Af Knud Vilby
”Stands aldrig bilen for at se til ham du kørte ned”. Det er overskriften på en artikel om Uganda i Information i februar 1970. Det var mig, der som ung journalist og førstegangs-Afrikabesøgende skrev artiklen, der handlede om voksende og velorganiseret kriminalitet i det Uganda, Churchill havde kaldt ”Afrikas perle”.
Jeg gengav de tre råd til nyankomne Uganda-besøgende, som jeg selv havde modtaget.
• Stands ikke efter en færdselsulykke med påkørsel af mennesker. Du risikerer at blive lynchet af den rasende hob.
• Stands ikke, hvis der ligger en mand på tværs over vejen. Han kan være medlem af en bande, der plyndrer bilen og dig, hvis du standser
• Bliv bag din låste soveværelsesdør, hvis du oplever et indbrud. For straffene i Uganda er så høje, at tyven vil slå dig ihjel med sin panga, hvis du kan identificere ham.
Jeg kom til Uganda i januar 1970, sydfra med rutebilen fra Bukoba vest for Victoriasøen. I halvanden måned havde jeg rejst med tog, bus, færge og speedtaxaer gennem Kenya og Tanzania, og jeg havde følt mig som gæst i Frode Fredegod-land. Det var smukt og trygt og godt. Øjne og øre var vidt åbne og notesbøgerne fyldt med observationer om det nye Afrika, der voksede frem.
Men nu kan det nok være, at jeg blev advaret, og det både af sorte og hvide. De lokale aviser bekræftede, at Uganda blev hærget af kriminelle bander. De lokale andelsselskaber var hyppige mål, og bøndernes andelskassebeholdninger forsvandt. Men overalt hvor der var noget at stjæle, var kriminaliteten også. Stort set ingen gik fri.
Dagbladet ”The People” spurgte, hvorfor Uganda dog oplevede så mange røverier, og ubesværet af tung viden skrev jeg i artiklen fra februar 1970, at den vigtigste årsag nok var det skrigende misforhold mellem almindelige menneskers lønninger på 150 kr om måneden og den velstand, man kunne se i andre dele af samfundet.
”Det går op for flere og flere, hvad der kan købes for penge. Fristelserne er enorme, men mulighederne minimale med en dagløn på 5 kroner. Det er måske typisk, at kriminaliteten tilsyneladende i alle tre østafrikanske lande synes at være særlig stor i ret veludviklede områder i landet. I det helt primitive landsamfund, der stadig i høj grad er baseret på naturaløkonomi, er samfundet endnu ikke kommet så meget i skred. Velstanden er ikke så tæt inde på det fattige liv”.
De mere statiske og fattige samfund var de fredeligste. Der, hvor der var mest gang i udviklingen, var der også flere farer.
Bistandens dobbeltspil
Jeg var på en journalistisk bistandsmission og skulle også finde ud af, hvad danske penge blev brugt til. Bistandens formål var jo at bekæmpe fattigdom for at give flere mennesker et bedre liv. Men jeg lærte, at udvikling undervejs kan betyde flere konflikter, mere kriminalitet og større utryghed.
Jeg lærte også en del andet, blandt andet om dobbeltspillet i dansk udviklingsbistand.
En anden 1970-artikel handlede om ni bistandsfinansierede danske hoteller til Uganda, leveret via Danish Turnkey Hotel A/S. Alt fra køkkenudstyr til gardiner og møbler kom direkte fra Danmark. Og det på et tidspunkt, da en stor tekstilfabrik i Uganda kørte for halv kraft, og hvor møbler også kunne produceres lokalt.
Det var så som så med fattigdomsorienteringen. Det skrev jeg også om, så vidt jeg husker, uden at det førte til nævneværdig debat.
Kontrasterne fra dansk designede og producerede nøglefærdige hoteller til de fattiges dagligdag var enorme, og det passede ikke helt, at der altid var fredeligt i de primitive landsamfund.
Jeg tog også rutebilen til Moroto i kvæglandet Karamoja oppe mod nordøst. Og jeg så, hvordan Karamoja-krigerne gemte deres spyd væk, når der kom besøg nede sydfra.
Kampen om kvæget, tværs over grænsen til Kenya, gjorde behandlingen af skud- og spydsår til en hovedbeskæftigelse på sygehuset i Moroto. Der var strenge våbenforbud, som naturligvis ikke blev overholdt.
Kampala og Entebbe var meget længere fra Moroto end Bruxelles er fra Christiansborg.
1986 og det nye håb
Holger Bernt Hansens Uganda-jubilæumsartikel i U-landsnyt fortæller om de andre historiske og aktuelle årsager til politiske, sociale, økonomiske og etniske spændinger i Uganda. Det har ikke bare handlet om ulighed, og det lærte jeg naturligvis også.
Men samtidig forstærker uligheden og de ulige muligheder hele tiden de andre årsager til konflikt og spændinger.
I tiden efter 1986 var jeg ofte i Uganda, og i de første mange år mærkede man, at troen på en ny fremtid fredeliggjorde store dele af landet.
Der kom gang i økonomien. Man fik en hær, der tilsyneladende var disciplineret og uden væsentlig korruption. Fremgangen var synlig og gav de fleste ugandere nye muligheder – i hvert fald i syd.
For i nord var der stadig mere krig end udvikling. Lord´s Resistance Army raserede og rykkede ud og ind efter forgodtbefindende med det resultat, at stort set alle bistandsorganisationer og store dele af regeringssystemet rykkede ud.
På et tidspunkt var u-landsfrivillige Kim fra MS den eneste mzungu på i området omkring byen Gulu. Hjemme i MS-hovedkvarteret var vi bekymrede, men Store-Kim var ikke sådan til fals for ordrer fra hovedkvarteret.
Han var virkelig en frivillig, der frivilligt besluttede at blive. Der var utrolig lokal respekt om ham og hans arbejde. Men ene kunne han ikke hindre at Gulu og området mod nord var fraværende på Ugandas udviklingsdagsorden.
Betty Bigombe og Bjørning
Med Gertrud Bjørning var jeg med til at lave film om den usædvanligt charmerende acholi-minister Betty Bigombe. Hun var minister for pacificering af de nordlige områder og havde hovedkvarter i Gulu, og selv om pacificeringen viste sig at blive en umulig livstidsopgave for hende, var der respekt om hendes arbejde. I perioder var hun med til at gøre livet lidt mere tåleligt og nogle indsatser mulige.
en Gulu voksede alligevel med masser af interne flygtninge, mens landområder og landbrugsjord udenfor blev lagt øde. Landet blev stadig mere skævt.
Selv var jeg tilbage i Gulu i 1996, da jeg var valgobservatør ved præsidentvalget. Sammen med den britiske højkommissær ”observerede” vi i Gulu-området. Vi kørte der op i eskorte med kampvogne for og bag, og endnu en gang tænkte jeg på det gamle råd om aldrig at standse unødigt på en øde vejstrækning i Uganda.
Vi observerede mange valgsteder, men vi var instrueret om, at det allervigtigste var morgenobservationerne af de vejstrækninger, vi kørte ud på. Der kunne være gravet vejminer ned i nattens løb.
Så vi observerede grusveje, også for vores egen sikkerheds skyld. Det var ikke Museveni-land, og der var folk der gerne ville bremse præsidentens valgmaskinen sydfra.
Den gamle tradition for magt
De sidste mange års beretninger fortæller, hvordan et donordarling-styre med en magtfuld præsident udviklede en ny form for arrogant og autoritær magtfuldkommenhed, der trods vækst igen har øget modsætningerne. Magtens svar er det sædvanlige.
Når spændingerne stiger, mindskes åbenheden og det reelle demokrati. Magten bliver mere beskidt, også fordi der nu igen er korruption i stor skala at skjule og forsvare. Den negative spiral forstærkes.
Folk som Meles i Etiopien og Museveni i Uganda blev en gang nævnt som eksempler på de nye demokratiske ledere i Afrika. Men det er længe siden.
Da Meles døde for nylig, betegnede Villy Søvndal og Christian Friis Bach ham alligevel som menneskeretsforkæmper og demokrat (inderst inde). Det undrede etiopere, der havde oplevet hans brutale undertrykkelse af oppositionen og forbud mod at NGOer at beskæftige sig med menneskerettigheder.
Hvis Museveni en gang dør, vil der stadig være grund til at prise ham, fordi han var hovedmanden bag den nye rene og lovende start for ”Afrikas perle”. Den gjorde livet bedre for millioner af ugandere. Måske var han også en slags demokrat, den gang der var forbud mod politiske partier i Uganda.
I dag er der til gengæld intet ”nyt demokrati” over ham. Han er derimod et lidt trist eksempel på en gammel afrikansk tradition for ledere, der er blændende til at erobre magten, men helt uden talent for at give den fra sig.
Jeg tror stadig, man skal passe på, når man kører på Ugandas veje.
Knud Vilby er journalist, forfatter og ind imellem udviklingskonsulent. Han har i mere end 35 år beskæftiget sig med de politiske, sociale og menneskelige forhold på det afrikanske kontinent og blandt andet været formand for Den Danske Unesco Nationalkommission og Mellemfolkeligt Samvirke. I dag er han medlem af Folkekirkens Nødhjælps og Det Økologiske Råds styrelser. Og blogger hos U-landsnyt.dk
