Kenyas etniske grupper
Kenya har 42 officielt anerkendte etniske grupper, og etnicitet er en vigtig komponent i den personlige identitet i de fleste dele af det kenyanske samfund. De største etniske grupper er:
Kikuyu (17,1 %)
Luhya (14,3 %)
Kalenjin (13,4 %)
Luo (10,7 %)
Kamba (9,8 %)
Somalier (5,8 %)
Kilde: Statista (2019)
9. august løber første runde af det kenyanske valg af stablen, og uanset hvem der vinder, vil det politiske system blive grundlæggende forandret.
Valget står mellem den nuværende vicepræsident William Ruto, mens oppositionslederen Raila Odinga stiller op med løfte om erfaring og stabilitet. Den nuværende præsident Uhuru Kenyatta stiller slet ikke op.
Det lyder som sådan ikke som et jordskredsvalg. Det er gamle kendinge, der strides. Men den foreløbige valgkamp har allerede varslet et opbrud med den stammelogik, som hidtil har hersket i Kenya, og som på sigt kan reformere landets politiske system. Valgkampen indeholder også (endnu engang) et løfte om at gøre op med korruptionen, mens klimadagsordenen næsten ikke nævnes på vælgermøderne.
Alt sammen under relativt fredelige omstændigheder takket være blandt andre civilsamfundsorganisationer. Men det kan ændre sig endnu. For stammelogikken er måske en del af Kenyas relativt stabile politiske system.
Brud på alliance
Kenya er den dominerende økonomiske magt i Østafrika. Det er det mest velstående land i regionen med en nationalindkomst pr. indbygger (BNI) på 14.000 kroner og en veluddannet og selvbevidst middelklasse. Landets erhvervsliv er også ganske udviklet. Den omfatter et eksportorienteret landbrug og en industri, hvis dagligvarer fylder meget i nabolandene.
Kenya er også et demokratisk foregangsland for de omkringliggende lande. Det er trods enkelte kriser lykkedes at fastholde et formelt demokratisk system og en udbredt stabilitet i næsten 60 år.
Siden uafhængigheden i 1963 har det politiske landskab i Kenya været baseret på etniske tilhørsforhold med en næsten uafbrudt alliance mellem den største stamme, Kikuyu og den tredjestørste, Kalenjin.
Læs også: Bliver 2022 klimavalgenes år?
Fire præsidenter har regeret landet over de knap 60 år. Tre har været kikuyu – heriblandt den nuværende præsident og hans far, Jomo Kenyatta. En har været kalenjin. Overfor den alliance har stået den fjerdestørste stamme, Luo, ledet af Odinga-familien nu repræsenteret af Raila Odinga. Kenyansk politik har i høj grad været en kappestrid mellem Kenyatta- og Odinga-familierne.
Men sådan er det ikke længere.
Kort efter valget i 2017, gav Kenyatta og Raila Odinga håndtryk på et nyt samarbejdsinitiativ til stor frustration for vicepræsident William Ruto, der er kalenjin. Det var et brud på den aftale Kenyatta og Ruto indgik i 2012, om at Kenyatta fik præsidentposten, mens Ruto kunne overtage den i 2022, hvor Kenyatta ikke kunne genopstille. Sådan blev det i hvert fald forstået blandt Rutos tilhængere.
Kenyatta støtter nu i stedet Odingas kandidatur. Og med en forventning om de fleste kikuyu-stemmer i ryggen, skulle Odinga efter 60 års kamp endelig kunne nå familiens store mål om at besidde præsidentembedet.
Blodig valghistorik
Bruddet mellem kikuyuerne og kalenjin-stammen er egentlig ikke overraskende. Alliancen har altid været prekær og unaturlig. Den har kun fungeret, fordi det gav begge parter en sikker andel i magten.
Kikuyuerne bor i de frodige områder omkring Mount Kenya med intensivt landbrug og handel, mens Kalenjin er deres nærmeste naboer i den tørre Rift Valley. Befolkningspresset omkring Mount Kenya har tvunget kikuyuer ned i Rift Valley, hvor de har etableret sig som handlende eller oprettet moderne, mekaniserede landbrug på kalenjinernes græsningsområder.
Da kalenjinerne i forbindelse med valget i 2007 indgik i alliancen med Odinga, men endte med at tabe efter et meget tvivlsomt forløb, udbrød der voldsomme uroligheder. 1100 døde, og over en halv million blev internt fordrevet.
Efter kenyansk, stammebaseret valglogik skulle resultatet således være givet i 2022. Kikuyu plus Luo plus støtte fra ledere i kystregionen og Kamba-stammen, bør slå Kalenjin med flere længder trods støtte fra Luhya-stammens ledere.
Men der er en række faktorer, som betyder at valget kan blive mere jævnt end som så.
Som Harris og Biden
Først og fremmest er det to vidt forskellige kandidater, der stiller op.
Raila Odinga er 78 år. Han ynder at fremstå som mere venstreorienteret end Kenyatta, men han er i høj grad en del af det politiske etablissement.
Kenyatta står fuldt ud bag Odinga. Han er formand for Azima, og det er ham, der har valgt Odingas vicepræsidentkandidat Martha Karua. Hun er kikuyu, tidligere justitsminister og fremstår som en hardliner på antikorruption (dog mere retorik end handling). De to kan sammenlignes med Joe Biden og Kamala Harris.
Odinga nægtede at stille op til den eneste live-debat på TV. Angiveligt fordi han ikke ville stå på scenen med en mand af så lav moralsk habitus som Ruto. Men mange mistænker ham for at værne om sin statsmandsværdighed i stedet for at blive involveret i politisk slagsmål med den langt mere dynamiske og aggressive Ruto.
Ungdommens kandidat?
William Ruto er 20 år yngre. Han fremhæver ofte sin beskedne baggrund, sine amerikanske forbindelser og har udnævnt en jævnaldrende kikuyu-forretningsmand Rigati Gachugua til vicepræsidentkandidat. Til trods for at han har været vicepræsident i 10 år, er det lykkedes ham at fremstille sig som den nye mand, der udfordrer den eksisterende elite – som ungdommens kandidat. Og det er ikke nogen dårlig idé.
Kenya har en meget ung befolkning. Hovedparten af vælgerne er under 35 år. Mange af de unge er ganske godt uddannet, men står over for en massiv ungdomsarbejdsløshed. Kenya lider under Covid-pandemien og de afledte virkninger af Ukraine-krigen samt en alvorlig tørke.
Ruto har tilrettelagt sin kampagne som ét langt angreb på den siddende præsident Kenyatta, som han beskylder for stadig at være den reelle magt bag Azimo. Odinga betegner han som Kenyattas marionetdukke.
Opbrud med stammelogikken
En interessant udvikling i Kenya er dog, at det er usikkert, hvor meget længere stammelogikken holder. I de større byer har der specielt i middelklassen været et opbrud med de faste stammetilhørsforhold. Folk arbejder, bor, handler og gifter sig i stigende grad på tværs af stammerne. Derfor sker der også en opblødning af de stammebaserede stemmemønstre.
Den nuværende situation kaster især kikuyuernes stemmer op i luften. De har ikke deres egen præsidentkandidat, men begge vicepræsidentkandidaterne er kikuyuer. Der har været en del kritik af Kenyattas opfordring til at stemme på Odinga – kikuyuernes store historiske modstander – og det er usikkert, om vælgerne vil følge den.
Opinionsundersøgelser tyder på, at Ruto fører i Mount Kenya-området på trods af Kenyattas støtte til Odinga. Spørgsmålet er, om vi vil se en lavere stemmeprocent blandt kikuyuerne eller et opgør med stammebaserede stemmemønstre? I så fald kan det på længere sigt ændre hele valgprocessen og det politiske system i Kenya.
Manglende klimapolitik
Valgkampen har efter kenyansk sædvane drejet sig meget lidt om den politik, der skal føres.
Begge kandidater har lovet at udrydde den korruption, som modkandidaten har været hovedansvarlig for. De lover også begge at reducere de høje leveomkostninger.
Odinga har præsenteret en lidt mere venstreorienteret linje med forslag om en omfattende sundhedsreform og en tæt tilknytning til fagbevægelsen. Det sidste hænger sammen med, at fagbevægelsen primært organiserer ansatte i den offentlige sektor, som lærere og jernbanearbejdere, der ofte rekrutteres blandt luoer. Selvom begge parter vil støtte små erhvervsdrivende, spiller de en klart større rolle i Rutos valgkamp.
Man kunne tro, at klimaspørgsmålet ville være vigtigt for et land, der huser FN’s miljøprogram UNEP og står midt i en alvorlig tørke. En tørke, der også skaber sikkerhedsproblemer i det nordlige Kenya, hvor kampen om de sparsomme græsgange og vandressourcer i stigende grad fører til væbnede sammenstød. Men klimapolitik spiller en meget beskeden rolle i partiprogrammerne. De nævnes stort set ikke til valgmøderne, der domineres af lokale spørgsmål som placering af infrastruktur og valg af lokale guvernører.
De seneste opinionsmålinger peger på en sejr til Odinga med en
Skulle Odinga vinde og blive den første præsident, der ikke kommer fra den hidtil herskende Kikuyu-Kalenjin alliance, vil der være to store spørgsmål: Hvordan vil kalenjinerne reagere på at blive sat uden for indflydelse? Og kan den nye konstellation samarbejde?
Vil volden gentage sig?
I forhold til kalenjinernes reaktion, taler historikken ikke nødvendigvis for en ikke-voldelig reaktion.
Valgkampe i Kenya er traditionelt meget hårde. Det hænger bl.a. sammen med, at kandidater til parlamentsvalget bruger exorbitante beløb med lejede helikoptere og overdådige valgmøder. Det finansieres med lån, som kandidaterne forventer at kunne betale tilbage, hvis de bliver valgt, selvom lønnen for et parlamentsmedlem ikke er voldsom høj. Vinder de ikke, er konsekvensen ofte personlig konkurs, og man skyr derfor ingen midler for at sikre sig sejren.
Lokalt føres valgkampen med voldsom konfrontatorisk retorik med hadefulde budskaber inklusive dødstrusler direkte på FM radio, og nu også på sociale medier.
Valgmøderne forstyrres ofte og udvikler sig til reelle slagsmål. Efter valget i 2007 udviklede det sig som nævnt til voldsomme kampe med mange døde til følge. I år har civilsamfundsorganisationer gjort en stor indsats for at dæmpe volden under valgkampen. Indtil videre har man haft held til at skabe en relativt fredelig valgkamp.
Med den historik er det vigtigt undgå episoder, som kunne give den ene eller den anden part anledning til at føle sig uretfærdigt behandlet. En gentagelse af urolighederne fra 2007 ville være ødelæggende for økonomien og Kenyas omdømme.
“It’s our time to eat”
Hvis en sejr til Odinga ikke udløser store uroligheder, vil det være en helt ny situation i Kenya. De gamle ærkerivaler, Kenyatta- og Odinga-familierne, skal samarbejde.
Odinga får en kæmpe udfordring med at få en helt ny politisk scene til at fungere. Selvom han skulle blive valgt med et klart flertal, er det ikke givet, at han vil have en tilsvarende støtte i parlamentet.
Kenyas nye forfatning bygger på et præsidentielt system som USA’s, hvor parlamentet skal godkende lovgivning og finanslove. Odingas alliance er en løs formation af partier, der også repræsenterer egne regionale interesser. Især parlamentsmedlemmer fra kikuyu-områderne må forventes at blive meget vanskelige at styre for en nyvalgt præsident.
Regeringens hovedfunktion er at fordele ressourcer og magt mellem stammerne og regionerne. Her vil de, der har været begunstiget hidtil, forsøge at holde på deres position og privilegier. Omvendt forventer de, der tidligere har været udenfor, at de vil få en større andel af kagen. Som den kenyanske talemåde lyder: “It’s our time to eat”.
Selve symbolet på korruption
Korruption har som altid været det store spørgsmål i de politiske debatter og begge kandidater har lovet en hurtig og gennemgribende indsats. Problemet er, at korruptionen er så udbredt, at en indsats mod korruption uundgåeligt vil ramme nogen af den kommende præsidents støtter.
Den nuværende præsidents far og tidligere præsident Jomo Kenyatta var skolelærer og frihedskæmper, men familien ejer i dag et af de største erhversimperier i Østafrika. De er om nogen blevet symbol på politikernes berigelse.
Rutos vicepræsidentkandidat Gachugura har netop i Højesteret fået beslaglagt 10 millioner kroner, fordi han ikke kunne forklare, hvordan de var landet på hans bankkonto. Timingen viser noget om retssystemets (manglende) uafhængighed, men sagen illustrerer især, hvor indsmurt kandidaterne er i korruptionen.
En uventet Ruto-sejr vil skabe endnu større udfordringer. Han vil have hele den etablerede magtstruktur imod sig, og det vil formentlig være svært for kikuyuerne at forestille sig et styre uden Kenyatta-familien til at kæmpe deres sag.
Under alle omstændigheder har vi efter valget en ny situation med nye udfordringer. Men det vil stort set være de samme politikere, der skal løse dem. Spørgsmålet er, om en opblødning af stammelogikken på længere sigt kan skabe et politisk system, der i højerede grad fokuserer på, hvordan problemerne løses end af hvem.
Bo Jensen er mangeårig diplomat og tidligere dansk ambassadør i Kenya og Burkina Faso. I dag er han selvstændig konsulent og bor i Norge.