En ting er sikkert: Kina følger nøje med, når Japan onsdag slår dørene op for 54 ledere af afrikanske lande og internationale organisationer.
Ifølge South China Morning Post vil Japan annoncere investeringer for 2,83 milliarder dollars i Afrika, når landet i uge 35 er vært for den syvende version af Tokyo International Conference on African Development (TICAD).
Konferencen er hjørnestenen i japansk udviklingspolitik i Afrika, og den er arrangeret i samarbejde med Verdensbanken, Den Afrikanske Union og FN’s udviklingsprogram, UNDP.
Selvom den japanske milliardinvestering nok ikke skræmmer Kina, som i en årrække selv har investeret adskillige milliarder i Afrika, vil styret i Beijing alligevel holde et vågent øje med konferencen i Tokyo.
Ved tidligere afholdelser har Japan nemlig benyttet lejligheden til at kritisere Kina og dets enorme lån til afrikanske lande. Anklager om kinesiske gældsfælder har lydt fra Japan såvel som USA.
De to asiatiske stormagter har de senere år kørt et økonomisk og politisk våbenkapløb, hvor de forsøger at skabe tilstedeværelse på det afrikanske kontinent, samtidig med at de åbner nye handelsmarkeder.
Eksperter forventer, at Tokyo vil udnytte dette års konference til at tydeliggøre, at Japans tilgang til udvikling på det afrikanske kontinent er substantiel anderledes end kinesernes.
Ord som ‘kvalitet’, ‘gennemsigtighed’ og ‘bæredygtighed’ vil højst sandsynlig være at finde på de japanske talepapirer, skriver South China Morning Post.
Tokyos vej til sikkerhedsrådet
Over de seneste par år har har Kina sat Japan til vægs, når det kommer til både investeringer og handel på det afrikanske kontinent.
Mens Japan i 2017 havde investeringer for 9 milliarder dollars i Afrika, kunne Kina bryste sig af investeringer for 43 milliarder dollars. Og mens Japan i dag eksporterer varer til Afrika for omkring syv milliarder dollars om året, ligger det tal på over 100 milliarder for Kina.
Selvom Japan ikke kan matche kinesernes økonomiske muskler, har det måske alligevel nøglen til bæredygtig udvikling i Afrika. Det skriver senior fellow ved Japan Institute of International Affairs J. Berkshire Miller i en klumme i Foreign Policy.
I modsætning til Kina, som er til stede i Afrika for at udvinde naturressourcer og bygge infrastruktur, der understøtter dets silkevejsprojekt, er Japans mission i Afrika en anden, skriver Miller.
Japan har længe været interesseret i en reform af FN-systemet, hvor landet mener, at det fortjener en plads i det magtfulde sikkerhedsråd.
De 54 stemmer, som de afrikanske lande besidder, er derfor vigtige for Japan, der af samme grund er interesseret i at bidrage til udviklingen i disse lande, lyder argumentet.
Japans teknologi og vestens penge
Men hvordan er det så, at Japan kan sikre en bæredygtigudvikling på kontinentet i konkurrencen med Kina?
For det første kan japanerne bidrage med en infrastrukturudvikling i høj kvalitet, som de for eksempel har gjort med Olkaria, et geotermisk kraftværk i Kenya, eller ved udbredelsen af digital broadcastingteknologi i Botswana, skriver Miller.
Udvikling af infrastruktur i vedvarende kvalitet er afgørende, hvis Afrika skal leve op til verdensmålene og Agenda 2063, som er en 50-årsplan for udviklingen af kontinentet.
Udover infrastruktur er Japan også i en unik position til at bidrage med high-tech innovation og produktionsmidler, som landet længe har været markedsledere på, skriver Miller.
For det andet har Japan en række lande, de deler værdifællesskab med i udviklingen af Afrika. Japan er Kina underlegen i antallet af investeringskroner, men Japan har mulighed for at samarbejde med kræfter som USA, Indien, Frankrig, Holland og Storbritannien, der alle ønsker et mere åbent og konkurrencepræget investeringsklima i Afrika.
Japans samlede udviklingsinvesteringer udgør cirka 20 procent af Kinas, men inddrager man de fem nævnte lande, overgår de klart Kinas samlede investeringer i Afrika. I alt har landene mere end 250 milliarder dollars investeret i Afrika – Kina har som nævnt investeret 43 milliarder.
Med dette in mente bør Japan satse mindre på sine bilaterale forhold til lande som Algeriet, Nigeria og Sydafrika og i stedet lægge sine kræfter i et stadig tættere samarbejde med sine vestlige interessefæller, argumenterer Miller.
Hvorvidt det bliver Japans strategi, får vi måske svaret på ved dette års TICAD-konference. Vigtigheden af Afrika som kontinent slog Japans præsident Abe fast allerede forud for 2016-udgaven af konferencen: “Global udvikling er ikke mulig uden udvikling af Afrika”.
Med Japans teknologiske kvalitet og landenes samlede økonomiske muskler kan et tættere samarbejde måske bane vejen for en mere bæredygtig udvikling af Afrika, end den Kina repræsenterer.
