Regeringen lægger i sine Udviklingspolitiske prioriteter op til ‘et historisk løft til Afrika’ gennem ‘en ny markant Afrikapolitik’.
I Finanslovsforslaget 2020 (FF20) kan man så konstatere, at det ikke handler om flere danske penge til Afrika. Tværtimod.
I 2020 falder de bilaterale tilsagn til Afrika igen – med 276 mio. kr., og dermed fortsætter de seneste års klare tendens. For få år siden løb den samlede danske bistand til prioritetslandene i Afrika op i 2,5-3 mia. kr. om året. Med finanslovsforslaget for 2020 er det blot lidt over 1 mia. kr. i 2023.
Således vil den bilaterale program- og projektbistand til Afrika i 2023 være blot en tredjedel af, hvad den var i 2013.
Regeringens nye Afrikapolitik og tilsagnet om et historisk løft til Afrika betyder altså ikke flere danske kroner til Afrika.
I dag lever én ud af tre afrikanere under den ekstreme fattigdomsgrænse. Det svarer til mere end 70 procent af verdens fattigste. Det er den dystre baggrund for et historisk løft til Afrika.
Mere multilateralt
Det virkeligt nye i udspillet er, at regeringen vil tilrettelægge Danmarks Afrika-indsats således, at Danmark i højere grad sætter sit fodaftryk i Afrika gennem de multilaterale organisationer.
Christian Balslev-Olesen: Den nye multilateralisme er et reelt nybrud i dansk bistandspolitik.
Foto: Folkekirkens Nødhjælp
Således vil Danmark, inden for den samlede bistandsramme på 0,7 procent af BNP, bidrage med 1,345 mia. kr. til EU’s faste udviklingsbudget, mere end 700 mio. kr. til EU’s udviklingsfond og knap 3,3 mia. kr. til multilateral bistand via FN, Verdensbanken og regionale udviklingsbanker i 2020.
Lidt forenklet sagt: Danmark lægger op til en ny og markant Afrikapolitik – med andres penge.
Det ville selvfølgelig være mere overbevisende, om man havde taget lederskab på en ny Afrika-strategi ved også selv at bidrage. Sådan som Merkel og Macron gjorde i 2017, da de lancerede en Marshallplan for Afrika. Merkel hævede den tyske bistand med to mia. euro og Macron gav tilsagn om at hæve den franske bistand fra 0.38 procent til 0.55 procent.
Ny strategi
Alligevel er der grund til at se regeringens nye Afrikapolitik som et nybrud. For det er nyt, at man markant vedstår og opprioriterer den multilaterale bistand. Samlet set udgør den multilaterale bistand i FF20 5,3 mia.; 1,5 mia. mere til EU, FN, Verdensbanken end til Danmarks program- og projektbistand, der vil udgøre 3,8 mia. kr.
Tidligere var fordelingen mellem den bilaterale og den multilaterale bistand et heftigt stridspunkt. I lange perioder var der borgfred om en 50/50 deling, senere en 60/40 deling mellem den bilaterale og multilaterale bistand.
Ikke længere. Nu går regeringen all in for, at den multilaterale bistand kan skaffe både flere og større resultater. Tænkningen må være, at ’kan vi presse EU og FN til at følge danske prioriteringer, så flytter vi langt flere midler, end vi kan med vores egne penge.’
Det er en ny erkendelse. Tidligere blev den multilaterale bistand, særlig FN-bistanden, set som en slags residual. Dér, hvor Danmark ikke selv kunne eller ville være, kunne man bruge FN. Især i fejlslagne stater som Somalia, Palæstina, Myanmar så man FN og de multilaterale organisationer som Danmarks eneste mulighed.
Nye modaliteter sikrer i sig selv ikke bedre og flere resultater til Afrika.
Med regeringens udspil i de Udviklingspolitiske prioriteter er FN og EU nu et aktivt tilvalg – en strategi, der vil noget mere og gøre samarbejdet stærkere, så der kan komme globale svar på globale problemer, som det hedder.
Manglende kapacitet?
Man kan dog have den tanke, når man læser Globalnyts interview med udviklingsministeren, at det også handler om noget andet. At udenrigsministeriet ikke længere har tilstrækkeligt mandskab til selv at administrere en betydelig bilateral bistand. De seneste års personalebesparelser i ministeriet presser også bistandsadministrationen.
Uanset om den nye multilaterale strategi er motiveret af det ene eller andet hensyn, så fordrer den, at danske bistands- og Afrikainteressenter følger med og sikrer at danske penge betyder en social og økonomisk forandring for Afrikas fattigste.
Hvis regeringens strategi med et historisk løft til Afrika gennem EU og FN skal lykkes, så kræver det imidlertid flere penge og medarbejdere i udenrigsministeriet, der kan følge og sikre resultater. Nye modaliteter sikrer i sig selv ikke bedre og flere resultater til Afrika.
Christian Balslev-Olesen er seniorkonsulent; tidligere generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og UNICEF-chef i bl.a. Somalia.
