Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet
Naturkrisen er her, den er mærkbar og alvoren kan aflæses i den seneste tids publikationer om naturens tilstand. For eksempel har Catherine Finn fra Queens University i Belfast sammen med kollegaerne Florencia Grattarola og Daniel Pincheira-Donoso – med en artikel i det ansete videnskabelige tidskrift Biological Reviews – her i år dokumenteret, at en flertal af verdens arter er i tilbagegang.
Derudover gør forfatterne opmærksom på, at vores viden om, hvordan det står til med verdens dyrearter er særdeles begrænset. Eksempelvis kendes kun tilstanden for cirka en fjerdedel af fiske- og insektarterne.
De kritiske budskaber flugter med WWF’s Living Planet rapport 2022, hvor den centrale udmelding er, at verdens dyrebestande er faldet med 69 procent.
Verdens lande enige om en aftale
Budskabet om naturens katastrofale tilstand er blevet hørt af verdens lande, og de har været overraskende handlekraftige. På biodiversitets-topmødet COP15, der blev afholdt i Montreal i december 2022, blev der indgået en aftale under det håndfaste kinesiske formandskab.
At Kina sad i formandsstolen skyldtes, at topmødet oprindeligt skulle være afholdt i den kinesiske by Kunming, men blev flyttet til den canadiske by Montreal som følge af COVID-19.
COP15 var – som de fleste af tidens store internationale topmøder – præget af store modsætninger. Især mellem Det globale Nord og Syd, og fra Syd bliver kritikken af Nord, især de vestlige lande, stadig mere højlydt.
Alligevel fik Kina strikket en aftale sammen, som alle lande nikkede ja til. Overraskelsen og jubelen fra enorm, ikke mindst fra organisationer der spænder fra den danske organisation Verdens Skove til FN’s miljøprogram, UNEP. Sidstnævnte kaldte aftalen banebrydende.
30 i 30
COP15-aftalen er omfattende og vidtgående. Kogt ind til en bouillonterning, så er de centrale temaer at 30 procent af jorden og 30 procent af havet skal frisættes til beskyttelse af biodiversitet. Disse initiativer skal være iværksat i 2030. Meget konkret men også vildt ambitiøst. En tidsramme på bare syv år virker urealistisk rent politisk-administrativt, men den giver mening i betragtning af, hvor kritisk situationen er.
Kernen i aftalen er en massiv økonomisk indsprøjtning til biodiversitets-relaterede initiativer. Aftalens målsætning er at mobilisere mindst 200 milliarder dollars (1.390 milliarder kroner, red.) om året fra private og offentlige donorer. Nord-syd-aspektet er helt centralt og aftalen foreskriver et flow fra Det globale Nord til Syd på 30 milliarder dollars per år.
Danmark som foregangsland
Netop finansiering af biodiversitets-initiativer er og bliver en udfordring, og den er ikke ny. For 30 år siden var nye og ekstra økonomiske midler til Det globale Syd ligeledes et centralt element i forbindelse med vedtagelse af biodiversitets-konventionen på UNCED-konferencen i Rio de Janeiro i 1992. Dengang var Danmark et af de førende og mest progressive lande, personificeret ved Svend Auken (S), daværende miljø- og energiminister. Auken spillede en central international rolle i opfølgningen på biodiversitets-konventionen. Han var med i den gruppe, der fremsatte planen om en Global Deal, der blandt andet havde som mål at mobilisere ekstra penge fra Det globale Nord til miljø- og udviklingsinitiativer i Det globale Syd.
Danmarks konkrete opfølgning var klar og tydelig. Der blev oprettet en særlig afdeling i Miljøstyrelsen, Danish Cooperation for Environment and Development (DANCED), og der blev afsat ekstra økonomiske midler, især i den såkaldte MIFRESTA-ramme. MIFRESTA stod for MIljø, FREd og STAbilitet.
Dansk underminering af kampen for biodiversiteten
MIFRESTA-rammen blev afviklet af Anders Fogh Rasmussens (V) regering i forbindelse med finansloven i 2002.
Faktisk viser fire nedslag, at Danmark direkte modarbejder den globale indsats mod biodiversitetskrisen
Men Danmark holder fortsat fanen højt i kampen for den grønne omstilling i Det globale Syd. Det ses tydeligt i de seneste år udviklingspolitiske strategier. Ansvaret for gennemførelsen ligger nu hos Dan Jørgensen (S), minister for udviklingssamarbejde og globale klimapolitik.
Han misser sjældent en lejlighed til at fremfører sig selv som Svend Aukens arvtager, men Dan og Danmarks indsats for biodiversiteten er milevidt fra Aukens. Faktisk viser fire nedslag, at Danmark direkte modarbejder den globale indsats mod biodiversitetskrisen, ved:
- Ikke at afsætte én krone til finansiering af opfølgningen på COP15
- At underminere nationalpark-konceptet
- Ikke ville kunne leve op til kravet om 30 procent beskyttet natur i 2030
- At arbejde på at forringe levevilkårene for biodiversiteten i vores eneste naturområde i verdensklasse
Nu vil det være at gå alt for langt, at lægge ansvaret på ovenstående på Dan Jørgensen alene, men han sidder i en regering, som ikke aktivt handler for at bekæmpe biodiversitetskrisen, men tværtimod bidrager til at forværre den.
Når jeg således kalder Danmark for en biodiversitets-skurk, kræver det nogle argumenter, og de kommer her:
Et lille land kan gøre stor skade
Danmark har ikke afsat penge til opfølgning på COP15, altså en total kovending i forhold til vores tilgang for 30 år siden. Det kan potentielt få katastrofale konsekvenser for virkeliggørelse af ambitionerne i COP15-aftalen.
For det første fordi Danmark viser verden, at vi ikke ønsker at investere i aftalen. Vi viser med alt tydelighed, at handling ikke følger ord, når vi ikke ønsker at bidrage til finansiering af det, der blev aftalt i Montreal.
Det andet og afledte aspekt er, at vi kan blive en inspirationskilde for andre like-mindede lande i Det globale Nord. De kan lægge sig i slipstrømmen af ”forgangslandet” Danmark, ved heller ikke at bidrage med noget økonomisk.
I Det globale Syd er det en udbredt opfattelse af vi i Nord begår løfte- og tillidsbrud
For det tredje – og vigtigst – så er penge og ekstra penge af fundamental betydning for iværksættelse af COP15-aftalens initiativer. Netop problemstillingerne omkring finansiering har gennem de seneste 30 år skabt stadig mere polariserede positioner mellem de biodiversitetsrige lande i Det globale Syd og de økonomiske rige lande i Det globale Nord.
I Det globale Syd, og stadig mere tydeligt fra de afrikanske lande, vokser frustrationen over det, de oplever som Det globale Nords manglende vilje til at afsætte af nye og ekstra penge til initiativer, der skal fremme biodiversiteten. I Det globale Syd er det en udbredt opfattelse af vi i Nord begår løfte- og tillidsbrud.
De polariserede positioner forpester samarbejdsklimaet, og betyder samtidig – efter min opfattelse – at gennemførelsen af COP15-målsætningerne er et rent fatamorgana.
Erodering af nationalparksbegrebet kan være en inspirationskilde
Kronjuvelen i bevarelse af biodiversitet er beskyttede områder, og her står de såkaldte nationalparker står helt centralt. Det er den internationale miljøbeskyttelses-organisation IUCN står for rammesætningen af beskyttede naturområder og standarder for anvendelse af betegnelsen som eksempelvis nationalpark.
Danmarks måde at forvalte vores udpegede nationalparker kan meget diplomatisk kaldes ’kreativ’
Danmarks måde at forvalte vores udpegede nationalparker kan meget diplomatisk kaldes ’kreativ’. For i danske nationalparker er beboelse, intensivt landbrug og andre former for udnyttelse accepteret.
På det område har politikerne dog ændret praksis og indført et nyt koncept i bevarelse biodiversitet, nemlig naturnationalparkerne. I naturnationalparkerne vil der være en stærkere beskyttelse af biodiversiteten end i nationalparken, der i højere grad vil leve op til IUCN’s kriterier for nationalparker.
Når Danmarks måde at gribe tingene an på er problematisk, er det primært fordi vores praksis kan inspirere andre lande.
Særligt bekymrende vil det være, hvis lande med høj og enestående biodiversitet kopierer vores tilgang og dermed underminerer beskyttelsen af biodiversiteten. Konkret vil anvendelse af den danske model være ensbetydende med en accept af forøget menneskelig udnyttelse, beboelse og andre menneskelige aktiviteter i nationalparker. Det kan potentielt bidrage til at gøre biodiversitetskrisen værre, end den allerede er.
Netop menneskelig aktiviteter i nationalparker i Det global Syd er vi her i Nord jo traditionelt meget kritiske og bekymrede over. Et eksempel på det er protesterne mod et planlagt vejprojekt i Tanzanias Serengeti-nationalpark, som Globalnyt tidligere har omtalt.
30 procent er umuligt og hvad så
Målsætningen om beskyttelse af 30 procent af naturen på land og i havet i 2030 er umuligt i Danmark. Det har statsminister Mette Frederiksen (S) tidligere udtalt i forbindelse med den tilsvarende målsætning i EU. Statsministerens position har utvivlsom bred opbakning i den danske befolkning.
På den ene side vil der være argumenter, der går på de store samfundsmæssige omkostninger og de begrænsede gevinster for biodiversiteten i Danmark ved at give 30 procent af naturen fred.
De store samfundsmæssige omkostninger vil være omlægninger, som vil betyde afvikling af dele af landbruget, fiskeriet og andre former for udnyttelse af land og hav.
På den anden side vil der – igen – være de internationale implikationerne ved vores manglende opfyldelse af 30 procent-målet.
Hvad vil myndighederne i de økonomisk fattige og biodiversitetsrige lande i Det globale Syd gøre?
Danmark er et fattigt land, når man ser på biodiversitet. Vi har kun ét biodiversitet-hotspot, som er i verdensklasse
Forventer vi, at statsledere i biodiversitetsrige lande kan overbevise deres befolkninger om, at de skal give afkald på enorme land- og havområder til naturbeskyttelse? Vel og mærke naturbeskyttelse, som vil hæmme udnyttelse og dermed udviklingsmulighederne i landene.
Danmarks position om, at vi skal fritages fra 30 procent-målet giver nok mening for et flertal af danskerne. Men igen: Vores manglende omsætning af målsætningen vil åbne muligheder for undtagelser for andre nationer, og det vil i sidste ende underminere initiativerne til at fremme biodiversiteten, som det blev aftalt på COP15.
En test af den grønne stormagt og planeten
Danmark er et fattigt land, når man ser på biodiversitet. Vi har kun ét biodiversitet-hotspot, som er i verdensklasse, og det er Vadehavet, der ligger på Jyllands vestkyst i grænselandet til Tyskland. Det er spisekammer for millioner af vand- og vadefugle.
Forvaltningen af området har i årtier været stedmoderlig og stærk problematisk, især når det gælder forholdene for områdets ynglefugle. På det seneste er der dog kommet nogle positive initiativer om naturpleje.
Men nu er områdets fugleliv truet, fordi Vadehavet er udpeget som hjemsted for et nationalt testcenteret for store havvindmøller. Et sådan testcenter præsenteres som en nødvendighed i for at realisere en ambition om at Danmark blive en nyt (energi)grønt Saudi-Arabien.
Baggrunden er, at der ikke bor så mange mennesker ved Vadehavet, og at testcentret derfor ikke vil genere så mange (mennesker). Planerne har affødt et ramaskrig blandt naturorganisationer, fordi de frygter, at testcenteret vil forstyrre det enestående fugleliv.
Flere debattører har italesat konflikten om testcenteret som et valg mellem grøn energi eller natur. Men problemet stikker endnu dybere, for Danmark naturforvaltning er forankret i en grundlæggende forestillingen om, at naturen kun får plads, hvis det passer til os mennesker.
Vi lever og nyder livet i den antropocæne tidsalder, hvor grundopfattelsen er, at biodiversitetskrisen primært er noget, der foregår i Det globale Syd. Den udbredte opfattelse synes at være, at naturen dér har fortrinsret frem for menneskerne, der bor i eller omkring naturområdet. Og disse samfund har pligt til at sørge for at bevare biodiversiteten, som er et af vores fælles globale goder.
Der er et oprør på vej i Det globale Syd
Hamskiftet og mulige spredningseffekten er bekymrende
Der er et oprør på vej i Det globale Syd. Det kan opleves på FN’s COP-møder. Flere lande i Afrika er meget klare i deres udmeldinger om, at de hverken kan eller vil bekæmpe naturkrisen alene. Og især ikke samtidig med at de er eksponeret for mange andre kriser, som de opfatter som mere presserende.
Der er mange og stadig flere og alvorligere kriser, der udfordre menneskerne på vores planet. Internationalt samarbejde er en forudsætning for en globale løsning på biodiversitetskrisen og andre kriser. Danmark har tidligere spillet en central rolle som et land, der kom med bud på løsninger, og herunder afsat ekstra midler til bekæmpelse af naturkrisen. Men på det seneste er vores kursskifte blevet tydeligere, og i dag er vi i stadig højere grad blevet en del af problemet.
Desværre er Danmark ikke den eneste problematiske aktør i bekæmpelse af biodiversitetskrisen. Vi bør være opmærksomme på at vores hamskifte fra foregangsland til bagstræber-land kan inspirere andre og sprede sig som ringe i vandet. Det vil hverken gavner biodiversiteten eller menneskerne.
