Af Martin Wildenschild, U-landsnyt.dk
DR Congo – kæmpelandet i Afrikas hjerte – har enorme forekomster af naturressourcer, men udvindingen af dem har ofte haft omfattende negative sociale og politiske konsekvenser. Men måske er der andre tider på vej?
I nyere tid har der været mange bestræbelser på at undgå en årsagssammenhæng imellem en øget international efterspørgsel efter naturressourcer og voldelige konflikter i lande med naturressourcer som primær indtægtskilde.
I DR Congo har handel med mineraler og især guld været anstødsstene til voldelige konflikter i snart halvandet årti. I de østlige dele af nord og syd Kivu-provinserne har congolesiske og udenlandske væbnede grupperinger samt den congolesiske hær tjent millioner af dollars på at kontrollere selve minerne og mineralernes handelsruter.
Ifølge den London-baserede NGO, Global Witness, har de illegale indtægter ved kontrollen af mineralerne finansieret de stridende parters operationer, våben og ikke mindst korrumperet dele af militæret.
Det er derfor fremhævet, bl.a. af FN, at kontrollen over de lukrative miner er det afgørende incitament til at konflikterne kører videre.
Hvordan kan udplyndringen af DR Congo hindres?
Det afgørende spørgsmål bliver om aftagerne, de multinationale virksomheder, kan undgå at medvirke til at skabe uhensigtsmæssige incitament strukturer, og samtidig hjælpe til at sikre, at hele det congolesiske folk får gavn af landets naturressourcer.
Det vil kræve, at civilsamfundet, de involverede virksomheder og tilhørende regeringer, arbejder sammen om at skabe regulerende foranstaltninger, der skaber gennemskuelighed, begrænser handlen til retmæssige leverandører. Kun derved kan befolkningen være i stand til stille deres ledere til ansvar.
Mere gennemskuelighed og mindre ulovlig handel
Global Witness har i en ny rapport, “Tackling Conflict Minerals”, fra oktober 2014, peget på et nyt kinesisk initiativ, som kan mindske kinesiske virksomheders risiko for at medvirke til at fastholde konflikterne.
Rapporten har især fokus på den kinesiske regerings rolle i reguleringen af handlen med naturressourcer.
Det kinesiske handelskammer for mineraler, metal og kemiske importører og eksportører (CCMC) har netop publiceret nogle, ifølge Gobal Witness, banebrydende retningslinjer for kinesiske virksomheder med fokus på minedrift og handel med mineraler.
”De progressive og ambitiøse standarder omfatter vidtrækkende konsekvenser af ansvarlig virksomhedsadfærd, herunder konflikter og korruption, arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, og forholdet til lokalsamfundet”, skriver Global Witness.
Retningslinjerne læner sig op af FN´s og OECD´s Due Diligence Guidelines vedrørende DR Congo fra 2010, der skal sikre en ordentlig og legitim handel med mineraler.
En due diligence undersøgelse har til formål at give en køber indsigt i den sælgende virksomheds forhold forud for et eventuelt salg. Sådanne retningslinjer må siges at være relevante og nødvendige, for at indtægterne fra naturressourcerne kan komme befolkningen til gode. Spørgsmålet er, om det er nok?
Lovgivning kan gøre en forskel
I februar 2012 indførte den congolesiske regering en lov, der kræver, at virksomheder der opererer i den indenlandske naturressourcesektor skal sikre sig, at deres forsyningskæder er i overensstemmelse med OECD og FN-retningslinjerne.
Regeringen ville sikre sig, at virksomheder som opererer i sektoren ikke medvirkede til krænkelser af menneskerettigheder eller konflikter i DR Congo.
Dette resulterede i, at to kinesiske virksomheder, China Minerals and Metal og Huaying Trading Company, i maj 2012 blev suspenderet af den congolesiske regering, fordi de ikke levede op til kravene om at udføre due diligence i overensstemmelse med congolesisk lov.
Samtidig var de under mistanke for at købe mineraler fra illegitime væbnende grupper. Senere fik de dog lov til at operere igen, men episoden kan have været medvirkende til, at den kinesiske regering igangsatte tiltag, der førte til de nye retningslinjer.
Amerikanske bestræbelser på at forhindre konfliktmineraler
Britiske Financial Times har for nylig påpeget, at mange amerikanske producenter af mobiltelefoner, og andre produkter der inkorporerer disse mineraler, siden Dodd-Frank Act fra 2010 har bestræbt sig på at overholde loven.
Som del af en øget lovpakke, der søgte at skabe en regulering efter finanskrisen i USA, blev der indført en paragraf om gennemskuelige forsyningskæder. Her påkræves det, at der gøres rede for oprindelsen af anvendt materiale i en given produktion.
Store virksomheder som Intel og Apple har forsøgt at imødekomme loven. Intel er, ifølge Financial Times, stoppet med at anvende konfliktmineraler i deres mikroprocessor og Apple har publiceret en liste over deres leverandører, der muligvis indkøber konfliktmineraler.
Men ikke alle virksomheder har samme muligheder for at leve op til disse standarder. For mange virksomheder har indførelsen af disse tiltag været meget langsomme og kaotiske.
De amerikanske myndigheder havde på forhånd beregnet, at 6.000 producenter og 480.000 leverandører kunne blive påvirket af loven. Men kun 1.292 virksomheder har registreret sig og indberettet deres præcise forsyningskæder.
Andre hævder, at det simpelthen er for komplekst for virksomhederne at gennemskue og kontrollere deres transnationale leverandører. De bliver nødt til at stole på dem, hedder det.
Financial Times forklarer dog, at der er opstået en underskov af virksomheder, der sælger software udstyr i stand til at analysere virksomhedernes forsyningskæder. Så etik koster selvfølgelig.
Kinesiske virksomheder agerer også ofte på egen hånd
På trods af Global Witness´ begejstring, understreges det i rapporten, at man er klar over, at der en risiko for, at de kinesiske virksomheder heller ikke vælger at leve op til de nye retningslinjer.
”Det er derfor afgørende, at regeringen og handelskammeret prioriteter og håndhæver de nye standarder for at sikre, at deres medlemmer ikke længere er til skade for borgerne i nogle af de mest ustabile og sårbare steder på Jorden”, skriver Global Times.
Udfordringerne ved det nye tiltag kan ligge i, at store kinesiske virksomheder handler som selvstændige aktører meget lig vestlige virksomheder.
Det hævdes ofte, at den kinesiske centralregering kontrollerer alt, hvad kinesiske virksomheder gør i udlandet. Men ofte er de lige så lidt regulerede som vestlige virksomheder.
Nicholas Lardy fra Petersson Institute, har i bogen, ”Markets over Mao: The rise of Private Business in China” anført, at vores forståelse af kinesiske virksomheder er forkert og gammeldags. Den kinesiske regering har langt fra den indflydelse på de store transnationale virksomheder som vi ofte antager.
Samtidig er der forskel på at kræve gennemskuelighed eller at gøre det direkte ulovligt at handle med tyvekoster stjålet fra det congolesiske folk.
Så måske et fremskridt. Men et lille et af slagsen.
