Den 23. februar vidste Mstyslav Chernov og hans team, at russerne ville angribe dagen efter. De sidder i byen Bakhmut på en café, som ikke eksisterer længere, og kredser om spørgsmålet: Hvor skal vi være, når russerne angriber?
Nyslået Pulitzer-vinder
Artiklen er oprindeligt udgivet den 17. marts i 2023. Men vi bringer den igen, efter Mstyslav Chernov og hans hold den 8. maj har vundet Pulitzer-prisen.
AP-journalisterne Mstyslav Chernov, Evgeniy Maloletka, Vasilisa Stepanenko og Lori Hinnant får journalistikkens fornemste pris for deres “modige reportager fra angrebet på Mariupol”, der var vidne til “nedslagtningen af civile under russernes invasion af Ukraine.”
Chernovs hold vinder ‘Public Service’-prisen, fordi deres arbejde ifølge Pulitzer-juryen er “et fremragende eksempel på at tjene offentligheden.”
De bliver hurtigt enige om, at havnebyen Mariupol i det sydlige Ukraine er det logiske valg. Den har både høj strategisk og symbolsk værdi. Men de ved også, at byen med al sandsynlighed vil blive omringet meget hurtigt. Er de klar til det? Har de mad nok til at overleve et par uger? Har de nok reservehjul til bilen? Har de en flugtplan den dag, det ikke er muligt at fortsætte?
Det lille hold på tre AP-journalister og -fotografer kører samme dag, og seks timer efter er de fremme i Mariupol.
“Intet skete den aften. Der var dødstille. Vi ankom en time før Putins tale og sikrede os, at hotellet havde nødgeneratorer, at der var en brønd og et Røde Kors-kontor tæt på. Og at vi var langt nok væk fra bystyrets bygninger. Morgenen efter begyndte bomberne bare at falde. Vi kunne se det fra vores vindue,” husker Mstyslav Chernov.
De eneste journalister tilbage
Da Globalnyt møder Mstyslav Chernov i Grand Teatret op til CPH:DOX-visningen af hans prisvindende dokumentar 20 Days in Mariupol, er det præcis et år siden, den 38-årige krigskorrespondent og hans hold forlod den sønderbombede havneby. Efter store dele af de 450.000 beboere for længst var blevet evakueret, hvis de da ikke var blevet dræbt inden.
Vi vidste allerede, hvor vigtigt det var, at vi var her. Vi var de eneste journalister tilbage. Vi var nødt til at blive ved med at gøre det, vi gjorde, til det ikke var muligt mere.
Inden da havde de på daglig basis dokumenteret bombninger af boligblokke, hospitaler og veje og fået verdens øjne til at rette sig mod den før så ukendte by i det sydlige Ukraine.
Det var det AP-hold, der dokumenterede angrebet på fødeklinikken og børnehospitalet, som skabte overskrifter verden over. Og som gav Mariupol sin symbolske betydning – som det levendegjorte blodige bevis på Ruslands krigsforbrydelser.
“Vi vidste allerede, hvor vigtigt det var, at vi var her. Vi var de eneste journalister tilbage. Vi var nødt til at blive ved med at gøre det, vi gjorde, til det ikke var muligt mere. Det følte jeg mig forpligtet til. Det er det, jeg gør. Det er mit arbejde,” forklarer Chernov.
Og det er i den grad det, Mstyslav Chernov gør. Da krigen startede i 2014 med Ruslands invasion af Krim og og dele af Donbass, blev han selvlært krigsfotograf. Han lærte at tage alle de forholdsregler, som igen blev nødvendige i Mariupol. Siden da har han været i Syrien, Afghanistan, Nagorno Karabakh og Irak. Og en onsdag i midten af marts ankom han til København efter 48 timers rejse fra den lille by Bakhmut, som synes at have suget hele krigen til sig i disse dage.
“Det hele føles som et stort dejavu,” siger Mstyslav Chernov.
“Hvad er der sket?”
20 Days in Mariupol vandt tidligere i år publikumsprisen på den prestigefyldte Sundance Filmfestival i USA. Filmen følger udsynet fra Chernovs urolige, men opmærksomme kameralinse, som opsøger den opløste bys borgere. Vi er på den nu berømte fødeklinik, kort efter den er blevet bombet, i kældre, hvor folk stimler sammen i ly fra luftangreb og på gaden, hvor desperate mennesker leder efter deres familiemedlemmer.
(Foto: Mstyslav Chernov)
I 17 dage var rutinen den samme, fortæller Chernov. Hver dag står han op og finder en måde at lave te på. Nogle gange over et bål med resterne af ituslåede møbler og nedfaldne grene. Mens batterierne lader op med hjælp fra Røde Kors-kontorets nødgeneratorer, sætter Chernov afsted med sin satellittelefon i hånden for at finde signal under den åbne og faretruende himmel.
Herfra taler han med sin redaktør. Udveksler informationer om russernes fremrykning i landet mod øjenvidneberetninger om døde og sårede ukrainere i Mariupol.
Det er ikke simpelt at spørge en person, der står midt i en krig, hvad de føler. Jeg behøver ikke komplekse analyser. Det er bare menneskelige ting. For når du ser nyhederne, glemmer du på en måde, at det er rigtige mennesker
Mstyslav Chernov
Og så sætter han sig ind i bilen med resten af holdet for at køre byens gader tynde og indfange den virkelighed, som indbyggerne hver dag vågner op til. Han stopper folk på gaden med spørgsmål som “hvad flygter du fra?”, “hvad er der sket?” og “hvordan har du det?”
“Det kan godt være, at det kan virke som simple spørgsmål. Men det er ikke simpelt at spørge en person, der står midt i en krig, hvad de føler. Det vækker en meget ærlig reaktion. Jeg behøver ikke komplekse analyser. Det er bare menneskelige ting. For når du ser nyhederne, glemmer du på en måde, at det er rigtige mennesker og ikke bare dækbilleder,” forklarer Mstyslav Chernov.
En del af informationskrigen
Lige meget hvor ærlige Chernovs levende billeder kan synes, så erkender den ukrainske krigskorrespondent også, at han som journalist uundgåeligt bliver hvirvlet ind i den informationskrig, som raser henover krigshandlingerne på landjorden.
20 Days in Mariupol
20 Days in Mariupol er lavet af den ukrainske krigskorrespondent Mstyslav Chernov og hans hold, der som de eneste journalister blev tilbage i den belejrede havneby under Ruslands invasion.
Filmen kan ses på dette års CPH:DOX.
Tidligere på året vandt den publikumsprisen på Sundance Filmfestival i USA.
Således kunne han følge sine billeder fra bombningen på fødeklinikken skabe overskrifter i alverdens medier. Angrebet blev kaldt en krigsforbrydelse af Ukraines præsident, Volodomir Zelenskyj. Det russiske udenrigsministerium beskyldte de sårede for at være skuespillere og Chernovs billeder for at være informationsterrorisme. Den sidste fortælling har sandsynligvis gået sin gang i Rusland.
“Men jeg er ikke interesseret i, hvordan min rapportering bliver fortolket. Jeg er interesseret i at give kontekst til mennesker, så de selv kan fortolke. For vi står midt i en informationskrig over hele verden og i en dyb mistillid til journalister generelt.”
At hans billeder effektivt kan blive misbrugt af fjenden, opdagede han allerede i 2014, da et passagerfly fra Malaysia Airlines blev skudt ned nær Ukraines østlige konfliktzone. Chernov var en af de første journalister, der ankom til åstedet og filmede vraget med de 298 omkomne passagerer.
“Næste dag kunne jeg se to vidt forskellige historier vokse ud af de samme billeder. Det var sådan en opdagelse for mig. At du kan vise de samme billeder, men når du giver noget andet information med, vil folk rundt omkring i verden tro vidt forskellige ting,” siger han.
“På det tidspunkt vidste jeg, at den eneste måde at håndtere det på er ved bare at give endnu mere kontekst. Det er det den her film gør. Det giver folk en endnu bedre mulighed for at danne deres egen holdning.”
Man kunne måske tro, at det ville skabe en vis form for modløshed hos Mstyslav Chernov, at hans billeder på den måde kan manipuleres til at passe ind i fjendens modfortælling.
“Tværtimod. Jeg får lyst til at dykke dybere ned i det, at gøre mig endnu mere umage for at give mere kontekst og mere information til seerne. Jeg bliver ikke ked af det mere. Det blev jeg i 2014, men ikke mere.”
Men forvirringen er også et vilkår i krigen. Derfor har Chernov også gjort plads i filmen til folk, der er blevet overbevist af den russiske propaganda. På et tidspunkt søger en lille flok mennesker dækning for luftbombardementerne i en boligopgang. Her råber en mand, at det er ukrainerne, der bomber sin egen by, mens Chernov afbryder tydeligt irriteret og modsiger ham.
“Hovedformålet med den russiske propaganda er ikke at overbevise nogen om noget, det er at forvirre. Det er det propaganda gør. For forvirrede mennesker vil komme op at skændes, de vil ikke gøre modstand, de vil gå i panik. Og her ser du, hvordan samfundet bare falder fra hinanden,” forklarer han.
Anderledes at dække en krig i sit eget land
Mstyslav Chernov er ikke stolt over, at han i situationen lader sig rive med. Men selvom han har været i alverdens konfliktzoner, er det stadig anderledes at rapportere fra en krig, der foregår i hans eget land.
Da han efter 20 dage forlod Mariupol, tog han hjem til hjembyen Kharkiv, som også var hårdt medtaget.
Her fandt han det hus, hans første kæreste havde boet i, brændt ned til jorden. Ved indgangen til det hus, han selv havde boet i som studerende i 5 år, var der en gruppe mennesker, der var blevet dræbt. Og en bombe havde ramt lige ved siden af hans gamle skole.
“Det føles så personligt,” siger han og gnider sig selv i øjnene som for at gnide minderne væk fra erindringen.
“Det trækker mig følelsesmæssigt ind i konflikten, og det er bestemt ikke en fordel. For man er nødt til at tvinge sig selv til at træde tilbage for at se det større perspektiv. Men samtidig havde jeg bare lyst til at smide kameraet og hjælpe folk. Og det gjorde vi også mange gange i Mariupol. Vi hjalp med at bære bårerne med sårede og bringe mad til patienter.”
Jeg husker alle de mennesker, der var i det teater. Det var sådan et chok. Og jeg husker en virkelig stærk følelse af bitterhed over, at der ikke var nogen til at rapportere derfra
“Så jeg var nødt til at blive ved med at minde mig selv om, at jeg er journalist. I alle krige lider mennesker lige meget. Det er forfærdeligt alle steder. Ukrainerne lider ikke mere end syrere, afghanere eller nogen andre,” konstaterer Mstyslav Chernov.
En følelse af skam og bitterhed
Dagen efter hjemkomsten gik endnu et chok gennem hans krop. Nu igen fra Mariupol. Byens store teater, hvor mange indbyggere havde søgt ly var blevet bombet, og billederne fra et håndholdt kamera gik igen verden rundt med vidt forskellige fortællinger.
“Jeg husker alle de mennesker, der var i det teater. Det var sådan et chok. Og jeg husker en virkelig stærk følelse af bitterhed over, at der ikke var nogen til at rapportere derfra. Ingen. Vi kunne ikke finde ud af, hvor mange mennesker, der var døde, hvor bomben havde ramt, hvad der skete efterfølgende. På det tidspunkt forstod jeg virkelig, hvor vigtigt det var, at have journalister tilstede, hvor der sker en potentiel krigsforbrydelse,” fortæller Mstyslav Chernov.
Tæt på bitterheden lurer skammen hos Mstyslav Chernov. Havde han gjort nok som journalist?
“Det er en af grundene til, at den her film blev lavet. Jeg ville gøre mere. Det var aldrig meningen, at det her skulle blive til en film, men jeg havde de her 30 timers bånd, som ingen havde publiceret.”
20 days in Mariupol er produceret som en PBS Frontline & Associated Press Collaboration og bliver vist tre gange under CPH:DOX.
