På en video hjemme fra sin stue dukker Gabons præsident Bongo op. Her opfordrer han befolkningen og ’venner af Gabon’ til at råbe op. Det sker efter, at en gruppe officerer tidlig onsdag morgen oplyste på Gabons stats-tv, at de har overtaget magten i det afrikanske land.
Udmeldingen fra militæret kommer kort tid efter, at den siddende præsident Ali Bongo er blevet erklæret vinder af det nyligt overståede præsidentvalg med lige under to tredjedele af stemmerne. Et valgresultat, som oppositionen kalder svigagtigt, og militærfolkene nu vil annullere. I tv-talen fortæller de, at de kæmper for fred i landet:
”Vi har besluttet, at vi vil forsvare freden ved at gøre en ende på det nuværende regime i landet,” lød det på tv-kanalen Gabon24 fra en af de 12 soldater på skærmen. Han fortalte ligeledes, at landets grænser er blevet lukket på ubestemt tid.
Udmelding møder bekymring fra internationale aktører heriblandt EU’s udenrigschef, Josep Borrell. Onsdag vil unionens forsvarsministre diskutere situationen i det centralafrikanske land på et møde i Spanien. Ifølge Reuters sagde Josep Borrel desuden, at hvis kuppet i Gabon bliver endeligt, vil det skabe mere ustabilitet i regionen.
Gabons familie Bongo
Hvis militæret faktisk ender med at overtage magten i landet, bliver det første gang i 56 år, at lederen af landet ikke hedder Bongo til efternavn. Ali Bongo gik efter at vinde den tredje valgperiode ved valget i Gabon, og før ham hed lederen Omar Bongo. Altså Alis far.
I 1967, syv år efter landets selvstændighed fra Frankrig, grundlagde Omar Bongo partiet Gabons Demokratiske Parti, som har været regeringsparti lige siden. Selvom familien har siddet på magten i 56 år, har den også været ramt af flere skandaler.
Gabon er rig på olie og er derfor også et land med et potentiale for en god økonomi, men det er samtidig et land præget af korruption. I 2022 blev Gabon placeret som nummer 124 ud af 180 lande på Transparency Internationals årlige måling af opfattelsen af korruption i verden.
Noget som også går ind i præsidentfamilien, for sidste år blev fem af præsidents søskende hovedpersoner i en fransk undersøgelse. Her blev de anklaget for underslæb og hvidvask af offentlige midler. Derudover lever en tredje del af Gabons befolkning på 2,5 millioner borgere i fattigdom og adgangen til sociale myndigheder er langt fra lige for alle.
Det arabiske medie Al Jazeera har talt med politisk analytiker Mays Mouissi, som fortæller, at det netop viser, at præsidenten ikke har gjort et strålende arbejde som præsident:
”Han har kun holdt 12 procent af sine løfter. Borgernes livskvalitet er blevet forværret. Fattigdom og arbejdsløshed er steget med tre eller fire procentpoint mellem det forrige præsidentvalg og dette valg. Og det er noget, det kan jeg fortælle dig som økonom,” siger Mays Mouissi til Al Jazeera.
Flere kupforsøg
Det er ikke første gang, at nogle af landets militærfolk forsøger at kuppe sig til magten i det afrikanske land. I 2019 forsøgte en lille gruppe unge soldater også at overtage magten ved et mislykkedes kup. Dengang havde kuppet dog ikke opbakning fra befolkningen, og præsident Bongo formåede at blive på magten.
Ifølge det franske medie France24 har der allerede været jubel i gaderne i landets hovedstad Libreville. Nogle af sunget nationalsangen, mens andre hylder soldaterne, og deres korrespondent i nabolandet Cameroun, Indira Ayuk, siger således:
”Det er klart, at de ikke ønskede, at den afgående præsident Ali Bongo Ondimba skulle fortsætte i en tredje periode i embedet.”