EU’s udviklingspolitik ved en korsvej   

Jacob Langvad

5. november 2024

Læsetid: 5 min

Kynikere vil påstå, at EU’s udviklingspolitik altid har været præget af en lidt uskøn blanding af postkolonial skyldfølelse og strategiske egeninteresser plus et stort drys beskyttelse af egne markeder på eksempelvis landbrugs- og fiskeriområdet

Men i 2001 skete et grundlæggende brud med fortiden, hvor EU startede den såkaldte Everything but Arms-politik.

Den gav de mindst udviklede nationer toldfri adgang til de europæiske markeder med alle deres varer – minus våben. 

Selvom der var visse undtagelser fra hovedreglen, så var det et skift, der indvarslede nye tider. Det skete i den periode, hvor Poul Nielson var Kommissær for EU’s udviklingspolitik i Bruxelles.

Tankegodset er ført videre og udviklet i den såkaldte European Consensus on Development fra 2017  – en fælles vision under parolen ”Our world, our dignity, our future”.  

Denne konsensus, eller fælles forståelse, har på papiret fattigdomsbekæmpelse som det primære udviklingsmål.

Kynikerne vil påstå, at EU’s udviklingspolitik altid har været præget af en lidt uskøn blanding af post-kolonial skyldfølelse og strategiske egeninteresser

Men EU har også integreret de økonomiske, sociale og miljømæssige dimensioner af bæredygtig udvikling i politikken. Planen understreger forbindelserne mellem udvikling og andre europæiske politikker, herunder fred og sikkerhed og humanitær bistand.

Den bygger på en stor rettesnor de fem P’er: People, Planet, Prosperity, Peace og Partnership.

Under overskrifterne møder man et potpourri af begreber som ungdom, ligestilling, mobilitet og migration, bæredygtig energi og klimaændringer, investeringer og handel, god regeringsførelse, demokrati, retsstatsprincippet og menneskerettigheder, samarbejde om innovation med visse mere avancerede udviklingslande, og mobilisering af indenlandske ressourcer.

Udarbejdet i fællesskab

Det konkrete indhold i udviklings- og partnerskabspolitikken, som den i dag hedder, bliver vedtaget  og udarbejdet  af EU’s institutioner i fællesskab.

Det vil sige Europa-Kommissionen, der fremlægger det overordnede forslag, der så vedtages af medlemsstaterne i EU’s Ministerråd i forhandling med Europa-Parlamentet, der også skal godkende budgettet for politikken. 

Det er ofte her de store politiske slagsmål opstår mellem forskellige skoler i udviklingspolitikken. Skal EU’s fattigdomsbekæmpelse forsat prioriteres højt, eller skal der tænkes mere på geopolitik og på EU’s interesse i at dæmme op for ukontrolleret migration?

Når EU i løbet af næste år tid går i gang med den store armlægning om EU’s næste langsigtede budget for perioden 2028-2035, ventes det at blive præget af skredet mod højre ved sommerens Europa-Parlamentsvalg. Det kan påvirke måden, EU prioriterer sit budget, i retning af en svækkelse af fattigdomsbekæmpelsespolitikken.  

Skal fattigdomsbekæmpelse forsat prioriteres højt, eller skal der tænkes mere på geopolitik og på at dæmme op for ukontrolleret migration?

EU skal dog også forholde sig til de højtidelige løfter, man tidligere har afgivet i internationale fora. Det hele bliver nemlig ikke bare trukket op af en EU-hat.

Den overordnede ramme for EU’s udviklingspolitik sættes også af FN’s 2030 mål og de 17 bæredygtighedsmål, der fungerer som det store pejlemærke, herunder principperne fra FN-målene om, “at ingen må lades i stikken” og “først at imødekomme behovene hos dem, der er længst bagefter.”

I det daglige arbejde er det Europa-Kommissionen og nærmere bestemt dens generaldirektorat for partnerskaber, der udarbejder og forvalter politikken. 

Læs også: Ny kommissær: Fra investeringsbanker og industri til EU-udviklingspolitik

Generaldirektoratetet kan bedst sammenlignes med et dansk ministerium. Den nye kommissær ventes fra december 2024 at blive tjekken Jozef Sikela, der dog først skal igennen en godkendelseshøring i Europaparlamentet 6 november. 

Chefen for det hele er forsat Kommissionsformand Ursula von der Leyen, der forsætter i fem år til, og ventes at forsætte ambitionen om at skabe et stærkere og mere globalt orienteret EU. 

I Kommissionens seneste arbejdsprogram hedder det:  ”Mens multilateralisme og den regelbaserede internationale orden forbliver vores underliggende vejledende principper, må vi forberede os på en tid med systemisk rivalisering i en multipolær verden. Som førende donor af udvikling og humanitær bistand vil EU fortsat reagere på de globale konsekvenser af Ruslands krig mod Ukraine, især med hensyn til de globale fødevare- og energikriser”.

Den rivalsering ser ud til at være kommet for at blive. Og når EU skal implementere konsensus-målene, sker det ved at kombinere mere klassisk bistand med andre ressourcer. Og ved at opbygge bedre skræddersyede partnerskaber med en bredere vifte af interessenter. 

EU’s fælles undenrigstjeneste har hovedkvarter i Bruxelles og spiller en vigtig rolle med sine næsten 150 ambassader spredt ud over hele verden med en overvægt på det afrikanske kontinent.

Partnerskaber, udvikling og  handelspolitik forvaltes af ambassaderne, der i nogle tilfælde har erstattet EU-landenes egne ambassader. Det gælder blandt andet flere af Danmarks.

Global Gateway – global konkurrence

En skærpet global kamp om råstoffer og stigende konkurrence fra Kina har fået EU’s til at anlægge et mere kontant syn på udvikling, der nu kaldes partnerskabspolitikken. Man ser det tydeligt i EU’s store infrastrukturprojekt Global Gateway. 

Det er ikke en hemmelighed, at EU her har lagt et andet fokus end tidligere. Kommissionsformand Ursula von der Leyen har udtrykt det meget klart: ”Global Gateway er frem for alt et geopolitisk projekt, som søger at positionere Europa på en konkurrencepræget international markedsplads. Partnere over hele verden ønsker at arbejde med Europa.”

Uden at have helt samme budget som Kina er det EU’s seriøse forsøg på at komme ind i kampen. Målet er at mobilisere 300 milliarder euro. 

Det skal ske ved en fælles Team Europe indsats. Bag denne betegnelse gemmer sig et samarbejde mellem EU-institutionerne, EU’s medlemslande, den europæiske investeringsbank EIB og European Bank for Reconstruction and Development (EBRD).

De mange tunge samarbejdspartnere skaber dog tvivl om, hvorvidt Global Gateway kan komme i omgangshøjde med Kinas globale investeringsbølge. Global Gateway er da blevet kritiseret for at være for bureaukratisk og langsomt i sin udrulning i forhold til Kina. 

Men Friedrich Naumann Foundation advarede i en rapport fra august 2024 EU imod at følge blindt i Kinas fodspor: ”Sammenlignet med Kinas Belt and Road-inititiativ er EUs projekter mere kvalitetsorienterede, og værdibaserede investeringstilgang er ofte ikke tilstrækkeligt konkurrencedygtige, når det kommer til hastighed. Så hvis det kun gælder hurtig implementering og en lav administrativ tærskel, så vil afrikanske partnere sandsynligvis fortsætte med at prioritere kinesiske investeringer. Men i sin projektgennemførelse bør Global Gateway ikke sigte efter at konkurrerre på hastighed. I stedet bør EU fuldt ud stå ved sit fokus på kvalitet og samarbejdsmæssig bæredygtighed.” lød det i rapporten.

Eksempler på Global Gateway projekter: 

Tvunget af en større global rivalisering har EU siden 2020 gradvist bevæget sig mod en mere pragmatisk og usentimental udviklingspolitik.

Det er sket under en overskrift om, at EU skal være en geopolitisk spiller med en større og klarere rolle i verden.

Spørgsmålet om hvad EU egentligt bedst kan slå Kina med, trænger sig imidlertid på her.

Er det i sidste ende holdbart at give køb på en værdibaseret tilgang med vægt på demokrati og bæredygtighed for at komme først til mølle?

Alle de rette ord står i EU’s Global Gateway erklæring, men hvor kommer vægten til at ligge, når kontrakterne skal forhandles og gennemføres?

Det nyvalgte Europa-Parlament og Kommissionen, der træder til i december 2024, er begge præget af et politisk skred mod højre.

De kommende måneder og år vil vise hvilken rolle det kommer til at spille for den konkrete politik og brugen af EU’s midler.

.