Forrige søndag morgen, den 31. juli, ankommer en konvoj af militærkøretøjer til en grænseovergang mellem Uganda og Den Demokratiske Republik Congo, DR Congo i daglig tale. Ombord i køretøjerne er soldater fra den fredsbevarende styrke i DR Congo, og de er på vej tilbage til deres base efter at have været hjemme på orlov.
Konvojen er kørt gennem Bwera, som ligger på den ugandiske side af grænsen og holder nu ved grænsebommen ved den congolesiske by Kasindi. Hvad der helt præcis så sker, er fortsat uklart, men resultatet er, at nogle af FN-soldaterne begynder at skyde, og at to congolesere bliver dræbt og 15 såret.
Ifølge det sydafrikanske medie The Southafrican viser en video fra stedet, at flere personer, hvoraf mindst én er i politiuniform og en anden i militæruniform, går fra den congolesiske side af grænsen frem mod militærkøretøjerne. Der bliver talt frem og tilbage, og så åbner soldaterne ild, hvorefter de åbner bommen og kører igennem, mens andre tilstedeværende springer for livet eller skjuler sig.
MONUSCO
Den fredsbevarende FN-mission blev etableret i 2010 med et mandat om at beskytte civilbefolkningen. Men der har været FN-tropper i DR Congo siden 1999.
Missionen har i dag omkring 16.000 uniformerede FN-folk – det er både soldater og politifolk.
I 2013 godkendte FN’s Sikkerhedsråd, at der blev indsat er særlig styrke, Force Intervention Brigade (FIB), til at nedkæmpe militsgruppen M23. Meningen var, at FIB skulle være indsat i et halvt til et helt år, men den er der stadig her ni år senere.
FIB fik et helt særligt offensivt mandat, og meningen var, at den skulle kunne slå militært hårdt, og så skulle de regulære FN-styrker eller den congolesiske hær rykke ind og sikre området. Det lykkedes også at nedkæmpe M23, men i stedet for at trække styrken ud, fandt FN-missionen nye opgaver til den.
I dag bruges FIB til at bekæmpe den islamistiske milits ADF, men omstillingen fra at skulle kæmpe mod en mere eller mindre konventionel styrke som M23 til at skulle kæmpe mod en guerillabevægelse i tæt regnskov har taget lang tid, forklarer Thomas Mandrup fra Forsvarsakademiet.
FIB er en varm kartoffel i FN-systemet. Lande som Indien og Pakistan og Bangladesh, der traditionelt stiller med mange soldater til FN’s fredsbevarende missioner, er ikke begejstret for modellen med en parallel styre, som har et offensivt mandat. Så når Guterres melder så kraftigt ud, som han har gjort, så er det også et indspark i den diskussion, påpeger Thomas Mandrup.
MONUSCO er ved at trække sig ud af DR Congo, men der er ikke sat en dato på, hvornår mission skal afsluttes. I juni i år forlod den provinsen Tanganyika og er i dag kun til stede i provinserne Nordkivu, Sydkivu og Ituri.
Episoden har skabt vrede og forargelse i både DR Congo og i FN-systemet. FN’s generalsekretær Antonio Guterres er ’oprørt’ og understeger, at de ansvarlige skal stilles til regnskab. De formodede gerningsmænd er dog også blevet arresteret af FN-missionen i landet, og den har begyndt en undersøgelse af, hvad der skete.
Det er ikke blevet oplyst, hvilket land de implicerede soldater kommer fra, men man ved, at de kommer fra den såkaldte Force Intervention Brigade (FIB), som er en særlig enhed under FN-styrken, som har mandat til at bruge mere magt, end det er sædvanligt for FN-styrker og om nødvendigt slå først mod de militsstyrker, som FN-missionen skal beskytte civilbefolkningen imod.
Soldaterne i FIB kommer fra tre lande, Tanzania, Malawi og Sydafrika. Så de implicerede i episoden kommer altså fra ét af de tre lande.
Der er indtil videre ikke nogen forklaring på, hvorfor FN-soldaterne skød, og om det har sammenhæng med begivenhederne knap en uge tidligere, hvor op mod 50 mennesker blev dræbt i forskellige byer i det østlige DR Congo, efter vrede folkemængder havde angrebet flere FN-bygninger. Men sikkert er det, at skyderiet har gravet kløften mellem befolkningen i DR Congo og FN-missionen MONUSCO endnu dybere end den var i forvejen. Og det siger ikke så lidt.
”Siden de er kommet, er der spildt meget blod”
MONUSCO blev etableret i 2010 for at beskytte befolkningen i det østlige DR Congo mod overgreb fra de mange væbnede grupper i området, som er rigt på naturressourcer.
Fred er der ikke kommet, og overgreb i alle mulige grusomme afskygninger er nærmest hverdag flere steder i de vidtstrakte land.
Der er omkring 5,5 millioner internt fordrevne i landet, og én million er flygtet ud af landet – primært til nabolandene. 27 millioner mennesker har ikke mad nok. Det er en humanitær krise, som i årevis har været blandt de værste. Samtidig overskygges den hele tiden af andre kriser – senest krigen i Ukraine. Derfor betegner Norsk Flygtningehjælp, en af verdens mest respekterede humanitære organisationer, da også situationen som den mest oversete flygtningekrise i verden.
Folkestemningen i forhold til MONUSCO er gennem flere år blevet mere og mere negativ. Mange er skuffede og vrede over, at den store FN-mission ikke ser ud til at gøre meget forskel på sikkerheden for befolkningen i det østlige DR Congo, hvor et utal af militser og kriminelle grupper har hærget i årevis.
Til BBC siger en indbygger i Goma, som blot optræder med sit fornavn, Serges, for eksempel: ”De siger, at de har et program for at skabe fred i Congo, men siden de er kommet, er der blevet spildt meget blod.”
En anden Goma-indbygger, taxichaufføren Gloire, siger til BBC, at ”Det der sker er, at folk er trætte af MONUSCOs tilstedeværelse, som gør absolut ingenting. Det er det, der sker.”
Når Serges siger, at der er spildt meget blod, så er det ting som disse han taler om:
Fra februar til juni i år har FN’s flygtningeorganisation, UNHCR, og organisationer, som den arbejder sammen med, registreret flere end 800 drab begået med skydevåben og macheter i provinsen Ituri. 715 af de dræbte skulle angiveligt have opholdt sig i lejre for internt fordrevne eller været blevet dræbt, mens de forsøgte at komme hjem, som FN’s nyhedstjeneste her fortæller.
I en landsby i nærheden af Beni i provinsen Nordkivu blev et klinik, der hører til en lokal kirke, angrebet af den væbnede gruppe ADF – eller lokale sympatisører – den 8. juli.
En talsmand for DR Congos hær siger ifølge Al Jazeera, at der blev dræbt ni personer under angrebet, mens en sygeplejerske siger, at 13 blev dræbt – heriblandt flere børn på børneafdelingen.
En lokal mand, Kakule Vikere Lem, fortæller til mediet, at han var på klinikken med mad til sin far, som var indlagt. Da så han en gruppe med fakler på vej mod byen. Han flygtede selv og regnede med, at gruppen ville skåne hospitalet. Desværre brændte de hans far sammen med hospitalet, som det lakonisk udtrykkes i artiklen.
Fra slemt til værre
For knap to uger siden kogte vreden igen over.
Det begyndte mandag den 25. juli. Ungdomsafdelingen af det regerende parti Union pour la Démocratie et le Progrès Social, UDPS havde ifølge avisen The Guardian indkaldt til demonstration. Demonstrationen samlede flere hundrede mennesker foran en lagerbygning, hvor MONUSCO opbevarer udstyr. Ifølge The Guardian begyndte demonstrationen fredeligt, men da FN-soldaterne eller -politifolkene skød tåregasgranater ind mellem demonstranterne, og demonstranterne så returnerede nogle af dem, gik det galt.
Demonstranterne angreb bygningen og trængte ind. Ting blev ødelagt, og der blev plyndret. Til sidst blev der sat ild i bygningen. Undervejs blev det skudt med skarpt mod demonstranterne, og fem af dem mistede livet. Omkring 50 andre blev såret. Om det var FN-folk eller lokale politifolk, der skød og dræbte demonstranterne ved vi ikke.
FN-missionen opbevarer blandt andet kommunikationsudstyr i Goma. Udstyr som soldaterne er dybt afhængige af for at kunne kommunikere i det enorme, uvejsomme område, som de skal forestille at holde opsyn med. Hvis noget af det udstyr er blevet ødelagt, kan det have alvorlige konsekvenser for hele missionen, siger Thomas Mandrup, der er lektor ved Forsvarsakademiet og som har besøgt FN-missionen i DR Congo flere gange.
Drabene skabte endnu mere vrede, og om tirsdagen fortsatte demonstrationerne i flere byer i det østlige DR Congo. I Butembo, som ligger omkring 200 kilometer nord for Goma, gik det helt galt. Demonstranter, nogle af dem bevæbnede, gik til angreb på FN-basen i byen. Nogle havde medbragt skydevåben, andre kastede sten. Sammenstødet kostede syv civile livet, da FN-soldaterne svarede igen, siger den lokale politichef, Paul Ngoma, til The Guardian. Én FN-soldat og to FN-politifolk blev dræbt. To af de dræbte FN-udsendte var fra Indien, og den tredje var fra Marokko.
Ifølge politichefen var nogle af demonstranterne militsfolk fra bushen, som var hyret ind og medbragte våben.
Det bakkes op af Thomas Mandrup, som forklarer, at demonstrationer i DR Congo ofte handler om andet end det, som der umiddelbart bliver sagt. Det sker, at folk bliver betalt for at deltage i en demonstration, og der kan være nogen, som har interesse i at presse FN netop nu, og derfor arrangerer demonstrationen og optøjerne, siger han.
Men langt fra alle var der for pengenes skyld. Al Jazeera har for eksempel talt med Eduard Sikabuya, som var med til demonstrationen i Butembo. Han var fra morgenstunden indstillet på, at der skulle ske noget drastisk: Han ville sætte ild til en af FNs bygninger i byen. Han mener ikke at FN-missionen gør noget godt og beskytter befolkningen imod de voldelige militser. Han har selv mistet to familiemedlemmer, som er blevet dræbt af væbnede grupper.
Der er penge i kaos
Utilfredsheden og vreden er altså reel nok hos mange, og befolkningen har da også ret i at det er så som så med den beskyttelse af civilbefolkningen som FN-styrken skulle levere.
“Nabolandene spiller i perioder en stærkt destabiliserende rolle”
– Thomas Mandrup
Men kritikken er også lidt unfair, mener Thomas Mandrup, for DR Congos myndigheder har ikke rigtig været villige til for alvor at tage fat på at bekæmpe militserne i den østlige del af landet. Mange af politikerne er både nationale politikere og lokale aktører med egne militser, som tjener penge på lyssky forretninger, forklarer han. Derfor kan de have en vis interesse i, at staten ikke er alt for stærk. Dertil kommer, at der er meget langt – både mentalt og fysisk – til det østlige del af landet fra hovedstaden Kinshasa i det vestligste del.
Dertil kommer, at nabolandene har det med at blande sig lige lovlig meget i, hvad der foregår i DR Congo. Thomas Mandrup:
”Nabolandene spiller i perioder en stærkt destabiliserende rolle. Vi har lige haft en periode, hvor der har været en alliance mellem Rwanda og DR Congo om bekæmpelse af ADF-militsen og hvor Uganda også har været inde med styrker. Og nu står de, og skyder på hinanden – i hvert fald verbalt – og DR Congo siger, at det er Rwandas skyld at M23 er kommet tilbage.”
M23 (Mouvement du 23 Mars) nærmest genopstod i efteråret 2021, efter at den blev nedkæmpet af FIB-styrken under MONUSCO i 2013.
I den seneste tid har militsen stået bag flere angreb. I juni tog den kontrollen med grænseovergangen Bunagana, som blandt andet har betydet, at madpriserne i området er steget, og det har skabt endnu mere utilfredshed blandt indbyggerne.
Endelig er der FN-missionen selv, som langt fra er en velsmurt maskine, som Thomas Mandrup her forklarer:
”Missionen er aldrig bedre, end de styrker eller det mandat den har. Her har vi en mission, som har fået flere og flere opgaver uden at have fået de nødvendige ressourcer og samtidig pludselig skulle spare 200 millioner dollars, da præsident Trump skar i de amerikanske bevillinger. Da jeg var der i 2018, var der for eksempel to helikoptere til at dække hele Southern District, som er i omegnen af fire gange Belgiens størrelse – uden veje. Der var en strategi om, at have styrkerne centralt og så flytte dem hurtigt ud, for eksempel for at standse overgreb. I det tilfælde var der jo slet ingen sammenhæng mellem strategien og midlerne der var til rådighed. Der har i årenes løb også været kontingenter af soldater, som ikke har udført deres mandat og bare holdt hovedet lavt, for ikke at skulle sende soldater hjem i ligposer.”
