Globalnyt afholder for første gang camp for gymnasieelever  

Globalnyts stand på Ungdommens Folkemøde.


Foto: Globalnyt
Stine Uldbjerg Hansen

12. september 2023

På Ungdommens Folkemøde kom de unge med deres egne kulturanbefalinger, som blev hængt på en væg til inspiration for standens andre besøgende. Foto: Globalnyt

Den 14. og 15. september danner Ungdommens Demokratihus i København rammerne for Globalnyts første camp om global journalistik. Campens 27 deltagere kommer fra flere af landets ni Globale Gymnasier.

Globale Gymnasier er et netværk af gymnasieskoler over hele landet, og sammen har de forpligtet sig på at arbejde med uddannelse og dannelse i et globalt perspektiv.

Forskning viser, at næsten halvdelen af alle unge ikke selv opsøger deres nyheder, og derfor forsøger Globalnyt at engagere de unge med denne camp. Campen er en del af et partnerskab mellem Globalnyt og Globale Gymnasier, som sigter på netop at engagere unge i global journalistik og viden om verden.

På campen vil eleverne blandt andet få undervisning i global journalistik fra nogle af Globalnyts journalister, og de vil også få mulighed for at prøve kræfter af med at være en del af en redaktion, når de skal producere deres eget nyhedsbrev.

Eleverne fra Nærum Gymnasie fik et kort oplæg af Globalnyts journalister, inden de selv skulle være journalister for en time. Foto: Globalnyt

Erfaringer fra Ungdommens Folkemøde

I sidste uge tyvstartede vi her på Globalnyt vores arbejde med at engagere de unge i global journalistik og viden om verden, da vi deltog i Ungdommens Folkemøde.

Her afholdt vi to workshops for elever fra Nærum Gymnasium og Rønde Efterskole, hvor eleverne selv skulle formidle deres journalistik til en SoMe-platform. Derudover havde vi en stand på Ungdommens Folkemøde, hvor mange unge kom forbi og gav deres bud på, hvilke historier de gerne vil læse mere om.

Erfaringer fra Ungdommens Folkemøde tager vi med til campen, som vi glæder os til at afholde sammen med Globale Gymnasier.

Hvis du har lyst til at følge med i afviklingen af vores camp, vil vi løbende lægge stories og opslag op på vores Instagram og Facebook.

Campen bliver afholdt med støtte fra OpEn, Udenrigsministeriets Oplysnings- og Engagementspulje.