ADEN, 21 June 2010 (IRIN) – “I arrived in Yemen in 2008 from Mogadishu,” begynder brevet. Hawo Yousuf, 28, der nu bor i en flygtningelejr brugte sine sidste penge på at få et brev skrevet til UNHCR (FNs Højkommisariat for Flygtninge) og fortælle om sin alvorlige tilstand og sindsoprivende historie.
Ifølge FN-nyhedsbureauet IRIN har breve til UNHCR og NGOer vist sig at være en livslinie for nogle. “I consider those letters an extra call for help, an individual exercise through which refugees claim their rights,” sagde Rocco Nuri, UNHCRs external relations officer.
Brevskriveren
Kun få af flygtningene taler engelsk, så den somaliske flygtning Jamal Ahmed Mohammed, 29, er fuldt beskæftiget.“I write around 20 letters a month… I remember specific letters because of the difficult life stories told in them. Most people in Kharaz are in a difficult situation,” fortæller han.
Han tager 3,000 YR (ca. 15 USD), for at skrive, hvilket svarer til en månedsløn for de fleste af de flygtninge, der har været heldige nok til at finde et arbejde. Mohammed giver en stemme til mange af de beboere, der ellers ikke ville have haft en måde at kommunikere deres bønner og klager på.
Ifølge UNHCRs Nuri, bliver der fulgt op på brevene, idet partnerorganisationer forsyner med humanitær bistand i lejren.
“The most common request from refugees in Kharaz camp is resettlement to a third country,” fortæller Nuri. “Unfortunately, resettlement is not a right and only the most vulnerable refugees are given priority.”
Mange af brevene refererer også til den begrænsede lægehjælp, som flygtningene modtager i lejren.
