Danmarks ulandsbistand skal gå til de fattige. Den såkaldte fattigdomsorientering har været en fast rettesnor for dansk bistand i et halvt århundrede. Men hvad betyder så det?
I første omgang har fattigdomsorienteringen betydet, at bistanden er blevet delt ud i det, som man opfattede som de fattigste lande. Men hvordan har man så fundet frem til dem?
Det vigtigste mål har været og er stadig bruttonational-indkomsten (BNI) pr. indbygger. Hvis dette beløb er lavt, regnes landet for fattigt.
BNI siger ikke noget om andeleen af fattige
Allerede her er der et problem, for andelen af fattige i et givet land afhænger ikke kun af BNI, men også af fordelingen. To lande med lige stor befolkning og samme BNI kan have meget forskellig fattigdom, alt efter hvordan indkomsterne er fordelt.
Men hvordan måles så BNI? Her benyttes det såkaldte nationalregnskab, hvor produktion og indkomster i et land opgøres. De centrale begreber er bruttonationalproduktet (BNP) og værditilvæksten.
Sidstnævnte beregnes for alle virksomheder, husholdninger og offentlige organisationer. Hver enkelt enheds værditilvækst er værdien af dens produktion fratrukket værdien af råvarer, halvfabrikata m.m., som er brugt i produktionen. Når alle enheders værditilvækst lægges sammen, fås BNP.
BNI fås nu fra BNP ved, at man
- tillægger de indkomster, som landets borgere har i andre lande (f.eks. udbytte af udenlandske aktier, løn fra virksomheder i udlandet m.m.);
- tillægger såkaldte ”ensidige overførsler”, f.eks. modtaget u-landshjælp og overførsler fra migrantarbejdere;
- fratrækker de indkomster, som borgere og virksomheder fra andre lande har i landet, f.eks. profit fra multinationale selskaber og renter af udlandsgæld;
- fratrækker landets ”ensidige overførsler”, f.eks. kontingent til internationale organisationer.
Som det ses, har BNI den fordel i forhold til BNP, at det er et mere reelt udtryk for, hvad landet har af indtægter at gøre godt med. F.eks. renter af udlandsgæld bidrager jo ikke i sig selv til befolkningens velfærd. Når man beregner BNI pr. indbygger, er formodningen, at vi har et rimeligt udtryk for befolkningens gennemsnitlige velfærd.
Orkaner og forurening øger BNP
Der er dog mange problemer med at opgøre både BNP og BNI, som gør disse størrelser problematiske, når de bruges som mål for velfærd. F.eks. bidrager orkaner og forurening til at øge BNP, idet virksomheder indtjener en værditilvækst ved at reparere bygninger og rydde op efter forurening.
Disse problemer skal i øvrigt ikke omtales nærmere her, men de bidrager selvfølgelig til, at man bør bevare en sund skepsis over for disse talstørrelser som mål for menneskelig velfærd.
Næste problem opstår, når man skal sammenligne BNI pr. indbygger i forskellige lande. De forskellige lande har jo (for det meste) hver sin valuta. BNI opgøres normalt i første omgang i landets egen valuta.
Når man så skal sammenligne forskellige landes BNI pr. indbygger, må man derfor omregne til en fælles valuta. Det kan lyde forholdsvis enkelt, for man bruger vel bare valutakursen?
Nej!
Hvorfor ikke? Fordi man er nødt til at tage hensyn til forskelle i prisniveau mellem landene. Dette er nødvendigt, idet befolkningens velfærd jo ikke afhænger af, hvilket pengebeløb man får i indkomst, men derimod, hvad man kan købe for dette beløb. Og disse såkaldte forbrugsmuligheder afhænger selvfølgelig af varernes priser.
Forskellige slags forbrug
Alle, der har rejst i den tredje verden, har oplevet det forholdsvis lave prisniveau især på serviceydelser. Det er derfor ikke overraskende, at prisniveauet er forskelligt. Det er imidlertid ikke så ligetil at måle, hvor stor forskellen så er.
At sammenligne prisniveau mellem landene er en særdeles kompliceret øvelse. Hvis forbrugerne i alle lande havde samme forbrugsmønster, kunne det endda lade sig gøre. Men sagen er jo, at forbruget er vidt forskelligt sammensat i f.eks. Indien og Danmark.
Priser på biler og store fladskærms-tv er f.eks. uinteressant for de fattige i Indien, hvorimod priser på ghee og linser betyder langt mere for en indisk forbruger end for en dansk.
Verdensbanken benytter den såkaldte Atlas-model til at gennemføre de beregninger, som benyttes ved sammenligning af landenes prisniveau. Vi skal ikke gå nærmere ind på modellens egenskaber.
Sådan kan man sammenligne
Formålet med disse modelberegninger er at kunne sammenligne prisniveau mellem landene. Når man har disse oplysninger, kan man korrigere de officielle valutakurser, således at man kan opnå en fælles valutaenhed, som har den samme købekraft i alle lande.
Man har valgt at tage udgangspunkt i US Dollars og dennes købekraft i USA. Alle landes BNI pr. indbygger beregnes nu i enheder, der svarer til købekraften af 1 US Dollar i USA. Disse enheder kaldes købekrafts-korrigede dollars eller PPP$ (PPP står for purchasing power parity, købekrafts-paritet).
Vi har nu en enhed, PPP$, som vi kan bruge til at sammenligne BNI pr. indbygger mellem landene på en måde, så vi får et troværdigt billede af, hvilke lande der er rige og hvilke der er fattige. Med de forbehold, som må tages på grund af usikkerheden i målemetoderne.
Når vi så bestemmer os for en bestemt grænse for, hvor højt BNI pr. indbygger må være, hvis vi skal give bistand til det pågældende land, får vi andre problemer. For selvom et land har et forholdsvis højt BNI pr. indbygger, kan det som nævnt godt have et stort fattigdomsproblem. Det er f.eks. tilfældet i Bolivia og Sydafrika.
Bistand til Bolivia og Sydafrika
Skal vi undlade at give bistand til Bolivia og Sydafrika, fordi disse lande har fået for høje gennemsnits-indkomster?
Ja, kan man sige og henvise til, at det må være op til de pågældende lande selv at fordele indkomsterne på en måde, så fattigdommen reduceres.
Nej, kan man sige med henvisning til, at den store ulighed og fattigdom i høj grad skyldes ”fortidens synder”, som de rige lande ikke er ganske uskyldige i.
Dette er i høj grad en politisk diskussion, hvor der ikke er noget facit. Men synspunkterne bør tage udgangspunkt i de beregninger af BNI pr. indbygger i købekraftsenheder, som vi i dag har til rådighed. I hvert fald indtil vi får et bedre sammenligningsgrundlag.
Jens Lehrmann Rasmussen er tilknyttet U-landsnyt.dk som økonomisk ekspert. Han er økonom og underviser bl.a. i udviklingsøkonomi på Københavns Universitet og Roskilde Universitet.