Af Lars Zbinden Hansen
Om sikkerhed i Nairobbery, somaliere der bliver “repatrieret”, kidnapningsfare og verdens største flygtningelejr, Dadaab i Kenya.
Rubavu, 20.10.2014: Kriminaliteten i Nairobbery har altid været et varmt emne.
”Pas nu på”, ”Lad nu være at færdes der og der”. ”Nu ikke stritte med den rygsæk”.
”For alt i verden: gå ikke rundt i byen, bliv væk fra busser, tag taxier i stedet”.
Sådan lyder nogen af advarslerne.
Jeg lytter, so-so, går alligevel rundt, skifter mellem busser og taxier, noterer mig, at stemningen i byrummet står i kontrast til de formanende ord.
Det multikulturelle folkehav, som er Nairobi, virker afslappet, laissez-faire-agtigt. Folk interagerer roligt og ubesværet i det offentlige rum, går, cykler og kører uanfægtede, iler ikke fra A til B for at slippe i sikkerhed.
Folk kører sågar med nedrullede vinduer i deres biler. Man skulle tro, det var dødsforagtende letsindigt i en by, hvor car-jackings efter sigende er en dagligdags foreteelse.
Welcome to Nairobbery
Noget er der vist om det.
Selv en kongelig dansk ambassadør gik ikke fri. Bo Jensen blev i september 2005 car-jacket af bevæbnede røvere, der skød og sårede chaufføren alvorligt, mens Jensen selv måtte slippe mobiltelefon og penge til røverne. Det skete på Jensens første arbejdsdag på ambassaden. Welcome to Nairobbery!
En taxa-chauffør fniser, da jeg spørger ham om kriminaliteten, og svarer: Der er ”none”.
Jeg: ”What!? Det mener du ikke”.
Han: ”Nå ja, der sker selvfølgelig ting, men når du tænker på hvor stor byen er (cirka 3,5 millioner, red.), og hvor stor forskellen er på rig og fattig, er det ingenting”.
Dyrt grej
Ikke alle tager uvæsenet så let. Byens over- og middelklassekvarterer ligner mere og mere Johannesburgs i Sydafrika: Tykke, høje mure, pigtråd, strømførende sikkerheds-ledninger, overvågningskameraer, laserstråler, uniformerede vagtmænd, udrykningspatruljer, vagthunde.
Alt sammen dyrt grej, der vidner om, at nogle kenyanere har fået flere penge mellem hænderne.
Flere og flere flytter til huse og lejligheder i cluster-områder eller ”residential secure estates” eller ”safe compounds”, hvor de deler fælles ydermur, 24 timers bevogtning og andre faciliteter med naboerne ”inden for murene”.
Taxa-chaufføren fortæller, at det meste kriminalitet finder sted i byens store slumkvarterer, som Mathare.
Syndebuk
Også bydelen Eastleigh eller i folkemunde ”Little Mogadishu”, fordi den er fyldt med somaliere, har et blakket renommé som rugekasse for organiseret kriminalitet, og det er blevet værre efter oktober 2011, hvor Kenya sendte 3.000 soldater ind i Somalia som en del af den Afrikanske Unions indsats mod terrororganisationen Al-shabaab.
Siden har terroristerne lavet bombeangreb i Uganda, der også har tropper i Somalia, og i Nairobi mod hoteller og busser.
Seneste aktion var belejringen i september i fjor af Westgate shopping-centret i Nairobi, hvor 67 blev dræbt.
I april i år rykkede kenyansk politi ind i Eastleigh for at ”flushe out” terrorister og illegale immigranter, der blev beskyldt for at samarbejde med Al-Shabaab.
Marked i Eastleigh, Nairobi. Foto: Dan Kori (CC)
300 blev deporteret til Somalia.
Politiet kaldte operationen ”en succes i kampen mod terror”.
Verdens største flygtningekoncentration
Stemningen for og imod somalierne i Eastleigh svinger, men er generelt for nedadgående, siger chaufføren, mens vi sidder fast i bilosen på Ring Road Parklands i Westlands og forbereder os på en lille times sneglekørsel de sidste kilometer op til Lower Kabete Road, hvor jeg skal møde Dansk Flygtningehjælps Country Director, David Kang’ethe.
Håbet er, at Flygtningehjælpen vil hjælpe med en tur op til Dadaab, 100 kilometer syd for den somaliske grænse, og de seks lejre omkring byen, der er fyldt med somaliske flygtninge.
Jeg vil gerne opleve og rapportere fra Dadaab, som er verdens største flygtningekoncentration med 356.101 mennesker, ifølge en opgørelse fra UNHCR fra 1. september 2014.
Tredje generations flygtninge
Lejren blev oprettet i 1991 og var tiltænkt 90.000 flygtninge fra borgerkrigen i Somalia. Men udviklingen i det hærgede land brød alle rammer, og sammen med flygtede fra tørke og hungersnød i 2011 nåede lejrene i juli samme år op på det hidtil højeste antal mennesker: 439.000.
Flygtninge i Dadaab-lejren. Foto: EU/ECHO/Ian van Engelgem (CC)
UNHCR rapporterede den måned, at der ankom tusind flygtninge om dagen til Dadaab.
Mange familier har været i lejrene fra begyndelsen i 1991 og er i dag ude i tredje generation.
Flere lejre har efter sigende udviklet sig til rigtige byer, og i de tre ældste af dem er der opstået kommercielle centre, hvor man ”kan købe alt”, fortæller folk, der har været der.
Journalist Jan Kjær, for eksempel, har kaldt den ene lejr, Hagadera, for et ”flygtningeindkøbsmekka”, hvor ”priserne er lave og udbuddet enormt”.
Indsats
Chaufføren og jeg ruller ad en forholdsvis let gennemtrængelig Lower Kabete Road til Flygtningehjælpen, der holder til i en gammel villa med en træ-tilbygning i baghaven, som de deler med Danish Demining Group.
I David Kang’ethes kontor får jeg på god dansk vis en kop kaffe i hånden og bliver fortalt, at Flygtningehjælpen gerne vil hjælpe mig med en tur op til Dadaab, altså knytte forbindelser med liaison-officerer, medarbejdere og flygtninge i lejren.
Men jeg må selv betale, og det koster 400 dollars med fly, afgang fredag morgen, retur samme aften.
David stikker mig lidt baggrundspapirer, hvori jeg læser, at Flygtningehjælpen startede sine operationer i 1998 i Somaliland for at hjælpe mennesker på flugt fra borgerkrigen i Somalia.
Om Dadaab hedder det, at organisationen koncentrerer sig om at beskytte flygtninge og har lavet praktiske ting som at lægge ledninger til rent drikkevand og installere sanitet, ligesom man har bygget politistationer, skoler og udlært veterinærhjælpere, som er ”en afgørende ressource for dem, der lever af husdyrhold med høns, får, geder”.
Børn klatrer i træer i Dadaab-lejren. Foto: DFID (CC)
Flygtningehjælpen har også haft gang i talentkonkurrencer og sportsbegivenheder for unge og har etableret et IT-center i Dadaab.
Altså en bred vifte af aktiviteter, der sigter på at forbedre levevilkårene for flygtningene.
Indsatsen støttes af FN’s Flygtningehøjkommissariat (UNHCR), Danida, det amerikanske Bureau of Population, Refugees and Migration, EU, World Food Programme og flygtningehjælpen selv, i 2014 til et beløb af 289 millioner kroner for hele regionen, altså Djibouti, Etiopien, Kenya, Somalia og Yemen og inklusiv Dadaab.
Kidnapninger
Jeg ville gerne opleve aktiviteterne ved selvsyn, snuse rundt i lejren, snakke med flygtninge og nødhjælpsarbejdere, men det kræver altså 400 dollars, som jeg skal på jagt efter.
David siger, måske lidt trøstende, at et Dadaab-besøg ikke er ufarligt. Der har været tilfælde af kidnapninger af vestlige nødhjælpsarbejdere, som er penge værd for terrorister og kriminelle.
Den 13. oktober 2011 blev to spanske medarbejdere fra Læger uden Grænser kidnappet. Kenyas regering anklagede Al-Shabaab for at stå bag, men terrororganisationen tog aldrig officielt ansvar. MSF-folkene blev sat fri næsten to år senere, i juli 2013.
Den 29. juni 2013 blev en konvoj med tre biler fra den norske flygtningehjælp angrebet af mænd bevæbnet med AK 47’ere.
En medarbejder blev dræbt, en anden hårdt såret og fire andre kidnappet, en af dem norske Astrid Sehl, mens flygtningehjælpens besøgende generalsekretær Elisabeth Rasmusson slap uskadt væk.
De kidnappede blev holdt fanget i det sydlige Somalia i tre dage, indtil kenyanske soldater fandt og overmandede gerningsmændene.
Repatriering
Jeg spørger David, hvordan det går med ”repatrieringen” af flygtningene, der ifølge en tre-parti-aftale mellem Kenya, Somalia og UNHCR skal foregå på ”absolut frivillig basis”.
I kølvandet på Westgate-angrebet presser Kenya på og opmuntrer flygtninge til at forlade lejrene, rejse hjem.
I februar 2014 blev det rapporteret, at mellem 80.000 og 100.000 somaliere i en fire-måneders periode var returneret til Somalia.
FN’s internationale organisation for migration, IOM, satte i samme måned gang i en ”Returns intention survey” i Dadaab, som endnu ikke er færdig, men det antages ifølge David, at repatrieringen med de 80-100.000 har nået et maksimum.
De fleste flygtninge vil hellere blive i lejrene i Kenya end rejse hjem til en usikker fremtid.
UNHCR er ellers forberedt og har oprettet ”way stations”, eller transitcentre i tre lokaliteter på den somaliske side af grænsen. Flygtningehjælpen har bidraget med sovemåtter og lagner.
Hvordan ser lejrene ud om 50 år, spørger jeg David. Hans gæt er, at mange flygtninge vil blive i lejrene og udnytte de faciliteter, som er opbygget i over tyve år, og at man om 50 år vil se en by med omkring 90.000 mennesker, som lejren oprindeligt var bygget til.
Halshugning
Mens David fortæller, og jeg overvejer, hvordan jeg skaffer de 400 dollars, vandrer tankerne til et andet farligt område, p.t. farligere end Dadaab.
For det indre blik ser jeg grufulde tv-billeder fra det nordlige Irak, hvor terrorister kidnapper og hugger hovedet af vesterlændinge. Særligt journalister er udsatte.
Det afgør sagen. Jeg beslutter at sænke ambitionsniveauet og spørger David, om der i stedet for en Dadaab-tur kan arrangeres et besøg hos Flygtningehjælpens projekter i Nairobi, hvor der blandt andet gives støtte til somaliske iværksættere.
”No problem” men jeg skal vise min presseakkreditering først. Det kræver myndighederne.
Det skulle heller ikke være noget problem. Jeg har allerede fået lovning om hurtig behandling af min ansøgning til Kenya Media Council.
Snakken med David er det tætteste, jeg kommer på Dadaab, selvom jeg et par dage senere modtager en flot skrivelse med segl og stempler fra selveste ”Office of the President, Department of Refugee Affairs”: En tilladelse til at besøge flygtningelejren.
Men jeg får aldrig skaffet de 400 dollars, og i mellemtiden bliver jeg mentalt halshugget af at løbe spidsrod i Nyayo House, downtown Nairobi.
Herom i næste afsnit.
