I et fælles opråb sender 50 fremtrædende afrikanere – deriblandt kapaciteter som Achille Mbembe og Felwine Sarr – et positivt budskab til kontinentets indbyggere:
Hvis Afrika mobiliserer sine samlede ressourcer – kreative, intellektuelle, tekniske, digitale, – såvel i som uden for kontinentet, og hvis alle arbejder sammen om løsninger, kan Afrika komme både stærkere og mere forenet ud af krisen.
En ny plads i verdensordenen
Pandemien har sat alle lande i verden i samme umulige situation, men mens Afrika er det kontinent, der, indtil nu, er mildest ramt af corona, er det samtidig det kontinent, der står til at blive hårdest ramt af virussets konsekvenser.
Ikke desto mindre ser gruppen krisen som en historisk mulighed for Afrika. For når økonomier og samfund går i stå, åbnes der samtidig op for nye og kreative måder at se verden – og herunder Afrika – på.
Derfor er netop nu, paradoksalt nok, det rette tidspunkt for Afrika til at overvinde sine mange udfordringer og finde en ny plads i verdensordenen, lyder det fra afsenderne. De minder om, at perioder med verdensomspændende forandringer altid har skabt fornyelse for dem, der byder forandringen velkommen.
”Et andet Afrika er muligt og det samme er en anden medmenneskelighed hvor medfølelse, empati, lighed og solidaritet vil definere samfund. Hvad der tidligere måske var en utopi er nu overgået til det muliges rige,” lyder det blandt andet.
Derfor er der også skarp kritik af den genoplivning af afropessimisme, som i disse tider forudser et skrækscenario, hvor de døde afrikanere skal tælles i millioner og ikke i tusinder. Den skal deaktiveres hurtigst muligt.
Gruppen anerkender kontinentets svagheder, men opfordrer til at tænke positivt:
”Vi må sætte en optimistisk kurs og samtidig modigt anerkende de huller, der nødvendigvis må fyldes.”
Opbyg sundhedssystemerne
I coronakrisen er det største hul sundhedssystemerne, der stadig lider under årtier med strukturel tilpasning.
Set i det lys kommer gruppen med fire forslag, de mener kan forhindre afropessimisternes katastrofescenarier i at blive selvopfyldende profetier i den nuværende situation og samtidig styrke kontinentet mod andre trusler fremover:
- Ved at skabe en reel økonomisk union for hele Afrika ville man kunne få et hurtigt overblik over og effektiv deling af strategier og derved bedre modstå trusler. Gruppen byder eksisterende initiativer velkommen og opfordrer til effektiv styring og koordinering af disse regionalt for at skabe synergi.
- Deling af viden, knowhow og medicinsk udstyr på tværs af kontinentet vil blive afgørende og skal optimeres. Gruppen opfordrer til, at kontinentet sikrer at den kulturelle og traditionelle arv og viden inden for naturmedicin og helbredelse integreres og tænkes sammen med moderne medicin og forskning.
- Afrika skal tage ved lære af egne og andres erfaringer fra den nuværende pandemi. Det er ikke kun rige lande, der har klaret sig godt. Gruppen peger på, at corona kan markere en slags afslutning, hvorefter alternative måder kan udvikles. Afrika skal finde sin egen måde at løse kriser på, og den bør bygge på kontinentets mange ressourcer og fleksible arbejdsstyrke.
- Til sidst peger gruppen på, at Afrikas sårbarhed for eksterne kriser vil fortsætte, hvis ikke der kommer løsning på en række udviklingsproblemer. Lige nu er det sundhedssektoren, der er i fokus, men det gælder også andre områder. Helt specifikt kalder gruppen den nuværende økonomiske model for selvmord og opfordrer indtrængende til at sætte gang i lokalproduktion – og lokalforarbejdning – af services, materialer og varer for at skabe produktdiversitet, værdi og beskæftigelse.
Niels Larsen er Ph.D. og konsulent med godt kendskab til Østafrika.