Lars Zbinden Hansen
skriver fra Lomé
24 timer på jorden i fire vestafrikanske lande blev det til for Hillary Clinton, da hun mandag og tirsdag med vanlig amerikansk præcisions-tæft og en ”entourage” af en anden verden lagde vejen forbi.
USAs udenrigsminister ryddede for en stund gaderne i store byer i Liberia, Elfenbenskysten og Togo og sluttede af ude i Atlanterhavet i ø-landet Kap Verde.
Clinton fik trykket en masse i hænderne og vinket og smilet til opstillede danse- og bongotrupper, både før og efter en alvorlig snak bag lukkede døre med tre præsidenter, fire premier-ministre og andre lokale politisk toneangivende.
Her i Togo ”touchede” det udenrigsministe-rielle fly ned i hovedstaden Lomés slidte landingsbane klokken 14.28, og præcist klokken 17.38 trak flyet igen landingsstellet op under sig.
Destination: Kap Verde og en lige så hurtig visit, inden fru Clinton vendte flynæsen hjemad mod Washington DC.
Med sig havde hun vice-udenrigsminister for afrikanske anliggender, Johnnie Carson, USAID’s næstkommanderende, Donald Steinberg, og Melanne Verveer, som er udenrigsministeriets rejsende ambassadør for kvindeanliggender.
De blev opvartet og beskyttet af et hav af embedsmænd, Secret Service-folk med deres klassiske blå-sorte jakkesæt, solbriller og gummikommunikation i ørerne, mens særligt udvalgte journalister fra bl.a. New York Times, Reuter – you name them – forsøgte at få et par citat-godbidder fra udenrigsministeren.
Den lille udflugt, der formentligt løber op i et trecifret dollars-millionbeløb, gav Clinton mulighed for at bevidne, at hendes gamle veninde, Ellen Johnson-Sirleaf, blev indsat som præsident i Liberia, som det sig hør og bør.
Præsident taget i ed
Nobelprismodtageren Johnson-Sirleaf blev taget i ed i mandags, og selv den tabende oppositionspolitiker, Winston Tubman, meddelte kort før Clintons ankomst, at han nu anerkendte præsidentens valgsejr. Tubman har ellers været frem og tilbage henover den konto et par gange siden valget den 8. november.
I Liberias hovedstad, Monrovia, fik Clinton også klippet en snor over, så byggeriet af en ny amerikansk ambassade kan gå i gang.
Begivenheden mindede om, at Liberia er på rette vej efter 14 års borgerkrig fra 1989 til 2003 og et par tumultariske valg og ikke mindst, at Liberia som altid har USA’s næsten betingelsesløse støtte (frigivne amerikanske slaver bosatte sig her fra 1822 og erklærede Liberia for en uafhængig nation i 1847 under amerikansk beskyttelse, red.).
Retfærdighed og kakao
Præsident Alassane Ouattara fik i Elfenbenskysten ros fra Clinton for hans politik om at bringe retfærdighed over alle skyldige i grove forbrydelser i kølvandet på præsidentvalget i november 2010.
Valget, som både Ouattara og den hidtidige præsident Laurent Gbagbo erklærede sig som vindere af, udløste den hidtil værste vold i landets historie med op mod 3.000 dræbte og 1 million fordrevne.
Volden blev først standset med arrestationen den 11. april i fjor af Laurent Gbagbo, der nu står anklaget for forbrydelser mod menneskeheden ved Den Internationale Straffedomstol i Haag
Clintons ord til Ouattara var bl.a.: ”Jeg er inspireret af den måde, som ikke blot regeringen men det (ivorianske) folk har standset volden fra foråret”.
Ouattara kvitterede med bl.a. at sige, at regeringen i slutningen af januar starter reformer af kakao-produktionen, som USA har store interesser i. Elfenbenskysten er verdens største kako-producent.
Bag de lukkede døre har der som på de tre andre stop-overs nok også været talt en del om terrortruslen fra Al Qaeda og ikke mindst organisationens aflægger i det nordlige Afrika, Al Qaeda i Islamisk Maghreb, og om narkohandel, der i stigende grad går fra Sydamerika og op igennem Vestafrika.
Det gensidige samarbejde og den amerikanske udviklingsbistand var også væsentlige emner på dagsordenen i de fire lande.
Togo er USA’s nye partner
Alle i Togo, som var næste stop, var stolte over, at en amerikansk udenrigsminister for første gang i landets historie smuttede forbi.
Ikke mindst præsident Faure Gnassingbé, der dermed fik opbakning til det demokratiserings- og genopbygningsprojekt, han satte i gang, da han blev valgt i 2005. Han blev genvalgt til sin anden og sidste embeds-periode i 2010 i den lille nation mellem Ghana i vest og Benin i øst.
Faderen, Gnassingbé Eyadema, der døde i februar 2005, havde i sine 38 år ved magten kørt landet godt og grundigt i sænk og isoleret Togo i verdenssamfundet på grund af dets eklatante ”demokrati-underskud”.
Fra Clinton fik den nye, unge præsident bl.a. disse (officielle) ord med på vejen: ”USA vil være Togos partner, når det bygger videre på de demokratiske landvindinger”.
U-landsnyt.dk bevidnede det meste af det storstilede besøg her i det lille smalle land på størrelse med Danmark – undtagen naturligvis ordene bag de lukkede døre og måtte derfor forlade sig på de mange gisninger om, hvad Clinton reelt ville snakke med præsidenten om.
FNs sikkerhedsråd
De fleste gættede på, at det nok er Togos nye rolle fra 1. januar og de næste to år som nyt ikke-permanent medlem af FNs Sikkerhedsråd, der fik Clinton til at lægge vejen forbi.
De officielle udtalelser og erklæringer fra mødet bekræftede da også, at USA gerne ser togolesisk støtte til sikkerhedsrådserklæringer om Syrien og Iran.
Det fremgik tillige, at Togo nu bakker op om USA’s holdning til konflikten mellem Israel og Palæstina, nemlig at en palæstinensisk erklæring om en selvstændig stat er prematur. De to mellemøstlige parter må i stedet forhandle videre.
Derimod blev der ikke under mødet mellem Clinton og Gnassingbé snakket om sikkerhedsrådets sammensætning, sagde den herværende amerikanske chargé d’affaires, Simon Hankinson, til U-landsnyt.dk. Han deltog i mødet.
Holdningen i den Afrikanske Union, som Togo har støttet op om, har ellers været, at sikkerhedsrådet skal udvides med et permanent medlem med veto-ret og to ikke-permanente medlemmer uden vetoret for at nærme sig et mere virkelighedsnært billede af verden.
Clinton vinkede pænt farvel fra toppen af trappen af det udenrigsmini-sterielle fly, og så lettede de mange ombordværende op igennem harmattan-støvlaget (en sand/støv-vind, der blæser ned over Vestafrika fra Sahara på denne årstid, red.) og forsvandt ind over Ghana på vej til sidste stop i Kap Verde.
Fint demokrati
I den tidligere portugisiske koloni omkring 500 kilometer ude i Atlanterhavet vest for det afrikanske fastland skulle Clinton mødes med premierminister Jose Maria Pereira Neves.
Hun har nok rost landet for dets fine demokratiske institutioner, som bl.a. i 2011 gav den tidligere præsident Pedro Veron Pires, den sudanesiske milliardær Mo Ibrahims pris.
Ibrahims pris gives til det afrikanske ”statsoverhoved, der leverer sikkerhed, sundhed, uddannelse og økonomisk udvikling til befolkningen” og som – ikke mindst – ”demokratisk videregiver magten til sin efterfølger”. I to år, 2009 og 2010, kunne Ibrahim ikke finde værdige aftagere til prisen.
USA’s bistandspakke til flere lande i Afrika, Millenium Challenge Corporation Compact, har i Kap Verde været en lille succeshistorie.
I fem år har landet modtaget 110 millioner dollars til bl.a. at reformere finanssektoren og forbedre ø-gruppens infrastruktur og er det første afrikanske land, der kvalificerer sig til en anden fem-årig runde.
Aftalen om en ny ”compact” forventes underskrevet i februar og vil give en amerikansk indsprøjtning på yderligere 66,2 millioner dollars.
Godt stof
Tilbage i Togo har Clintons visit givet godt stof til de mange aviser og dagblade, der i alt væsentligt vurderer, at besøget har givet præsidenten et godt nøk opad i popularitet.
Og det på trods af, at den lokale presse var ganske knotne over slet ikke at have samme adgang til Clinton som de mange udenlandske journalister i udenrigsministerens følge.
Som en herværende stringer sagde til U-landsnyt.dk, ”bliver vi (lokale journalister, red.) behandlet som ”shit””.
Der var dog enighed om, at det under alle omstændigheder var godt at opleve den ”the mighty Secretary of State”.
Ikke mindst var det befriende at se, at selv om Clinton kom farende med afsindig speed igennem byen med en kortege på en 40-50 biler og hvinende sirener, skulle hun stadig bruge en fodskammel for at stå ned fra den skudsikre amerikanske diplomatbil.
————–
Journalist Lars Zbinden Hansen korresponderer til U-landsnyt.dk fra Vestafrika. Han er bosat i Lomé i Togo.
