Flygtninge fra Vestsahara – tidligere spansk koloni invaderet af Marokko – er frustrerede over at være glemt af det internationale samfund. Især mange unge snakker om at gribe til våben. Det kom frem, da Senia Bachir Abderahman berettede om livet i en flygtningelejr i Algier under et besøg i Danmark.
Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
– Alle vil nemt kunne sympatisere med vores sag hvis de kendte til den. Senia Bachir Abderahman er ved at fortælle om situationen i den flygtningelejr hun voksede op i, og om hendes families og landsmænds frustration over, ikke at kunne undslippe denne lejr, fordi deres land er besat af Marokko.
De Saharawier (Vestsaharas oprindelige befolkning) der bor i det besatte Vestsahara bliver brutalt undertrykt, og især de unge er i stigende grad desillusionerede over at denne undertrykkelse har fundet sted i over 35 år. De er derfor begyndt at snakke om igen at gribe til våben.
Senia er i Danmark, inviteret af Afrika Kontakt, for at fortælle om en af verdens mindst kendte flygtningelejre, nær Tindouf i den Algierske ørken. Her voksede hun op sammen med 165.000 andre Saharawier, som siden 1975 har kæmpet for et Vestsahara uafhængigt af den Marokkanske kolonimagt.
FØDT SOM FLYGTNING
Senia har tydeligvis fortalt sin historie mange gange, blandt andet til flere FN-komiteer og den Amerikanske kongres, samt politikere og NGO’er i Storbritannien, Danmark, Sverige og Norge.
Hendes engagement skinner igennem – et engagement der er gødet af Senias families historie.
Senias mor flygtede fra deres hjemegn i Vestsahara i 1975 under den marokkanske invasion af landet, der indtil da havde været en spansk koloni.
Moren rejste sammen med sin familie til fods over ørkenen til Smara-flygtningelejren, på den anden side af grænsen til Algeriet.
Her blev Senia født i et telt, og her har familien boet lige siden sammen med over 165.000 af deres landsmænd.
DJÆVLENS HAVE
Flygtningene bor i telte og hytter i et af verdens mest ugæstfrie og tørre områder, et område de lokale kalder ”djævlens have”.
Temperaturen i lejrene når op over 50 grader om sommeren og kan nå under frysepunktet om vinteren, mange især børn er fejlernærede, al vand må køres ind i lastbiler, og indbyggerne er totalt afhængige af fødevarehjælp fra World Food Programme. Ifølge Senia bliver situationen dog kun værre.
– Den humanitære situation er blevet værre i de senere år, hvor eksempelvis fødevarehjælpen er blevet mindre.
DE DER BLEV LIDER OGSÅ
Og situationen er ikke meget bedre for de Saharawier der bor i den Marokansk-besatte del af Vestsahara.
– Siden 2005 har det været virkeligt slemt. Hundreder er blevet fængslet og tortureret. Jeg har venner som har oplevet dette mange gange, siger Senia.
HAR SKABT EKSILSTAT
Saharawierne har dog lykkedes med at skabe en eksil-stat her midt i ørkenen, med tilhørende forfatning, parlament, retssystem og uddannelsessystem – den såkaldte Saharawi Arab Democratic Republic (SADR) der er medlem af den Afrikanske Union og anerkendt af over 80 lande.
Alligevel måtte Senia, som alle indbyggerne i lejrene, rejse udenlands for at studere på gymnasie- og universitetsniveau.
MÅTTE STUDERE I UDLANDET
Senia viste sig hurtigt at være en eminent student, og fik derfor et legat til at studere på United World College i Norge.
Derefter læste hun, som en af de første kvindelige Saharawier, på universitetet – Biologi på Mount Holyoke College i USA.
Senia er således et bevis på fornuften bag SADR-regeringens satsning på uddannelse i lejrene, der blandt andet har ført til en voldsom fremgang i befolkningens læsefærdigheder.
I 1975 kunne under 10 % læse. I dag er dette tal over 90 % – langt over det regionale gennemsnit.
Dette er vigtigt, fordi veluddannede unge Saharawier reelt er en forudsætning for såvel opnåelsen af uafhængighed, som skabelsen af et succesfuldt uafhængigt Vestsahara derefter.
DET INTERNATIONALE SAMFUND VENDER RYGGEN TIL
Men som mange unge Saharawier, er Senia utilfreds med det internationale samfunds manglende handling.
– Det er virkeligt skuffende at alle de magtfulde lande, som på den ene side går ind for demokrati og menneskerettigheder, på den anden side sætter deres egne økonomiske interesser over disse idealer når det gælder Vestsahara.
SELV FN ER LIGEGLAD
Hun er dog især skuffet over FN.
– FN har været meget stille. Grunden til dette er at Marokko bliver beskyttet af sine stærke allierede, USA og Frankrig, som bruger deres vetoret i FNs Sikkerhedsråd til at stoppe al fremskridt i Vestsahara.
Denne skuffelse blandt unge Saharawier kan vise sig at være politisk eksplosiv, hvis konflikten forbliver uløst, og hvis Saharawierne bliver ved med at blive undertrykt af Marokko.
GLEMSEL KAN UDLØSE KRIG
– Folk er ved at være meget frustrerede, især i de besatte områder i Vestsahara. Denne frustration sås tydeligt i forbindelse med Gdeim Izik protesterne [i oktober 2010 i det besatte Vestsahara], siger Senia.
– Ingen ved rigtigt hvor mange der blev slået ihjel eller blev sårede i Gdeim Izik, da ingen havde mulighed for at undersøge dette ordentligt. Amnesty International anslår dog, at tre blev dræbt og mange andre blev såret.
– Folk var meget frustrerede efter Gdeim Izik, ifølge Senia.
– Deres fredelige protester blev mødt med vold. Mange unge krævede derefter at [Vestsaharas befrielsesfront] Polisario genoptog krigen med Marokko. Selv min lillebror vil i krig. Min mor, som selv har oplevet krig på nært hold, håber på en mere fredelig løsning. Jeg forstår begges argumenter. Jeg forstår frustrationen over det internationale samfunds manglende handling, men jeg tror ikke at krig er vejen frem.
Men selv om Senia ikke tror på en genoptagelse af den krig, der endte i en våbenhvile i 1991, er hun kompromisløs i sin holdning til Vestsaharas status.
KRÆVER FOLKEAFSTEMNING
– Løsningen er en folkeafstemning om selvstændighed for Vestsahara. Alt andet er i strid med international lov. Forhandlingerne mellem Polisario og Marokko er derfor temmelig meningsløse, fordi retten til en folkeafstemning ikke er, og ikke bør være, til forhandling.
Minurso [FNs fredsmission i Vestsahara] har endda en liste over vælgere som er berettigede til at stemme, siger hun.
MAROKKO VINDER “ORDKRIGEN”
Ifølge Senia, er et af problemerne i at få verden til at interessere sig for Vestsahara-konflikten, og Saharawiernes desperate situation, at Marokko er ved at vinde ”ordkrigen” i medierne.
– Polisario har forsøgt alt for at finde en løsning på konflikten ad diplomatisk vej. De har ikke lykkedes med dette indtil nu, også fordi Marokkanerne bruger så mange resourser på lobbyvirksomhed. Krigen bliver nu ført gennem medierne, og Marokkanerne fører stort.
STØTTE UDEFRA KAN VENDE “ORDKRIGEN”
For Senia er en af måderne hvorpå denne ”ordkrig” kan vindes, at civilsamfundene i Vesten og andetsteds støtter op omkring Saharawiernes kamp for selvstændighed og menneskerettigheder.
Derigennem håber hun, at deres respektive regeringer vil kunne presses til at sikre uafhængighed for Afrikas sidste koloni.
– Jeg tror i høj grad på civilsamfundets magt. Vi har brug for hjælp fra organisationer der kan presse deres regeringer, og der er mange der skal informeres om Vestsahara-konflikten før dette vil ske, siger Senia.
