Forestil dig, at unikke, danske kunstskatte som Jellingestenen og Guldhornene slet ikke befandt sig i Danmark, men på den anden side af Middelhavet. At de var blevet stjålet af afrikanske kolonialister, der dræbte til højre og venstre og så det som deres ret at rage til sig i videnskabens navn – uden tanke for genstandenes betydning for den kultur, de er født ud af.
Hvis ikke de nævnte artefakter har en særlig plads i ens hjerte, kan man overveje, hvordan det ville være at støde på enorme mængder af oprindelig dansk kunst på et afrikansk museum. Gennem det sidste århundrede har befolkningen i mange afrikanske lande måttet stå model til netop det – selvfølgelig med omvendt fortegn.
Statuer, masker, figurer og smykker er blevet stuvet sammen på europæiske museer som Musée du Quai Branly i Paris og Das Museum für Völkerkunde i Berlin – præsenteret som “etnologiske samlinger”.I dag anslås det, at op mod 95 procent af kulturarven fra Afrika syd for Sahara befinder sig uden for kontinentet.
Afrikanske lande støvsuget for kunst
Det tematiserer dokumentarfilmen Restitution? Africas fight for it’s art af den franske filmskaber Nora Phillipe, som fredag blev vist på Human Rights Film Festival i Berlin. Gennem arkivmateriale og interviews undersøger Phillipe, hvordan afrikanske byer blev støvsuget for kunstgenstande af europæiske tropper, opdagelsesrejsende, forskere og religiøse missionærer i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet. De store, europæiske kunstmuseer, som netop i mange tilfælde netop blev opført for at huse de nyvundne, afrikanske skatte, spiller en nøglerolle i den restitutionsdebat, som aftenen i Berlin var viet til.
Før visningen af Restitution? Africas fight for it’s art tog den franske kunsthistoriker Bénédicte Savoy, talsmand for Black People in Germany, Tahir Della, og Stefan Rössel fra det tyske udenrigsministerium således plads på scenen foran publikum i den smukke gamle Villa Elisabeth i centrum af den tyske hovedstad.
“Hvordan kan det være, at den afrikanske kunst stadig ikke er blevet leveret tilbage til deres hjemlande trods aktivisters og forskeres gentagne appeller til de europæiske museer?” spurgte Bénédicte Savoy retorisk ud i salen og blev mødt med samtykkende hovedrysten. En del af svaret har Savoy selv givet i sin bog Africa’s Struggle for Its Art: History of a Postcolonial Defeat fra 2021, hvori hun analyserer 1970’ernes debat om restitution – altså tilbageleveringen af den afrikanske kunst, som de europæiske imperialister tilranede sig i kolonitiden.
For godt 50 år siden var der nemlig stor fokus på den stjålne kunst både i Afrika og Europa. Faktisk så stor, at UNESCO i 1979 fremsatte en offentlig appel om tilbagelevering af afrikansk kunst i Europa. Men museerne, der nødig ville give slip på skattene, modsatte sig hårdnakket restitutionen ved at holde deres inventarlister hemmelige og beskylde de afrikanske aktivister og intellektuelle for at være for følelsesladede. Kunsten, mente de, var hos dem med til at udbrede kendskabet til afrikansk kultur i Europa. Desuden var det sikrere at opbevare den her, hvor museumsvæsenet var mere udviklet.
Sagen er ikke sort/hvid
Restitution? Africas fight for it’s art giver en grundig indføring i debatten om, hvordan man omgås kunst og brugsgenstande, der i lang tid har befundet sig uden for deres “hjemlande”. Den viser også, at sagen ikke er fuldstændig sort/hvid. Som en afrikansk filosof udtaler i filmen, var mødet med kunst fra hendes oprindelsesland på europæiske museer en øjenåbner, som bidrog til, at hun følte sig stolt og tættere på sit hjemland. Som afrikaner, der bor i Europa, er hun glad for, at afrikansk kunst er tilgængelig for hende, siger hun.
Savoy, som også medvirker i filmen, fremsatte imidlertid en skarp kritik af de europæiske museer fredag aften i Berlin. Hvor museerne i kolonitiden ikke skammede sig over måden, hvorpå deres etnologiske samlinger var kommet til Europa, er sagen i dag en ganske anden. Dekolonialisering er oppe i tiden, og museerne excellerer i selvreflekterende tiltag, der tematiserer deres egen rolle som kunstinstitution i repræsentationen af fremmede kulturer.
Men, fastslog Savoy; Den afrikanske kunst befinder sig jo stadig på museerne. Kun i få tilfælde er den blevet leveret tilbage. Blandt andre er omkring 1000 af de meget omtalte Benin-bronzer blevet bragt til Nigeria, hvorfra britiske tropper importerede dem i 1897. Her skete det efter en nøje planlagt aktion, hvor selv piloten på det fly, der fløj dem hjem, var afrikansk og ikke fransk.
“Det er en meget betydningsfuld begivenhed, en milepæl, og vi håber, at den vil føre til tilbageleveringen af flere kulturgenstande fra andre lande”, udtalte den nigerianske ambassadør i Tyskland, Yusuf ,til den tyske avis Deutsche Welle.
Macrons 5-års plan
Men selvom den franske præsident, Emanuel Macron i 2017 lancerede en fem års-plan for tilbageleveringen af afrikansk kunst, er det altså kun sket i ringe grad. Store museer som Humboldt Forum i Berlin og Musée Kolonial i Bruxelles besidder stadig enorme samlinger af afrikansk kunst, som hvide besøgende kan beundre. Ifølge Savoy er det i Frankrig store samfundsmæssige udfordringer som De gule veste, Covid19-pandemien og senest krigen i Ukraine, der har forsinket processen med tilbageleveringen.
Men, antydes det i “Restitution? Africas fight for it’s art”; Måske har visse museumsdirektører stadig vanskeligt ved at give afkald på de smukke samlinger? Når alt kommer til alt, er de også en del af museernes historie. En historie som, påpeger Savoy, hænger uløseligt sammen med kolonialisering, mord og slavehandel.
Hvor museerne i lang tid lykkedes med at holde restitutionsdebatten nede, har den, siden den franske historikers bog udkom, raset for fulde drøn. Tidens store fokus på kolonial skyld og kulturel repræsentation i kunsten gør det umuligt for dem, der måtte ville det, at dysse den ned. Der er – i hvert fald på overfladen – konsensus om, at stjålen, afrikansk kunst må tilbage til deres oprindelseslande.
Svære samtaler
Men museumsdirektørerne behøver såmænd ikke frygte tomme vitriner i udstillingshallerne, forklarer Savoy fredag aften i Berlin. For i virkeligheden kræver de afrikanske museer ikke at få rub og stub tilbage. Blot ønsker de sig, at særligt vigtige genstande af kulturel og symbolsk betydning vender hjem. Aftalen mellem Tyskland og Nigeria, som blev underskrevet i juli, og som sikrede hjemsendelsen af Benin-bronzerne er et skridt i den rigtige retning, siger Savoy.
Hen mod slutningen af debatten i Villa Elisabeth tager en sort mand blandt publikum ordet: “Kommer der nogensinde en dag, hvor vi ikke længere taler om at “give kunsten tilbage” til Afrika? Kommer der en dag, hvor afrikanerne bare tager den, fordi de vil, og ikke behøver vente på, at de hvide museumsdirektører nosser sig sammen til at tilbyde dem deres egne genstande tilbage?” spørger han med høj, langsom stemmeføring.
Salen er tavs, og Stefan Rössel fra udenrigsministeriet forklarer med sammenbidt mine, at det er en sag, man tager meget alvorligt. En del af dekolonialiseringen og en forhåbentlig bedre relation mellem de tidligere kolonimagter og de afrikanske lande er netop at stille op til svære samtaler som denne, siger han. Og netop disse samtaler – og kunsten, der tager livtag med emnet – kan hjælpe med at åbne døren på klem for et mere ligeværdigt forhold mellem Europa og Afrika i fremtiden, mener alle de deltagende i debatten denne aften.
Om vi skal vente lige så længe på det, som Afrika har ventet på at få sin kunst tilbage, vil tide vise.
Nina Branner er kulturjournalist og skriver om menneskers forhold til samfundet og hinanden.