Grusom oliejagt i Sudan
Hvis man vil nå at opleve en ret spektakulær fotoudstilling om Sudan i København, så er det nu. Udstillingen er åben til og med mandag, hvorefter det er slut. Udstillingen fortæller om tusinder af civile, der blev fordrevet, da oliejagten satte ind i det afrikanske kæmpeland.
Med sandet knasende under fødderne og lydene fra vidners beretninger har man siden tirsdag d. 28 oktober kunnet opleve fotoudstillingen “Mellem Floderne”. Udstillingen viser, hvad en 20 år lang borgerkrig og hidsig oliejagt har betydet for almindelige mennesker i Sudan, verdens ottende største nation..
Stedet er Helligåndskirken i København hver dag frem til og med mandag d. 10 november, fremgår det af en pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp.
– Det gav en dramatisk forværring af menneskerettighederne, da internationale firmaer begyndte at bore efter olie i Sydsudan. For at sikre området satte den sudanesiske hær alt fra kamphelikoptere og bombefly til bevæbnede ryttersoldater ind for at jage flere hundrede tusinde mennesker væk fra deres hjem i olieområderne, siger mediemanden Nils Carstensen.
Den 46-årige journalist og fotograf ved Folkekirkens Nødhjælp har skabt udstillingen sammen med den italienske arkitekt og scenograf Luca Ruzza. Den har tidligere været vist i bl.a. Rom og London.
Det er de fordrevnes historie, man kan se og høre på udstillingen. -Trods den dystre baggrund har vi bestræbt os på at lave en udstilling der pirrer besøgerens nysgerrighed og indlevelse, siger Nils Carstensen.
En fredsgudstjeneste og 3 debat-arrangementer bliver holdt under
udstillingen, der er sat op i Helligåndskirken ud til Strøget i Københavns centrum.
Der er gratis adgang til udstillingen, og i lokalet vil der være café og butik. For flere oplysninger og et smugkig klik ind på:
www.between-the-streams.org eller www.noedhjaelp.dk
Tirsd 28. okt.: Udstillingen åbner kl. 12. Derefter åbent hver dag kl. 12-19 (29/10 kun kl. 12-16)
Onsd. 29. okt.: Udstillingen lukker kl. 16 grundet privat arrangement.
Fred 31. okt.: Fredsgudstjeneste og fernisering kl. 17-20.
Lørd 1. nov.: Operation Dagsværk præsenterer Sudan projekt
Mand 3. nov.: Debat kl. 17 – 19 om Udenrigsministeriets nye nærområde-strategi.
Torsd 6. nov.: Debat kl. 17 – 19 om virksomheders sociale ansvar i Den 3 Verden.
Mand 10 nov.: Debat kl. 17.00 – 19.30 “Når kameraet går i krig”. Udstillingens sidste dag.
Udstillingen sættes op i samarbejde mellem Folkekirkens Nødhjælp, Mellemfolkeligt Samvirke, menighedsrådet i Helligåndskirken, Sudan Relief and Rehabilitation Association Denmark (SRRA-DK) og Operation Dagsværks Sudan-gruppe.