Frivilligt arbejde er godt. Meget godt. Ved at arbejde frivilligt demonstrerer man engagement og vilje til at gøre noget for en sag, man tror på. Uden betaling.
Danske folkelige organisationer er rundet af frivilligt arbejde, men frivilligt arbejde alene gør det ikke. Det ved alle organisationer, der arbejder med udvikling. Alligevel synes det at være en fremherskende opfattelse, at mindre organisationer kan fungere alene med frivillig og stort set gratis arbejdskraft.
Det kan de ikke. Der skal mere end frivillighed til, mener to kvinder, der begge er aktive i det danske udviklingsmiljø.
Anne Egelund, leder af Ubumi Prisons Initiative, og Camilla Legendre, leder af organisationen 100% for Børnene, finder det oprørende – næsten provokerende – at man forlanger, at mindre organisationer skal levere en professionel indsats, hvis de skal have støtte, men samtidig ikke er glade for at bidrage til driften. Det gælder både offentlige og private midler.
“Der er ingen, der forventer, at for eksempel Dansk Røde Kors kan yde kvalitetsbistand uden topprofessionelle ansatte, men når det gælder mindre organisationer, er sagen en anden,” siger Anne Egelund.
Hun tilføjer, at det ikke er en kritik af de store organisationer eller et angreb på de små, frivillige organisationer, som det kører fint for. Kampen gælder et mangfoldigt civilsamfund, hvor der også er fokus på små organisationer, der beskæftiger sig professionelt med udvikling i lande mod syd.
Camilla Legendre supplerer:
“Vi små, men fagligt stærke, organisationer kan noget, de store ikke kan. Vi er fleksible, omstillingsparate og meget vigtigt: Vi er der, hvor mange andre ikke er. Vi når de allermest udsatte grupper i samfundet. Vi er ildsjælsdrevne og arbejder sammen med ildsjæle i det lille civilsamfund i Syd. Dermed er vi også med til at støtte de små organisationer i Syd, hvilket er særlig vigtigt i en tid, hvor civilsamfundets råderum indskrænkes.”
Kvalitet og kontinuitet
Og kvalitet koster som bekendt penge. Arbejdet med at koordinere og støtte de frivillige kan i mange organisationer ikke løftes uden driftsmidler, så det er vigtigt at huske mellemregningen, når man taler om frivillig arbejdskraft. Gratis er den ikke.
De tilføjer:
“Vi lægger mange frivillige timer i vores organisationer, men vi kan ikke arbejde gratis. Det er rimeligt, at der stilles høje krav til projektimplementering, men det kræver på sin side et højt niveau af professionalisme og faglighed. Hvis man skal skabe kvalitet og forandring i de sårbare sammenhænge i udviklingslandene, så er kvalificerede og lønnede medarbejdere, som kan sikre kontinuitet og faglighed, helt centrale.”
Behov for en mere offensiv indsats
Både Ubumi og 100% for Børnene arbejder med partnerorganisationer, som er skrøbelige, men arbejder der, hvor de udsatte målgrupper lever – som typisk er dem, Danmarks civilsamfundsstrategi gerne vil nå.
Egelund og Legendre understreger, at det er et komplekst arbejde, som kræver både tid, kompetencer og en kontinuerlig indsats, at opbygge institutioner og organisationer, så man sikrer effektiv dataindsamling og bæredygtige resultater i Afrika, hvor deres to organisationer arbejder.
Det kræver økonomiske midler at sikre en professionel indsats – midler, som det er mere end vanskeligt at få i dag. CISU, der på Danidas vegne administrerer en del offentlige midler, er i stigende grad opmærksom på problemet, men det er nødvendigt med en mere offensiv indsats, påpeger de to:
“Lad os sige det helt tydeligt: Hvis der ikke administreres anderledes i de offentlige puljer, så vil vi få et reduceret civilsamfund, som leverer dårligere kvalitet i udviklingsarbejdet. Hvis man ikke ændrer de eksisterende tilgange til funding i de offentlige puljer og fondsmiljøet, så kan vi hverken overleve på kort eller langt sigt. Vi er i en blodrød kamp for overlevelse.”
De to kvinder har taget initiativ til en netværksgruppe af mindre civilsamfundsorganisationer, som arbejder aktivt med både puljeadministratorer og det politiske system for at sikre flere midler til de små civilsamfundsorganisationer som led i at sikre deres overlevelse.
Ubumi Prisons Initiative arbejder med sundhed, uddannelse og menneskerettigheder blandt de mest sårbare i Zambias fængsler.
Læs mere: www.ubumi.dk
100% for Børnene arbejder med www.100pct.org