Hvis chefen i f.eks. din organisation eller NGO er en kvinde – og du selv er kvinde – er risikoen for at blive udsat for mobning eller chikane dobbelt så stor, som hvis chefen er en mand.
Mænd med kvindelige chefer har det næsten lige så slemt. De har ca. 80 pct. højere risiko for at blive mobbet, end hvis chefen var en mand. Jobtilfredsheden er også lavere, hvis chefen er en kvinde, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten tirsdag.
Den opsigtsvækkende opgørelse, der offentliggøres i Magasinet Arbejdsmiljø under Beskæftigelsesministeriet, er foretaget blandt flere end 21.000 EU-borgere af EU-organisationen Eurofound.
Selv hvis man tager højde for, at mobning er mere udbredt på typiske kvindearbejdspladser, uden at den øgede mobning nødvendigvis skyldes overrepræsentationen af kvinder, er tendensen klar: Der er mindst 50 pct. ”overrisiko” for at opleve mobning med en kvindelig chef.
Ophavskvinde til rapporten, Maija Lyla-Yrjänäinen fra Eurofound, der arbejder på at forbedre leve- og arbejdsvilkår, anfører 2 mulige forklaringer.
Dels at det kan skabe spændinger på en arbejdsplads, hvis en kvinde forfremmes til stillinger, hun traditionelt ikke ville være vurderet egnet til. Dels at kvindelige ledere lægger op til friere dialog, hvilket indebærer, at flere rapporterer om utilfredshed.
KLAR MANDSOVERVÆGT I U-LANDSMILJØETS ØVERSTE LUFTLAG
I de toneangivende NGOer i det danske u-landsmiljø besætter mænd langt de fleste generalsekretærposter.
Således har både Dansk Røde Kors (Anders Ladekarl), Folkekirkens Nødhjælp (Henrik Stubkjær), Dansk Flygtningehjælp (Andreas Kamm), Amnesty Internationals danske afdeling (Lars Normann Jørgensen), CARE Danmark (Niels Tofte), u-landsorganisationen IBIS (Vagn Berthelsen), Mellemfolkeligt Samvirke (Frans Mikael Jansen) og over 100-årige ASF-Dansk Folkehjælp (Klaus Nørlem) mandlige topchefer i deres sekretariat.
Også i anden række – i de lidt mindre organisationer – dominerer mænd på topposten. F.eks. i den meget eksponerede NGO, Læger uden Grænser (MSF Danmark) med Michael Gylling Nielsen i chefstolen. Eller Ghana Venskabsgrupperne i Danmark (Bjarne Højlund Pedersen).
Eller i græsrøddernes og ildsjælenes samarbejdsorgan, Projektrådgivningen i Århus, som tæller over 200 medlemsforeninger og grupper, og hvor Erik Vithner sidder som sekretariatsleder.
Kvindelige chefer findes betegnende nok især i børnerettede og grønne NGOer.
Det gælder på børnesiden Red Barnet (Mimi Jakobsen), SOS-Børnebyerne i Danmark (Hanne Rasmussen), BØRNEfonden (Annette Lüdeking) og Plan Danmark (Gwen Wisti). Her er UNICEF Danmark undtagelsen med Steen M. Andersen.
På miljøbevarelses-området omfatter spindesidens chefposter WWF Verdensnaturfondens danske afdeling (Gitte Seeberg), miljøgruppen Nepenthes (Heidi Simonsen) og BOS Danmark (Astrid Engberg). BOS hjælper med at bevare de sidste orangutanger og naturen omkring dem.
Til gengæld har de folkekirkelige missionsselskaber og andre kirkerettede bistandsorganisationer en mandsdominans i chefstolen, der nærmer sig de 100 procent.
Det gælder Dansk Missionsråds Udviklingsafdeling (Uffe Torm), Mission Afrika/tidl. Sudanmissonen (Kristian R. Skovmose), Danmission (Mogens Kjær), Luthersk Missionsforening (Jens Ole Christensen), Dansk Ethioper Mission (Sune Skarsholm), ADRA Danmark (Lehnart Falk), Mission Øst (Kim Hartzner) og den katolske kirkes bistandsorganisation, Caritas Danmark (Jann Sjursen).
Og så har vi slet ikke nævnt hovedaktøren over alle i det danske “development community”, Danida, hvor chefen også er en mand og hedder Ib Petersen.
Til sammen 21 mandlige chefnavne blandt de her nævnte – mod 7 kvindelige. Med andre ord en chefandel til kvinderne på 1/3. Bedre end i erhvervslivet, som rammer omkring 1/4, men langt fra noget der ligner lige repræsentation i de øverste luftlag.
Note: Uanset om man havde taget samtlige over 220 aktører i det danske u-landsmiljø, var billedet ikke blevet nævneværdigt anderledes.
