Han kæmper for byrummet i slummen: “Løkke har misforstået det afrikanske youthquake”

Rasmus Bering fra Dreamtown mener, at der er alt for lidt fokus på byerne i den danske udviklingsbranche.
Foto: Simon Sticker
Morten Scriver Andersen

9. september 2024

Rasmus Bering var med til at starte organisationen Dreamtown, først som en frivillig gruppe i 2011 og siden som en ngo i 2017. Dreamtown har fokus på byer og unge og arbejder blandt andet i Kenya, Sierra Leone og Uganda. Organisationen fokuserer særligt på unges trivsel i slumkvarterer samt på at skabe både et fysisk og et politisk rum, så de kan deltage i beslutningsprocesser. 

Rasmus Bering har ikke nogen titel. Det droppede organisationen for år tilbage for at fjerne fokus på hierarki. Han omtales derfor ved sit ansvarsområde, nemlig ledelse og strategi. 

Hvad fylder mest i dit arbejde for tiden?

“Jamen jeg er på vej til Nairobi, hvor vi skal starte et nyt climate adaptation-projekt op, som vi sidder og planlægger. Det handler om at etablere grønne områder og parker langs floderne i Nairobi. Det er parker, som kan dæmme op for oversvømmelser, men også parker, der kan være mødesteder for unge aktivister og skabe et trygt og sikkert sted i slummen. Og det er parker, der kan bruges til indkomstskabelse gennem for eksempel urban farming og andre aktiviteter.”

“Kenya fylder meget for os, og de har jo været igennem et vanvittigt år med de værste oversvømmelser i 40 år, regeringens brutale rydning af slumområderne og de seneste protester under cost-of living-krisen.”

Hvad eller hvem i din branche giver dig mest håb?

“Det er helt sikkert de unge aktivister i Kenya og andre afrikanske lande. At se de unge, der går på gaden lige nu som en samlet ungdomsbevægelse. I regeringens Afrika-plan taler de også om det her youthquake som udtryk for en voksende ung befolkning på tværs af Afrika. Men man skulle jo næsten hellere tale om et youthquake som udtryk for, at de får jorden til at ryste under deres regeringer. Det er blandt andet 22-årige unge kvinder, der har børn og bliver arresteret, og når de slipper ud, så går de på gaden igen. Det synes jeg er vanvittigt inspirerende.”

Læs også: Kenya, Uganda og nu Nigeria: Unge afrikanere har fået nok af deres regeringer

Hvad irriterer dig mest ved din branche?

“Jeg er nok ikke en person, der bliver så irriteret. Jeg synes, det er en ret fed branche, vi arbejder i. Der er virkelig mange dygtige folk og organisationer. Men jeg vil faktisk gerne nævne det rigtig gode fokus I på Globalnyt har sat på trivsel i organisationer i jeres artikelserie “Ondt i det gode hjerte”. De fleste ved, det er et problem i ngo-branchen, så det er i hvert fald noget, vi har meget fokus på også i Dreamtown.”

Dyk selv ned i serien: Ondt i det gode hjerte

“Når det er sagt, taler vi for lidt om, hvad de strukturer, vi arbejder under med projektlogikker og fundingmekanismer, gør ved arbejdsmiljøet blandt vores samarbejdspartnere i det globale syd. Der er jo rigtig meget fokus på localisation. Men hvad er egentlig det gode arbejdsliv internt i de her organisationer, og hvad er det for nogle betingelser, du arbejder under, når du modtager funding fra Dreamtown eller fra Udenrigsministeriet? Det er tit nogle lidt hårde betingelser, er mit indtryk.”

Hvad undrer dig, at alle ikke taler om, når det gælder global udvikling?

“Det er jo selvfølgelig det, vi arbejder med, men det undrer mig, at byer ikke fylder mere, når vi ved, at over halvdelen af jordens befolkning bor i byer. Og der er mere end en milliard mennesker, der bor i slumområder.”

“Det er i byerne, vi ser klimakrisen ramme sindssygt hårdt. Det er i byerne, vi ser, at naturkatastrofer som jordskælv kan have meget voldsomme konsekvenser. Omvendt er det også i byerne, hvor vi ser, at der er innovation, gå på-mod og nye idéer, der finder sted.”

Hvad er dit bedste læse-lytte-kigge-tip?

“Så vil jeg nævne en anbefaling, jeg selv fik i sommer. I forbindelse med et samarbejde med Roskilde Festival havde vi to megaseje aktivister fra Kenya på besøg, Wanjira og Njeri fra Mathare Social Justice Centre. Det viste sig så, at der på Roskilde Festival var deres helt store idol, Omah Lay fra Nigeria. Jeg kendte ham ikke før, men efter de introducerede mig til ham, har jeg nærmest ikke lyttet til andet.”


Har du et bud på, hvem vi skal tale med til næste udgave af Min Verden, så skriv på [email protected]