Der har været stille omkring Somalia i nogen tid – bortset fra en notits lidt tidligere på året om, at landet (endnu en gang) var ramt af tørke. Regeringen har med hjælp fra den Afrikanske Union, AU, og sine nabolande formået at sikre en nogenlunde kontrol over store dele af landet. Terrorbevægelsen al-Shabab foretager stadig angreb men kontrollerer ikke længere større byer. Så efter somaliske forhold er det relativt roligt.
Derfor har det heller ikke vakt den store opmærksomhed, at Somalia den 15. maj med over 15 måneders forsinkelse endelig afsluttede en maratonproces med at vælge ny præsident.
Valget foregik som de tidligere i en hangar indenfor det område omkring Mogadishus lufthavn, der er kontrolleret af AUs fredsbevarende styrke ATMIS – det eneste sted i landet, der er (næsten) helt sikkert mod angreb fra al-Shabab. Egentlig skulle valgene have været gennemført inden februar 2021, hvor præsidentens valgperiode udløb, men uenigheder har udsat dem gang på gang.
Stater og klaner i Somalia
Somalia er en føderal stat, der består 18 provinser grupperet i seks delstater.
Somaliland i nordvest, der tidligere var en britisk koloni mens resten af landet var under italiensk herredømme, betragter sig selv som en selvstændig stat. Den er ikke anerkendt af andre lande, men fungerer de facto og overraskende godt som et selvstændigt land.
Puntland i nordøst på spidsen af Afrikas horn betragter sig også som selvstændig, men ser også sig selv som en del af Somalia. De andre delstater har også en vis autonomi.
For at forstå Somalia må man kende til til klansystemet, der styrer politiske og sociale men ofte også økonomiske relationer. Det opstod, da hamitiske befolkningsgrupper fra det østafrikanske højland mødte arabiske handelsmænd fra kysten.
Der er fire store klaner – Hawiye, Darod, Isaaq og Dir – og en del mindre. De seneste år er sub-klanerne blevet stadig vigtigere og interne splittelser i klanerne vokset.
Klanerne er ikke knyttet til bestemte delstater, men fordelt på dem alle – omend ikke jævnt. I de fleste provinser og delstater er der én eller et par dominerende klaner.
I sammensætningen af styrende organer får de fire store klaner samme andel, mens de små til sammen får det halve – dette princip kaldes ’4,5 formlen’.
Kort: Own Work CC BY 3.0
Indirekte valg gennem klansystemet
Siden 1991 har alle valg i Somalia været baseret på indirekte valg. Gennem klanstrukturen identificerer klanens ’ældre’ nogle tusinde valgmænd, der mødes for at vælge parlamentets to kamre, som igen vælger parlamentsformand og præsident. Præsidenten udpeger en statsminister, der skal godkendes af parlamentet. De tre ledende politikere udvælges normalt, så der sikres balance mellem klanerne. Det lyder som et smukt, traditionelt alternativ til vestens komplicerede valgmaskineri, men for at det skal fungere, er det naturligvis helt afgørende, at valgmændene afspejler hele klanen.
Valgmændene bliver ikke valgt men udvalgt, og der har de seneste år været en voksende kritik af, at udpegelsen af vælgmænd – og meget få valgkvinder – i stigende grad er kontrolleret af nogle få lokale spidser, der ikke nødvendigvis repræsenterer klanen bredt. Det er naturligvis også vigtigt, at de der stemmer i de forskellige faser, stemmer ud fra deres vurdering af, hvem der vil være de bedste ledere for Somalia. Flere arabiske lande kæmper imidlertid om indflydelse og fordele i Somalia og går ikke af vejen for at bestikke valgmænd eller parlamentarikere. Nogle valgmænd og parlamentetsmedlemmer har sat sig selv på offentlig auktion. Dette svækker naturligvis styrets demokratiske legitimitet.
Ved det forrige valg var det tanken, at fremtidige valg skulle gennemføres som direkte valg med ’en mand, en stemme’, og landets valgkommission havde forberedt et lovforslag, der skulle have sikret, at det skete. Behandlingen af lovforslaget er dog blevet trukket i langdrag af regeringen og parlamentet. Forkvinden for landets valgkommision Halima Ibrahim, påpeger at magthaverne alle er valgt gennem indirekte valg, og siger, at de ikke ville have en chance for genvalg under et nyt system. Modstanderne af lovforslagets argument er, at direkte valg er for vanskelige at gennemføre på grund af sikkerhedssituationen og for øvrigt er i strid med somalisk tradition. Men Halima Ibrahim pointerer, at Somalia faktisk afholdt en række direkte valg frem til Siad Barres militærkup i 1969, og at man har kunnet gennemføre direkte valg med stort held i Somaliland, som har løsrevet sig og som de facto er et selvstændigt land, der dog ikke er officielt anerkendt af andre lande.
Det internationale samfund, uden hvis støtte regeringen for længst ville være kollapset, har presset hårdt på for at få valgene gennemført og Den Internationale Valutafond, IMF, havde truet med at stoppe alle udbetalinger den 17. maj, hvis valget ikke blev afsluttet. Endelig i slutningen af marts lykkedes det at få afsluttet valget til parlamentet. Herefter blev Adan Mohamed Nuur (også kaldet Madobe) 30. april valgt til parlamentsformand. Han har en baggrund i en af landets regionale militser, har været formand tidligere (2007-2010), har haft to ministerposter og har endda en kort overgang været fungerende præsident. Altså en erfaren og respekteret politiker. I modsætning til sin danske kollega kommer han til at spille en betydelig rolle i de store politiske spørgsmål i den kommende tid.
Den nye, gamle præsident.
Trods krav om et ganske højt depositum på 40.000 amerikanske dollars havde ikke mindre end 39 kandidater registreret sig til præsidentvalget. Blandt kandidaterne var den siddende præsident Mohamed Abdullahi Farmaajo, to tidligere præsidenter Hassan Sheikh Mohamud og Sharif Sheikh Ahmed og en tidligere statsminister, Hassan Ali Khaire. De øvrige var også tidligere ministre og lignende Der var kun én kvindelig kandidat, nemlig tidligere udenrigsminister Fawzia Yusuf Adan.
Som så ofte med somaliske valg var søndagens valg ganske kaotisk. Det startede med omfattende sikkerhedsprocedurer inden parlamentarikerne kunne slippes ind på FN-basen, og så gik man i gang med at sortere kandidater fra, runde efter runde. Det første der røg ud, var den eneste kvindelige kandidat.
Til sidst stod valget mellem den siddende præsident Farmaajo og hans umiddelbare forgænger Hassan Sheik Mohamoud. Farmaajo har gjort sig mere og mere upopulær det seneste år, fordi han har udsat valget gang på gang, og har lagt sig ud med både parlamentsformanden og statsministeren. Derfor var det ikke overraskende, at Hassan Sheik Mohamoud vandt valget klart med 214 stemmer mod 110.
Hassan Sheik Maohmoud ser ud til at være et sikkert og stabilt valg. Han stammer fra den største klan Hawiye og har en baggrund som akademiker, inden han gik ind i politik. Han er en erfaren og midtsøgende politiker, der som nævnt allerede har prøvet at være præsident før – i årene 2012-2017. Her forsøgte han at samle landet, bekæmpe den radikale al-Shabab-bevægelse og lagde i øvrigt stor vægt på at opbygge uddannelsessystemet. Han blev imidlertid så upopulær, at han tabte valget i 2017 klart. Selv om partiloyaliteten ikke er stærk som klanloyaliteten, er det også nyttigt for ham, at hans parti United Peace and Development Party har flertal i begge parlamentets kamre. Hans udgangspunkt er således ganske godt.
Det har han også brug for, for Somalia står stadig over for store udfordringer eller måske mere præcist problemer.
- Selv om al-Shabab er blevet trængt tilbage og regeringen med hjælp fra AU og sine nabolande har udvidet kontrollen til store dele af landet og specielt byerne, gør bevægelsen stadig store dele af landet usikre og gennemfører fra tid til anden terrorangreb. Angrebenes hyppighed har været øget i slutspurten af valgprocessen.
- Tørke er et tilbagevendende problem i Somalia, og den har ramt endnu en gang i år. Det har fået den overvejende nomadiske befolkning til at søge mod byer, hvor der er adgang til fødevarehjælp fra FN.
- Somalia har også været ramt af Covid-19-pandemien. Der er officielt registreret 26.000 smittede og 1.400 døde, men som i de fleste afrikanske lande er det formentlig underrapporteret. Skoler og offentlig transport har været lukket i mange måneder, og kun sundhedspersonale og ansatte i andre essentielle funktioner er blevet vaccineret.
- Krigen i Ukraine har også ramt hårdt. Somalia er helt afhængig af importerede fødevarer, og her er udbuddet faldet og priserne steget. Samtidig er donorernes bistand blevet omdisponeret.
- Delstater og provinser hævder i forskellige grad deres selvstændighed og har ofte egne sikkerhedsstyrker. Det seneste år er spændingen mellem præsidenten og delstaterne øget.
- Men Somalia er ikke bare præget af interne konflikter. Landet har et spændt forhold til flere af sine naboer, Etiopien, Kenya og Eritrea. Dertil kommer at, Qatars interesse i havne i den nordlige del af landet har medført, at golfstatens modstandere (først og fremmest de Forenede Arabiske Emirater) har forsøgt at vinde indflydelse i Somalia for at begrænse Qatars tilstedeværelse. De udkæmper en konflikt ved stedfortræder ved at støtte forskellige fraktioner.
I lyset af disse problemer virker Hassan Sheik Mahmoud således som et sikkert kort. Men på den anden side har han tidligere haft chancen uden at gøre den store forskel. Det er da heller ikke svært for de medier, der arbejder i Somalia, at finde folk på gaden, som tvivler på, at valget vil gøre en forskel og kalder Hassan Sheik ’det mindste onde’.
Er Somalia klar til næste skridt?
Ifølge mange iagttagere, heraf store dele af diasporaen, er det afgørende spørgsmål imidlertid om den nyvalgte præsident blot vil forsøge at bevare den eksisterende balance mellem klaner, delstater og økonomiske interesser, som i mange år har holdt Somalia fast i interne konflikter og korruption, eller om han vil have viljen og evnen til at tage Somalia til det næste demokratiske niveau og give folket en direkte stemme i landets styre. De tror ikke, at den nuværende elite og de nuværende politikere har ønske om eller evne til at ændre det grundliggende.
Nogle iagttagere, som for eksempel Mukhtar Ainashe, sikkerhedsrådgiver for tidligere præsident Sheik Shariff, er imidlertid pessimistiske og mener, at de herskende strukturer og deres interesser er alt for stærke; at de aldrig vil acceptere at opgive deres magt, og at de kan trække på støtte fra eksterne aktører fra blandt andet den Arabiske Golf i deres modstand mod forandring og fastholdelse af et ugennemsigtigt system, der sikrer magten og rigdommen på nogle få hænder.
Andre som Halima Ibrahim, forkvinden for valgkommissionen, er mere optimistiske og påpeger, at Somalia har et driftigt erhvervsliv, et levende civilsamfund og mange stærke kvinder, for selv om Somalia er et muslimsk land har man ikke overtaget den arabiske kultur og dens kønsrollemønster. De er imidlertid nu underkastet den herskende elite, men hun mener at dette potentiale kan frigøres; dog kun hvis landet går over til direkte valg.
Bo Jensen er mangeårig diplomat og tidligere dansk ambassadør i Kenya og Burkina Faso. I dag er han selvstændig konsulent og bor i Norge.