrik og romaner. Er medstifter af forlaget Panafrica Publishers i Malawi, der udgiver skønlitteratur skrevet af afrikanske forfattere til afrikanske læsere.
Mere info på www.trineandersen.dk
Trine Andersen udgav tidligere i år romanen “DEN RØDE JORD I MZUZU” og man kan læse U-landsnyt.dks anmeldelse på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/30-10-13/hverdag-og-blod-p-afrikas-r-de-jord
