Giv jeres fredagsslik til børn, der sulter

fredagsslik2
Forfatter billede

Fredag opfordrer UNICEF på egne kanaler og i samarbejde med radiostationerne NOVA, Radio 100, Pop FM, The Voice, myROCK og Radio Soft danske radiolyttere til at ”give deres fredagsslik” til børn, der sulter.

Målet er at få danskerne til at donere de penge, de ville have brugt på fredagsslik, til at hjælpe 3,1 millioner alvorligt underernærede børn i fem sultramte lande.

For første gang støtter LIONS Katastrofehjælp i år op om landsindsamlingen. Det er bare første spadestik i et stort samarbejde med UNICEF Danmark om at stille skarpt på de værst stillede børn og de ”stille katastrofer” – krise- og nødsituationer, som ofte udspiller sig i stilhed og går under avisernes og tv-kameraernes radar.

3,1 millioner børn i livsfare

I LIONS glæder man sig over det nye partnerskab med UNICEF, hvor bidraget til den akutte hjælp samtidig styrker fundamentet for en langsigtet og bæredygtig udvikling i de fem sultramte lande:

”Sult er en overset katastrofe, som ikke har vores og pressens store bevågenhed på samme måde som store vandmasser og væltede huse. Børn og voksne dør dagligt af sult, på grund af manglende infrastruktur og veje, afgrøder som svigter, tørke og ufred. Der er behov for en kæmpemæssig indsats for at skabe en bæredygtig udvikling, og værdien af en pose fredagsslik eller to gør faktisk en stor forskel i de sultramte lande”, siger næstformand i Lions Katastrofehjælp, Frank Stjerne, i en pressemeddelelse.

Helt konkret samles der i år ind til UNICEFs indsats i landene Sydsudan, Somalia, DR Congo, Yemen og Nigeria, hvor der tilsammen er 3,1 millioner børn, der er i livsfare på grund af sult og alvorlig underernæring. Lytterne på Bauer Medias radiostationer vil i dag blive opfordret til at donere 48 kroner på en sms. Det beløb svarer til, at fem børn kan få én dags livreddende behandling med nærende jordnøddemos, og beløbet er samtidig det beløb, som en dansk husstand i gennemsnit bruger på slik hver uge.

”Lige nu er det humanitære behov for børn i de her fem sultramte lande nærmest uvirkeligt stort. Derfor er vi meget glade for og stolte over, at LIONS Katastrofehjælp sammen med os vil kæmpe for at redde de over 3 mio. alvorligt underernærede børn i de stille katastrofer, som mange danskere sjældent hører om,” siger Steen M. Andersen, generalsekretær i UNICEF Danmark.

”Giv dit fredagsslik” er en landsdækkende indsamling på UNICEFs kanaler og Bauer Medias radiostationer som NOVA, Radio 100, Pop FM, The Voice og Radio Soft i dag fredag den 1. juni fra kl. 6 til 18. Lytterne vil i løbet af dagen blive opfordret til at sende en sms med teksten SLIK til 1900, hvormed de donerer 48 kroner til UNICEFs indsats for børn, der sulter i Sydsudan, Somalia, DR Congo, Yemen og Nigeria.

Du kan også stadig nå det EFTER udsendelsen er slut.