Af Sofie Loumann Nielsen
Med systematisk censur, trusler og fængsling af journalister er det lykkedes den etiopiske regering at lamme landets frie presse. I 2011 vedtog man en kontroversiel anti-terrorlovgivning, som siden er taget flittigt i brug. Med loven kan man sigte og dømme journalister for terrorisme.
Journalisterne Hailemeskel Beshewamyeleh og Dawit Tadesse har taget plads på et par gule plasticstole i et hjørne lidt afsidesfra de øvrige gæster i havecaféen til det historiske Hotel Taitu i Addis Ababa. Her kan de tale uden at nogen lytter med.
De to er for tiden arbejdsløse, efter den etiopiske regering i 2011 lukkede den fire år gamle avis Feteh, som de begge var med til at starte.
Herefter forsøgte de sig med et nyt magasin, Addis Times, men der skulle kun gå fire måneder, før regeringen gennemtvang endnu en lukning.
Regeringen har med anti-terrorloven formået at kneble den frie del af landets presse, lyder det fra lokale journalister og udenlandske forskere med speciale i etiopiske forhold. Det kommer oveni, at regeringen i 2009 bandt NGOer i landet på hænder og fødder med en særlig NGO-lov.
Feteh’s tidligere chefredaktør, Temesdegn Desalegn, som i øjeblikket befinder sig udenfor Addis Ababa, står sigtet for bl.a. bagvaskelse af regeringen og viderebringelse af falske informationer i en række kritiske artikler, som blev trykt i Feteh i 2012.
Kendes han skyldig, risikerer han en dom på op til 25 års fængsel.
“Vil fjerne de uafhængige stemmer”
Committee for Protection of Journalists, CPJ, har kritiseret regeringen for ikke at fremlægge underbyggende beviser for anklagerne.
Tidligere på året udtalte CPJs konsulent for østafrika, Tom Rhodes, at ”sagsanlægget fremstår som politisk forsøg på at fjerne de få uafhængige stemmer, der er tilbage i landet ved at sikre, at de ikke kan forsætte deres profession.”
Tilbage i havecaféen har Hailemeskel Beshewamyeleh fundet en kopi af anklagepunkterne frem og bladrer dem igennem. Han forklarer, at deres dækning af muslimske grupper ikke er faldet i regeringens smag.
Han refererer til juli 2012, da en muslimsk demonstration foran Addis Ababas Awoliya moské blev mødt med tåregas og 72 demonstranter arresteret. 24 procent af etioperne er muslimer, mens størstedelen af befokningen er kristne ortodokse.
Selv om landet ikke har nogen officiel religion, og forfatningen sikrer religiøs frihed, har medlemmer af det muslimske samfund kritiseret regeringen for at udstille dem som terrorister.
”De historier, vi har dækket om det etiopiske muslimske samfund, handler blot om, at muslimerne kræver, at deres grundlovssikrede rettigheder, altså retten til religiøs frihed, respekteres. De andre aviser, som ikke bliver lukket ned, er politisk pragmatiske. De ved, hvor langt de kan gå, før regeringen skrider ind, og den grænse holde de sig indenfor,” siger Hailemeskel Beshewamyeleh.
Fetehs eksempel er blot ét i rækken af talrige forsøg på at kontrollere og intimidere den uafhængige presse, om end det er diskutabelt, hvorvidt en sådan eksisterer.
Kan fængsles for stort set alt
”Udover Feteh, som forsøgte dække andre ting end de øvrige aviser, vil jeg gå så langt som at sige, at der ikke eksisterer nogen uafhængig presse i Etiopien længere. De resterende sympatiserer mere eller mindre med regeringen. Det vil sige, det pluralistiske mediemiljø i Etiopien er forsvundet,” siger Nicole Stremlau, som har forsket i etiopiske medier på Oxford Universit.
Siden 2011 er 11 journalister blevet sigtet og dømt under anti-terrorloven, heraf seks in absentia.
Internationale menneskeretsorganisationer har skarpt kritiseret loven for dens vage paragraffer, som muliggør en vidtgående fortolkning, hvormed journalister risikerer fængsling for at dække alt lige fra en demonstration til at kommunikere med sortlistet oppositionsgruppe.
Bl.a. foreskriver en af anti-terrorlovens paragraffer, at en journalist kan idømmes mellem 10 og 20 års fængsel for at publicere indhold ”som sandsynligvis vil blive opfattet af offentligheden som en direkte eller indirekte opfordring til at planlægge eller udføre terror.”
Det betyder f.eks., at det er strafbart at dække historier om grupper på regeringens terrorliste.
I 2011 blev to svenske journalister, Martin Schibbye og Johan Persson, idømt 11 års fængsel for at have rejst ulovligt ind i landet og opholdt sig i den sydøstlige Ogaden-region sammen med oprørsbevægelsen ONLF, da de dækkede en historie om et svensk olieselskabs aktiviteter i regionen.
Den nu afdøde premierminister Meles Zenawi beskrev dengang de to svenskere som ”budbringere for en terroristorganisation”, men valgte at benåde dem efter 400 dages fængsel (Sverige er traditionelt en af Etiopiens største bistandsydere, red.).
Anderledes står det til for journalist og redaktør på avisen Satenaw, Eskinder Nega, som i 2012 idømt 18 års fængsel for terror.
Han skrev tilbage i 2011 en kritisk leder i avisen Addis Neger, hvori han satte spørgsmålstegn ved regeringens påstand om, at alle fængslede journalister og aktivister var terrorister.
Loven blot et nyt redskab
Ifølge Nicole Stremlau er anti-terrorlovgivningen blot en undskyldning for at kunne fængsle journalister ved lov.
”Uden loven var de for så vidt stadigvæk i stand til at fængsle journalister. Regeringen efterlever ikke de procedurer, den selv har iværksat. Domstolene er korrupte og ønsker man at fængsle folk, så gør man det bare. Med loven har man blot et nyt værktøj,” lyder hendes vurdering.
Tobias Hagmann forsker på Roskilde Universitetscenter i international udviklingspolitik med særlig fokus på Etiopien.
Han tilføjer, at Etiopien såvel som adskillige andre regimer har udnyttet den frygt, som opstod efter terrorangrebet på World Trade Center i New York i 2001 til at indføre terror-lovgivning, hvormed man sætter oppositionsrøster udenfor loven.
”Så snart den type lovgivning er indført, udnyttes den til andre formål. Da det såkaldte Arabiske Forår brød ud, blev den etiopske regering nervøs. Når vi ser på, hvordan anti-terrorlovgivningen er blevet brugt til at sigte folk siden da, kan man se sammenhængen,” siger Tobias Hagmann.
Trusler og intimidering
27-årige Merga Yonas har de seneste fire år arbejdet på den uafhængige etiopiske avis The Reporter, men for nyligt modtog han et studielegat og rejser derfor to år til Bonn i Tyskland for at studere.
”De journalister, som sidder i fængsel, er dømt for terror. Hvordan en journalist begår terror med sin blok og kuglepen er mig ubegribeligt. Nu forlader jeg landet, så har jeg ingen problemer med at lade mig interviewe. Ellers ville jeg have været mere forsigtig,” siger han.
I løbet af hans karriere og især efter anti-terrorlovens tilblivelse, er arbejdsforholdene for journalister kun blevet værre, gør Merga Yonas gældende.
”De forsøger at skræmme dig ved at ringe og true dig på livet. Selv mine forældre har modtager trusler om, at deres hus ville blive brændt ned. Jeg undrer mig ofte over, hvorfra de får mit nummer. Trods truslerne er jeg sluppet billigt modsat alle de journalister, som i dag sidder fængslet,” siger Merga Yonas.
Han forklarer yderligere, at det er udbredt praksis, at telefoner aflyttes, og at det er nærmest umuligt at gardere sig imod.
Landets eneste internetudbyder, det statsejede Ethio Telecom, etablerede tilbage i 2012 Deep Packet Inspection systemet (DPI), hvormed det blev muligt at blokere adgang til det såkaldte Tor netværk.
DPI gør det muligt for netbrugere at få adgang til blokerede websider, som tæller adskillige regeringskritiske nyhedssider. DPI anvendes også i andre lande med trange presseforhold såsom Kina og Iran.
Trykkerier, der ikke vil trykke
Amare Aregawi, som ejer avisen The Reporter, er ikke imod anti-terrorlovgivningen, hvis blot den ikke blev brugt til at fængsle journalister.
”I Etiopien skal journalister være snu. Du skal respektere journalistikken som fag. En avis skal ikke være platform for opfordringer til oprør. Det er ikke journalistens opgave,” siger han.
Da han bliver spurgt, om det så vil sige, at alle fængslede journalister ikke har været snu, trækker han i land:
”Nej. Problemet er, at det er svært at skelne journalistik fra aktivisme i Etiopien, og det er her, man løber ind i problemer med regeringen,” siger han.
Amare Aregawi har selv sine problemer at slås med. I 2012 udstedte det statsejede trykkeri Barhanena Selam et direktiv om, at virksomheden fremover ikke ville trykke publikationer, som ville være på kant med anti-terrorlovens indhold.
Ved samme lejlighed krævede trykkeriet, at dets kunder, som tæller alle landets større aviser, skulle give deres samtykke i en skriftligt kontrakt.
Barhanena Selam er Etiopiens største og eneste trykkeri med kapacitet til at trykke i det oplag, som de store aviser kræver. Amare Aregawi har nægtet at underskrive de nye kontraktbetingelser.
”I de sidste to måneder er The Reporters søndagsudgave ikke blevet trykt. Mandag, tirsdag og onsdag bliver den fortsat trykt. Deres forklaring er hver gang, at maskinen er i stykker. Jeg frygter, at de en dag nægter at trykke avisen de andre dage. Hvis det sker, må vi rykke det hele online,” fortæller Amare Aregawi.
Han forsøgte tidligere at starte sit eget trykkeri for at komme problemer som disse til livs, men regeringen beslaglagde maskinerne, og projektet løb ud i sandet.
Hailemeskel Beshewamyeleh fortæller, at det er svært at få andre virksomheder til at trykke avisen.
”Hvis du først har været på kant med regeringen, er du brændemærket, så ingen vil trykke din avis. Ejerne af trykkerierne risikerer også fængselsstraf for de artikler, vi skriver,” siger Hailemeskel Beshewamyeleh.
I forbindelse med Tesmesgen Desalegns sagsanlæg blev Maswat Printing, som trykte avisen, sigtet.
Valget, der ændrede alt
Den nuværende regering ledet af EPRDF-partiet kom til magten i 1991, da oprørsstyrker fordrev den daværende militærjunta.
Ifølge Nicole Stremlau bevægede partiet sig på daværende tidspunkt ud ad den demokratiske sti.
”Da regeringspartiet EPRDF kom til magten i begyndelsen af 1990erne talte de meget varmt for ytringsfriheden. Både i forhold til at retfærdiggøre den politiske retning, de ønskede at føre landet henimod, men nok også for at berolige de lande, som ydede bistand til Etiopien, og for hvem dette nye parti var ukendt”, mener Nicole Stremlau og lægger til:
“På det tidspunkt var der meget, der tydede på, at regeringen faktisk havde et helt reelt ønske om at skabe et rum for debat og diskussion”.
Hun forklarer, at i de år, der fulgte, var det en broget forsamling af journalister, som prægede mediebilledet, og ofte blev debatten politiseret.
”Men iblandt fandtes også dygtige journalister, som var dybt engagerede i at skabe et frit og åbent pressemiljø- Det var en udfordrende tid, men der blev faktisk grundlagt nogle stærke aviser, som skabte en arena for vigtige stemmer,” siger hun.
Ifølge Tobias Hagmann fra Roskilde Universitetscenter skal de seneste års indskrænkninger af pressens såvel NGO’ers råderum ses i lyset af valget i 2005, hvor oppositionens beskyldninger om valgfusk fra regeringspartiets side førte til uro i gaderne, og 193 etiopere blev dræbt.
”Det handler ikke kun om anti-terrorloven. Det er en logik om, at alle, der ikke er med os, er imod os,” siger Tobias Hagmann.
Nicole Stremlau tilføjer, at også før valget i 2005 var det svært for aviserne at stille sig kritiske til regeringens politik, men overvejende fik aviserne lov at bestå.
”De aviser, som havde det sværest, var dem, der udfordrede landets fundamentale bropiller som forfatningen eller den føderale styreform,” siger Nicole Stremlau.
Men efter det blodige valg i 2005 blev de regeringskritiske aviser lukket ned.
”Du havde de regeringsejede aviser. Dernæst de semi-uafhængige aviser som Fortune, Capital og The Reporter, der alle stadig eksisterer. Og så var der de kritiske aviser. Dem er der ingen tilbage af i dag. Feteh var nok den sidste, men nu er det også slut,” siger Nicole Stremlau.
Donorsamfundets akilleshæl
Etiopien har i adskillige år tilhørt kredsen af verdens største modtagere af udviklingsstøtte, men det har ikke medført en lempelse af det restriktive mediemiljø. Tværtimod.
I 2009 vedtog den etiopiske regering en ny NGO-lov, hvorefter lokale organisationer, der arbejder med menneskerettigheder, nu kun må modtage af 10 procent af deres finansiering fra udenlandske donorer. Da loven trådte i kraft, var flere end 1.000 NGO’er tvunget til at dreje nøglen om.
Human Rights Watch har kritiseret vestlige regeringer for at vende det blinde øje til de undertrykkende love. Hailemeskel Beshewamyeleh fortæller, at det er samme indtryk, han har af de diplomatiske repræsentationer i landet.
”Af og til bliver vi inviteret til møder med diplomater fra vestlige ambassader. Jeg har sldrig hørt dem sige, at de vil forsøge at lægge pres på regeringen som f.eks., da Feteh blev lukket ned. Deres løsningsforslag er, at vi bør forlade landet og søge asyl. Vi ved udmærkede godt, at det er, fordi de ikke er i stand til at lægge pres på regeringen,” siger Hailemeskel Beshewamyeleh.
I en læk fra Wikileaks i 2009 af en korrespondance mellem den amerikanske ambassade i Addis Ababa og Washington D.C. fremgik det, at man anerkendte, at udviklingsstøtte var sårbar overfor politisering fra regeringen, men at en egentlig overvågning heraf ville sætte igangværende projekter i farezonen for at blive lukket ned af det etiopiske styre.
Lav profil fra danske NGOer
Også danske NGO’er holder lav profil i Etiopien.
Ved en rundspørge hos flere af organisationerne ønskede ingen at kommentere på loven af frygt for, hvilke konsekvenser det ville have for deres arbejde i landet.
”Human Rights Watch har afdækket misbrug af bistandsmidler, men EU har afvist at undersøge disse påstande. Ikke alene vil de ikke anerkende de politiske realiteter i Etiopien, de afviser også at undersøge dem kritik, som er blevet rejst imod den etiopiske regering,” mener Tobias Hagmann.
Den danske regering gjorde i 2011 Etiopien til partnerskabsland og har siden 2009, da både NGO- og anti-terrorloven blev vedtaget, øget den danske bistand.
Tilbage i 2004 var Etiopien kørt i stilling som nyt partnerskabsland, men på grund af urolighederne ved valget i 2005, hvor flere hundrede blev dræbt og mange fængslet, ombestemte den daværende udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) sig på falderebet og valgte i stedet Mali.
Om udsigterne for fremtiden er Hailemeskel Beshewamyeleh og Dawit Tadesse ikke i tvivl. De arbejder i øjeblikket på at starte en ny avis op.
”Etiopien er vores land, og her bliver vi. Hvem skal tale for minoriteterne, for de marginaliserede og for det brede samfund, hvis alle journalister bare tager flugten, så snart regeringen truer dem. Nu starter vi en ny avis op, og når den bliver lukket ned, så starter vi atter en ny,” siger Hailemeskel Beshewamyeleh.
Han skodder sin cigaret i æskebægeret foran ham og siger: ”Vi giver ikke op.”
Sofie Loumann Nielsen (29) er journalist med tidligere arbejdserfaring fra bl.a. udenrigsministeriet og Europa-Parlamentet.
Hun har boet syv måneder i Addis Ababa som journalistpraktikant på en lokal avis. Lige nu er hun bosat i Kairo i Egypten, hvor hun freelancer for dagbladet Information.
