Hvis mennesker og lokalsamfund, der lever med og er berørt af hiv-smitte, er involveret i at tage beslutninger og levere de ydelser, der skal til for at behandle hiv-smittede, falder antallet af nye infektioner, og flere mennesker, der lever med hiv, får adgang til behandling.
Det konkluderer en ny rapport fra FN-organisationen UNAIDS, ”Power to the people”, der er udgivet i forbindelse med den internationale aids-dag søndag.
Valgmuligheder, kendskab til sygdommen, trivsel og samarbejde er nogle af de elementer, der skal til for at redde liv, forhindre uretfærdigheder og gendanne værdighed for de berørte, fastslår UNAIDS i rapporten.
”Når mennesker og samfund har magt og midler, sker der forandring,” siger Winnie Byanyima, der er administrerende direktør for UNAIDS, i en pressemeddelelse.
”Solidaritet mellem kvinder, unge, bøsser og andre mænd, der har sex med mænd, sexarbejdere, mennesker der bruger narkotika og transpersoner, har forvandlet aidsepidemien. At styrke dem vil bringe en ende på epidemien.”
Fremskridt i Afrika
Rapporten, der blev præsenteret i Kenya tidligere på ugen, viser, at der er sket betydelige fremskridt, særligt når det gælder adgang til behandling.
Midt i 2019 lød status, at omkring 24,5 millioner af de i alt 37,9 millioner mennesker, der på verdensplan har fået konstateret hiv, modtager behandling.
I takt med, at behandlingen når ud til flere, er der færre mennesker, der dør af aids-relaterede sygdomme.
”Partnerskabet mellem regeringen og civilsamfundet sammen med den meningsfulde inddragelse af lokalsamfund har gjort det muligt for os at reducere nye hiv-infektioner og aids-relaterede dødsfald betydeligt,” siger Sicily Kariuki, kabinetssekretær for sundhed i Kenya.
”Samfundene er centrale for aids-indsatsen og er afgørende for at stoppe aids.”
Hvis man kigger på de konkrete fremskridt, er det imidlertid et blandet billede, der tegner sig. Sidste år blev 1,7 millioner mennesker smittet med hiv.
Men i det østlige og sydlige Afrika, som er den del af verden, hvor hiv er mest udbredt, faldt antallet af nye hiv-smittede med hele 28 procent fra 2010 til 2018.
Der er også gode nyheder, når man ser på forekomsten af hiv blandt unge kvinder i det østlige og sydlige Afrika. Antallet af smittede i denne aldersgruppe er faldet fra 0,8 procent i 2010 til 0,5 procent i 2018.
Det er dog stadig blandt unge kvinder og teenagepiger, at man finder en stor del af de nye hiv-tilfælde, skriver UNAIDS. Hver uge bliver omkring 6000 unge kvinder i alderen 15-24 år smittet med hiv. Fire ud af fem nye hiv-tilfælde blandt teenagere i Afrika syd for Sahara er blandt piger, viser rapporten.
Nye hiv-tilfælde i stigning udenfor Afrika
Uden for det østlige og sydlige Afrika er nye hiv-infektioner kun faldet med fire procent siden 2010. I UNAIDS er der bekymring over stigningen i antallet af nye hiv-infektioner i nogle regioner. Det årlige antal nye hiv-infektioner steg med 29 procent i Østeuropa og Centralasien, med 10 procent i Mellemøsten og Nordafrika og med syv procent i Latinamerika.
”I mange dele af verden er der gjort betydelige fremskridt med at reducere nye hiv-infektioner, reducere aids-relaterede dødsfald og reducere diskrimination, især i det østlige og sydlige Afrika. Men ulighed mellem kønnene og mangel på menneskerettigheder betyder, at mange mennesker ikke får den nødvendige hjælp,” sigerWinnie Byanyima.
”Social uretfærdighed, ulighed, benægtelse af borgerrettigheder, stigma og diskrimination er med til at bremse fremskridt mod hiv og de bæredygtige udviklingsmål,” siger hun.
Mange udsatte kender ikke egen hiv-status
Et af de steder, hvor indsatsen mod hiv/aids halter, er blandt de særligt udsatte grupper, herunder homoseksuelle mænd, transpersoner og sexarbejdere.
Disse udsatte grupper tegner sig for mere end 75 procent af de nye hiv-smittetilfælde, der konstateres udenfor Afrika syd for Sahara. Men når man sammenligner med andre grupper, er det mindre sandsynligt, at de udsatte grupper modtager behandling. Over en tredjedel af de mennesker, der er blandt de mest udsatte, kender ikke deres hiv-status.
Støtte i lokalsamfundet, hvor bøsser kan hjælpe andre bøsser og øvrige mænd, der har sex med mænd, er afgørende, lyder det i rapporten. Det højner effektiviteten når det gælder sikker sex, hiv-test og den såkaldte PrEP-behandling.
Ud over homoseksuelle er også transpersoner i høj grad udsat for diskrimination. Det gælder inden for arbejde, uddannelse og mange andre aspekter af livet, konstaterer UNAIDS i rapporten. Kun omkring hver tiende transperson arbejder i den formelle økonomi, mens mange andre tjener deres penge inden for blandt andet prostitution, fordi de ikke ser andre muligheder. Med tiltag i lokalsamfundet er der langt om længe kommet fokus på denne gruppe og dens rettigheder og vilkår, skriver UNAIDS.
Også blandt sexarbejdere er der sket store fremskridt med lokale initiativer, de såkaldte ”community empowerment activities”. Indsatsen har tredoblet sandsynligheden for, at der bruges kondom, når en sexarbejder har en kunde. Det har været med til at nedbringe risikoen for hiv-smitte med 30 procent, vurderer UNAIDS.