Gambias netop afgåede præsident Jammeh har siddet 22 år ved magten og efterlader sig nu et Gambia tæt på fallittens rand. Med sig i eksil havde han angiveligt hvad der svarer til 80 mio. DKR foruden hvad han må formodes at have stukket til side i årenes løb.
Op til Jammehs aftrædelse var gået intense forhandlinger med ECOWAS, Den Afrikanske Union og FN, forhandlinger som var ved at bryde sammen og ende i egentlige krigshandlinger, da Vestafrikanske tropper d. 19. januar rykkede ind i Gambia for at presse Jammeh til at gå af.
Man må formode at Jammeh vil føle sig hjemme i Ækvatorialguinea, for med henholdsvis 22 og 37 år ved magten tilhører både han og Obiang nemlig samme klub af afrikanske evighedspræsidenter. Faktisk indtager Obiang sammen med Angolas præsident José Eduardo dos Santos en delt første plads. Anden pladsen indtages af Cameroons præsident Paul Bias, som har siddet i 34 år, og tredje pladsen af Ugandas præsident Museveni som efter at have vundet præsidentvalget i februar sidste år gik ind i sit 30. år ved magten.
De 12 længst siddende præsidenter har sammenlagt været ved magten lige omkring 327 år. En del af dem har rødder tilbage i uafhængighedskrigene et faktum som de flittigt bruger til at iscenesætte sig selv som frihedskæmpere og nationens fader. Et image som det dog bliver vanskeligere at opretholde i takt med at Afrikas befolkning bliver yngre, og langt den største del af befolkningen er født længe efter landene opnåede selvstændighed.
Man kan have en formodning om at evighedspræsidenter nok er svære at forene med demokratisk udvikling, og den bekræftes, når man kigger på landenes score i internationale ratings for menneskerettigheder, god regeringsførelse, pressefrihed og korruption.
Landene med evighedspræsidenter skiller sig ud ved klart ringere ratings i alle indekser sammenlignet med de øvrige afrikanske lande. Organisationen Freedom House vurderer alle 12 lande på evighedspræsidenternes topti som ”not free”, hvorimod det ”kun” gælder 1/4 af de øvrige afrikanske lande. De 12 er også langt overvejende klassificeret som ”least developed” i OECDs DAC register, og evighedspræsidenterne er langt hyppigere kommet til magten som følge af et voldeligt magtskifte, ligesom mange af landene har oplevet væbnet konflikt indenfor de sidste 20 år.
Det tyder på at evighedspræsidenternes lande er mere skrøbelige end de øvrige afrikanske lande og har et større demokratisk underskud.
Men hvordan er årsagssammenhængen? Tiltrækker skrøbelige lande evighedspræsidenter i særlig grad? Eller bliver landene skrøbelige på grund af evighedspræsidenter?
Det ene udelukker ikke det andet, men et kig på samtlige afrikanske landes score i de internationale ratings sat i forhold til præsidentens år ved magten viser en klar negativ korrelation mellem score og år ved magten.
Evighedspræsidenter er skidt for udvikling og for demokrati, og der er derfor grund til at glæde sig over at Gambia er sluppet af med Jammeh og i høj grad også, at det lykkedes uden blodudgydelse. Der er også grund til at bemærke særligt ECOWAS´ meget aktive medvirken i at få Jammeh til at træde tilbage. Man kan håbe at det er udtrykke for et paradigmeskift og en fremtidig lavere afrikansk tolerance overfor evighedspræsidenter.
Freedom House’s rating af afrikanske lande mht. Civil Liberties 2015, bedste score er 1 værste er 7:
Freedom House’s rating af afrikanske lande mht. Political Rights 2015, bedste score er 1 værste er 7:
