Forskerne Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen er forfatterne bag værket Menneskeudstilling, der med nyt kildemateriale præsenterer historien om udstillinger af fremmede mennesker i Danmark.
ANMELDELSE af Maria Bierbaum Oehlenschläger
Det er et stykke uberørt om ikke ligefrem ukendt stykke Danmarkshistorie, Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen lægger frem for deres læsere i Menneskeudstilling. Det 300 sider lange værk handler om, hvordan bl.a. Zoologisk Have og Tivoli i årene 1878 til 1909 var værter for op til 50 fremvisninger af eksotiske mennesker.
Værket præsenterer samtidig den danske opfattelse af fremmede eller ”eksotiske” mennesker: ”Uldhoveder”, ”Kannibaler”, ”Seksuelle Kvinder” og ”Ægte Vilde”.
”Os” og ”dem”
Med udgangspunkt i de danske fremvisninger og karavaner af fremmede folkeslag bliver værket et vindue til tidens racevidenskab, seksualmoral og magtforhold.
Det er ekstrem relevant folkeoplysning, de to forskere bedriver, når de tager fat i denne mindre flatterende side af dansk historie og viser, hvordan Danmark var en aldeles aktiv medspiller i den europæiske racediskurs omkring århundredeskiftet.
Menneskeudstillingerne i Danmark har ikke samme klare formål som koloniudstillingerne i Tyskland, Frankrig og Storbritannien.
Danmark skal ikke på samme måde markere sin magt i forhold til kolonierne, men menneskeudstillingerne er en understregning af, hvordan den hvide race og dermed danskerne er de fremmede overlegne. Det er således positioneringen af den danske befolkning, der er vigtig, idet de fremmede bruges som spejlbillede i den danske racekonstruktion – ”os” over for ”dem”.
Dansk raceforskning
Er interessant tillæg til den udførlige beskrivelse af menneskeudstillingerne og modtagelsen af dem i presse og i befolkning er de afsnit, der handler om dansk antropologisk forskning omkring år 1900.
Forestillingen om ”racehygiejne” hører bestemt ikke kun Nazityskland til. Danske forskere bedrev forskning med henblik på at udskille racer, og der blev lavet ekspeditioner til bl.a. Grønland, hvor forskerne opmålte kranier og fremlagde teorier om racehierarkier.
I 1880’erne deltog danske videnskabsfolk i ”Kommissionen for Ledelsen af de geologiske og geografiske Undersøgelser i Grønland”. De danske undersøgelser af inuitterne gik så vidt, at lig blev fjernet fra grave, og store grupper mennesker blev intimundersøgt uden mulighed for at sige fra.
Den danske læge Søren Hansen (1857-1946) konkluderer på sine undersøgelser af inuitter, at de er ”en kraftig primitiv Race”, der ”indtager en Særstilling som Endeleddet i Rækken af Menneskeracer.”
Læge og naturvidenskabsmanden Samuel George Morton (1799-1851) var den første til at sætte den enkelte races mentalitet og moral i sammenhæng med mål på kranier.
En fejlagtig sammenhæng, der i høj grad blev misbrugt i kolonial sammenhæng og førte til vidtrækkende negative konsekvenser for de involverede mennesker og europæernes forestillingerne om fremmede folkeslag.
De udstilledes oplevelser
Værket indeholder af gode grunde kun få eksempler på, hvordan de udstillede forholdt sig til at være genstand for nysgerrige blikke og forskeres undersøgelser. Den vestindiske Victor Cornelins skriver dog kort i sine memoirer om oplevelsen:
”Dette at skulle være en udstillingsgenstand og til moro for andre gjorde mig ikke alene undselig, men også rasende i mit indre.”
Til Emma Gads store Koloniudstilling i 1905 bliver Cornelius udstillet som kun 7-årig. Som forfatterne skriver, har moderen sandsynligvis kun tilladt dette for at sikre sin fattige families overlevelse.
Til andre mere kuriøse historier hører beretningerne om, hvordan nogle af de udstillede blev gift og fik efterkommere i Danmark. Blandt disse var den kinesiske San Wung-Sung, der blev gift med danske Elisabeth Emilie Danielsen.
Perspektivering til nutiden
I bogen sidste kapitel trækkes der streger op til nutidens racepræsentation. Afsnittet om ”Lille Sorte Sambo” og Jørgen Clevins ”Rasmus får besøg” giver anledning til kritisk gennemgang af egne hylder med børnebøger.
For undertegnede har det betydet, at Clevins bog om strudsen Rasmus, der ender med, at fem afrikanere bliver boende i Zoologisk Have sammen med dyrene, er smidt i skraldespanden, hvor den sammen med raceforestillinger fra 1800-tallet hører hjemme!
For forfatterne er der med bogen tale om folkeoplysning, som er med til at gøre danskerne mere bekendte med deres historiske tilgang til fremmede i landet. Det kan måske endda nuancere nutidens debat, håber de, idet de knytter racismen omkring 1900-tallet an til den danske kulturracisme anno 2011.
Den borgerlige presse har forudsigeligt nok kritiseret forfatterne for, at de ”moraliserer” og ”peger fingre”.
Sådan kan det ganske givet opfattes, når forfatterne fagligt går til angreb på begreber som ”race” under henvisning til dets tidsbundne karakter og understreger, at mennesker ikke i sig selv er ”eksotiske” men kun i folks opfattelse, og når de angriber den konservative Brian Mikkelsen for kulturracisme og problematiserer de fordomme og stereotype forestillinger, der præger nutidens debat om etniske minoriteter.
Den dokumenterede historie og de påpegede sammenhænge mellem raceforskning og racesyn er dog vanskelige at komme udenom, når værket overbevisende fremlægger, hvordan det danske syn på fremmede på det pågældende tidspunkt ikke adskiller sig spor positivt fra andre europæiske lande.
Menneskeudstilling udkom 8. november fra forlaget Tiderne Skifter.
Rikke Andreassen og Anne Folke Henningsen:
Menneskeudstilling – Fremvisninger af eksotiske mennesker i Zoologisk Have og Tivoli
312 sider. Indbundet.
Rigt illustreret.
Pris: 299 kr.
