Michael Irving Jensen har en ph.d. fra Københavns Universitet i Mellemøststudier og har tidligere forsket på KU og DIIS. Han har siden 2011 arbejdet hos International Media Support, hvor han er regional direktør for IMS’ arbejde i Mellemøsten og Nordafrika.
Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?
”Jeg arbejder i Mellemøsten, så folkemordet i Gaza fylder mest. Når jeg siger folkemord, forholder jeg mig til FN-rapporter og FN’s særlige rapportør i Palæstina, Francesca Albanese. I den seneste måneds tid har krigsforbrydelserne, som udspiller sig i Libanon, også fyldt meget. Da vi har programmer og partnere i begge lande, er det simpelthen altoverskyggende.”
”Det er noget, som alle i Mellemøsten og det globale syd er grundlæggende rystede over, kan få lov til at udspille sig på åben skærm – med ’åben skærm’ mener jeg sociale medier, for mainstreammedier har overordnet set valgt ikke at dække konflikten på en måde, som yder retfærdighed mod det internationale retssystem.”
”De fleste vestlige donorer stoppede eller indefrøs deres bistand til Palæstina i oktober 2023, og meget støtte blev først frigivet i sommeren 2024. Mens der sker krigsforbrydelser og muligt folkemord, vælger man at stoppe støtte til det palæstinensiske civilsamfund og frie medier. I en situation, hvor der er kritisk brug for en menneskerettighedssektor og uafhængige medier, som har økonomisk stabilitet til at dokumentere, hvad der foregår. Det er simpelthen uhørt.”
”I Libanon har vores mediepartneres medarbejdere, som bor i Dahieh og Bekaa-dalen, brugt tid på at lave sikkerhedsplaner og tilvejebringe økonomiske midler for at flytte deres medarbejdere til mere sikre områder, så de ikke mister livet, i stedet for at bruge tid og ressourcer på at dække, hvad der sker. Det er altoverskyggende.”
Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?
”Det er simpelthen vores partnere. Det er journalisterne på jorden, som har en vision og professionalisme, der er vanvittigt beundringsværdig. De opererer for det meste i nogle af de mest autoritære sammenhænge.”
”De holder magthaverne ansvarlige og skriver historier, som ganske enkelt ikke ville blive bragt uden uafhængige medier og journalister. De har et mod, som man godt kunne tænke sig at se andre steder end i Mellemøsten. Det giver håb og tro på, at mennesker faktisk kan skabe noget, hvis de har mod.”
”Vores partnere holder ikke alene magthaverne ansvarlige, men de forsøger også i mange konservative sammenhænge at sætte nye dagsordener, for eksempel diskussioner om køn, seksualitet og identitet. Og de lykkes faktisk med det.”
”De lykkes med at få italesat tabuemner. Samtidig er det også en region, hvor der ofte er tale om en meget ung befolkning, og vores partnere er eksempler på og inspirationskilder for en ny generation, som kommer til at tegne fremtiden.”
Hvad irriterer dig mest ved din branche?
”Jeg er ked af at sige det, for det lyder ikke så pænt. Det er den globale tendens i, hvordan statslige donorer giver støtte til menneskerettigheder og ytringsfrihed, herunder frie medier i Mellemøsten. Man er begyndt at tænke kortsigtet.”
”Tidligere kunne man, hvis det lykkedes med partnerskaber, handle ud fra lokaliseret viden. Altså at de lokale i et pågældende område definerede prioriteter i feltet og derefter fik langsigtet støtte af stater, så der kunne leveres sikkerhed til partnere i det globale syd.”
”Det er gået fløjten. I dag tænker mange donorer kortsigtet og tematisk. Uafhængige medier er skrøbelige størrelser, som kræver et økonomisk og institutionelt fundament for overhovedet at kunne producere. Hvis støtten er kortsigtet og afhænger af at skrive et antal artikler om specifikke emner, så får man ikke udvikling, man får en box-ticking-exercise.”
”I forhold til det store billede med krig i regionen bliver der givet næsten intet til frie medier. Man tænker, at det for fanden ikke kan være rigtigt. Hvis der skal ske forandring, har vi brug for frie og uafhængige medier, som ikke er tæt på staten eller eliten. Det er her kampen mod des- og misinformation udspiller sig, og kortsigtede projekter hjælper ikke.”
”Det, der hjælper, er langsigtet støtte, der skaber et økonomisk fundament. Det findes stort set ikke længere. Journalister, som giver mange håb om en anden fremtid, er i dag nødt til at have støtte fra 10-15 forskellige donorer, hvor nogle bidrag er latterligt små. Man gør dem til ngo’er, der skal lave finansielle og narrativrapporter flere gange om året, fremfor at lave journalistik. Det er ikke udvikling, men afvikling. Det er spild af skatteborgernes penge.”
”Her kan jeg faktisk sige noget godt – Det arabisk initiativ, som den danske regering lancerede i begyndelsen af 00’erne, og fortsat kører. Det er et 20 år langt perspektiv, og det er enestående, at det er sket. Kontinuiteten betyder, at det danske civilsamfund i dag er et af dem i Europa, som er tættest forbundet til det uafhængige civilsamfund i Mellemøsten, uanset om det handler om medier, køns- eller menneskerettigheder. Det er resultatet af langsigtet tænkning.”
Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?
”Det er faktisk den donordiskurs, som vi netop var inde på. At udviklingen bliver kortsigtet og at prioriteterne skævvrides. Eksempelvis kan vi se, at krigen i Ukraine har skubbet til agendaen. Næsten uanset hvilket udviklingsministerium i EU du går til, er fokus flyttet fra menneskerettigheder.”
”Ukraine får meget opmærksomhed og støtte, som om verden kun er Europa, og som om, at hvis vi nu bare banker alle penge ind i Ukraine, så har vi ikke noget problem på sydflanken, altså eksempelvis i forhold til Mellemøsten eller Afrika.”
”Migration fylder også meget og er et resultat af den politiske udvikling i Europa, og at vi ikke har fundet ud af, hvordan vi skal håndtere globale problemer. Så vi sætter grænser op og banker en helvedes masse penge i anti-migration. Hertil kommer, at der efterhånden er en tendens til, at vi i Nord skal tjene på udvikling. Handel er en integreret del af den vestlige udviklingspolitik i dag.”
”Det betyder, at emner som menneskerettigheder og ytringsfrihed daler langt ned på den udviklingspolitiske dagsorden. Det er ærlig talt næsten ligesom at pisse i bukserne. Det er kortsigtet, og det løser ikke de globale udviklingsudfordringer.”
Hvad er dit bedste læse-lytte-kiggetip?
”Første tip er at droppe mainstreammedier, hvis du vil være orienteret om, hvad der sker i Mellemøsten. Prøv arabiske medier, og prøv at eksperimentere med alternative mediekilder.”
”På Instagram er der mediet @megaphonenews eller det britiske alternative medie Novara. Herudover er der den britisk-amerikanske journalist Mehdi Hasan, som for nylig etablerede mediet Zeteo. Arabiske medier, som kan være interessante, er Daraj, som har artikler på engelsk, eller Mada Masr, som har et egyptisk perspektiv.”
”Prøv i det hele taget at eksperimentere med uafhængige arabiske medier. De har om nogen også omkalfatret deres redaktionslokaler til faktisk at dække, hvad der udspiller sig i Palæstina og nu også Libanon.”
”Til sidst har jeg to bøger på min egen liste, som jeg gerne vil have læst inden året er omme. Den første er Ilan Pappés nye bog ’Lobbying for Zionism’. Den anden er Ta-Nehisi Coates’ nye bog ’The Message’, som handler om det globale rum, men som også har et kapitel om Palæstina, der har skabt stor opmærksomhed. Dem tør jeg allerede nu anbefale.”
